Erling Vang Nielsen

.
Filer fra mit livs Computer

copyright: Erling Vang Nielsen
skrevet omkring årtusindskiftet


Erindringer tilegnet
mine børn, børnebørn og andre,
så de kan danne sig et lille indtryk af
hvordan livet kunne forme sig i
Årene fra
1940  frem  til 1965

 

 

 

 

 

 

                                 Billede fra mine  forældres sølvbryllup 1961

                                                            
Mine Første År

 

Fattigdom er relativt, det er ikke penge alene der tegner rigdom eller fattigdom. Mange andre værdier der findes i tilværelsen vil være medvirkende til et rigt og godt liv.
I mit hjem var der i min barndom ikke mange penge, men jeg føler alligevel, når jeg tænker tilbage på min barndom, at jeg havde et rigt liv.
Jeg er født den 23. oktober 1941. Det var under anden verdenskrig, Danmark var besat af tyskerne, så det har været trange tider med knaphed på næsten alt. Børn blev der dog  alligevel  født,  og jeg har måske bragt lidt glæde ind i hjemmet hos mine forældre, og min godt tre år ældre bror Henning.                       

Mine forældre var blevet gift i 1936. Mor, der hedder Maria, og stammer fra Bøvling sogn, er født den 2. dec. 1917. Hendes forældre var Johannah og Marius Kjærside, der havde et lille husmandssted i nærheden af Tangsø.  Mor var den ældste af en børneflok på 12 og kom, som det var skik og brug dengang, ud at tjene allerede som 9-10 åring. Hun havde pladser på bøndergårde i omegnen, først i Nees og senere i Fjaltring og Bøvling. Sidste sted hun tjente var i Skadhedehus i Bøvling, hvor hun mødte min far, Ejnar Nielsen.
Far er født den 12. juli. 1902 på Store Yderst i Nees Sogn.
Hans forældre, Peder Lyskjær og Ane Nielsen, levede sammen uden at være gift, altså i synd, som man dengang sagde, de havde sammen tre børn, og havde derudover hver bragt et barn ind i forholdet.
Far har fortalt om min farfar, at han mest levede af handel med fugle og dyr der blev skudt ved ulovlig jagt. Ind imellem havde han også arbejde hos bønderne, men han var vist ikke meget for fast arbejde. Han var ud af en slægt af polakker der var kommet til Danmark for at hjælpe til med kartoffeldyrkning, altså en af de såkaldte “kartoffeltyskere”, og han var vist ikke særlig velset blandt de danske bønder
Allerede som 8 åring mistede min far begge sine forældre der døde af tuberkulose. De fire mindreårige børn der var i forholdet, blev sat i pleje forskellige steder i sognet. Far kom i pleje hos den navnkundige Peder Lykke i Vestergadehus i Nees, hvor han fik en god opvækst under trygge rammer.
Far fik lov til at opholde sig på gården hos Peder Lykke til han var 16 år, derpå kom han ud at tjene ved forskellige bønder i Nees.
Da far var omkring 20 år, fik han kørekort til bil, noget helt uhørt for en fattig bondedreng dengang. Kort tid efter købte han sin første bil, og begyndte at køre for læge og jordemoder, og hvem der ellers turde køre i sådan noget nymodens skidt. Det gik dog ikke så godt med vognmandsforretningen, og efter et par år solgte far bilen og rejste til Sjælland, hvor han de næste otte år arbejdede med mange forskellige ting, lige fra chauffør og købmandskarl, til herregårdsbisse og gøgler i et omrejsende tivoli. Han var vist noget af en eventyrer i sine unge dage, så de gener han havde efter sin far kunne ikke bortforklares.
Omkring 1933 kom han tilbage til Jylland, og han fik arbejde ved sin svoger Martin Kristensen på gården Meldtoft, nabogården til Skadhedehus, hvor min mor tjente. Under disse forhold mødtes de første gang, og blev som omtalt gift den 6. december 1936.
Efter deres bryllup flyttede de ind på et lille husmandssted, Bommerhedehus; i Ramme Sogn.
Det er der jeg blev født, og der levede jeg mine første fem år. Hvad jeg husker fra den tid er noget begrænset, dog er der oplevelser der står klar i min erindring.                           

                           
Far havde, foruden at passe det lille landbrug, arbejde uden for hjemmet. Han var i en del år havemand og varmemester på De Gamles Hjem i Ramme. Under besættelsen var der i perioder indkvarteret tyske soldater på fars arbejdsplads, og en ting jeg tydelig husker, er de tyske soldater, som vi ved fars arbejde ikke kunne undgå at komme i kontakt med.
Mange af disse værnemagtssoldater var selv familiefædre, og havde måske selv en lille søn eller datter hjemme i Tyskland, det var derfor helt naturlig at de kastede deres kærlighed på en lille gut som mig, i form af venlighed og slik.
En anden ting, som også står klart i min erindring, er når faster Dagny kom på besøg. Jeg havde fået bukser med gylp, men glemte for det meste at få knappet efter toiletbesøg. Hvis faster Dagny så den åbne gylp, truede hun med at hælde kamferdråber på stumpen. Dette resulterede i, at når jeg så Dagny på vej til os, straks løb ind til mor, mens jeg råbte:
-Mour, mour, er æ bowser knappet?
Den 1. april 1946 fødtes min lillebror Ingolf. Dengang var det helt almindelig at kvinder fødte hjemme. Jeg kan ikke huske ret meget fra den begivenhed, men jeg kan dog erindre, i vi inde fra kammeret ved siden af soveværelset kunne høre snakken og støj gennem den lukkede dør.
Jeg kan også huske, at da gutten var født, da blev døren åbnet, og vi, Henning, min godt tre år ældre bror, og jeg, fik lov at se vores nyfødte lillebror. Vi stod så der og kiggede generte på den nye lyserøde unger, som den pokkers jordemoder havde haft med i sin store taske.
Vi var nu en lille velfungerende familie, uden de store indtægter levede vi et stille lykkeligt liv i det lille hjem i Ramme, men snart skulle der ske store forandringer i vores rolige hverdag.
 

                                               Bommerhedehus i Ramme

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                                   Mine forældres bryllup 6. dec. 1936

 

 

 

                                                                  STORFAMILIE.

En tidlig morgen i efteråret 1946, jeg var ikke stået op, hørte mor nogen ved bryggersdøren, hun gik ud for at lukke op, og uden for døren stod Magnus og Søster, min morbroder og moster, på henholdsvis 12 og 10 år. Med sig på armen havde Søster katten Pus.
- ”Hvad vil i så tidlig”? spurgte mor, lidt overrasket.
Det var Magnus der svarede med gråd i stemmen:
-”Æ hus er brænd i næt”-
- ”Lad vær med å sæj såen nøj sludder”, skældte mor ud.
- ”Jamen det passer altså”, sagde så Søster småsnøftende.
Mor var derpå overbevist, og børnene kom med indenfor. De fortalte hvad der var sket i nattens løb. På grund af en kortslutning var der gået ild i min bedstefars ejendom der var brændt ned til grunden. Mennesker og dyr, på nær nogle høns og en hund, var heldigvis uskadte, alt andet var brændt.
Bedstefar, der var enkemand, var nu hjemløs med tre hjemmeboende børn, og familien blev i første omgang indkvarteret hos os i Bommerhedehus, det vil sige, at vi måtte bo 9 mennesker på 60 m2.
For os unger har det nok været meget sjovt, men for mine forældre har det sikkert været et mareridt med så mange personer under et lille tag..
Ildebranden hos min bedstefar blev den indirekte årsag til, at vi flyttede fra Ramme først på året 1947.
Bedstefar havde ikke meget energi til selv at etablere sig igen, og da gården Dalgasminde i Flynder på samme tidspunkt var til salg, foreslog han, at mine forældre sammen, med ham, skulle købe gården. Ejendommen var meget forsømt og kunne derfor købes billigt, og med en god portion optimisme blev skødet underskrevet, og storfamilien rev teltpælene op, og vi flyttede til Dalgasminde.
Ejendommen som mine forældre sammen med bedstefar havde købt var meget forsømt. Det der før havde været en veldrevet mindre herregård, havde ved 2-3 tvangsaktioner forvandlet sig til en lidt større forsømt husmandsbrug. Af det oprindelige areal på 200 tdr. land var der kun 30-40 tdr. land tilbage. 2 længder af staldbygningerne var nedbrændt og ikke opbygget igen. Der var af avlsbygninger kun en svinestald, samt en stor hestestald med plads til 25 heste, stalden blev dog hovedsagelig brugt til tærskelade.
Det der var mest velholdt, var det store herskabelige stuehus med takkegavle, samt tårn med spir over hovedindgangen. Stuehuset var vel på 250 m2 samt udnyttet loftsetage. Ud over at der var plads til alle, var der også højt til loftet i det enorme stuehus, vel omkring 3,5 meter.
Indretningen var som på større gårde på den tid. Med indgang fra bryggerset var der to pigekamre, samt en viktualiekælder med murede saltkar, derudover en kælder til opbevaring af kartofler, gulerødder, samt andet rodfrugt.
Køkkenet var også stort med et stort brændekomfur som centrum. I tilslutning til køkkenet var folkestuen, hvor vi spiste, og hvor der var god plads til hele familien både til hverdag og til fest. Endvidere var der havestuen, samt to mindre stuer plus et par værelser.
Een ting der dog manglede i vores nye hjem var elektricitet. Der havde været indlagt elektricitet, med strøm fra eget elværk, men dette var ude af drift, generatoren til at lave strøm med var nok blevet omsat til kontanter i en eller anden presset situation. Vi måtte så klare os med petroleumslamper til at lyse op, både i stald og stue. Lidt luksus var der dog, der var indlagt telefon, noget der ikke var helt almindelig på disse tider.
Syd for stuehuset var der en stor parklignende have med store kastanietræer, omkranset af store graner. Midt i haven var der en lille sø gennemstrømmet af en bæk. I søen var der gæs og vildænder, og over den lille bæk var der en lille hvidmalet bro, så man gå over til den fjerneste del af haven, hvor der var en gynge til børnene, samt en sandgrav der blev brugt som en kæmpesandkasse.
Nu var der pludselig plads til os alle. Alle vil sige, min bedstefar med tre børn: Karl der tjente på en nabogård, Magnus og Søster der begge var skolesøgende, mine forældre, mine to brødre Henning på 9, Ingolf på 1, og jeg selv på 5 år. Derudover var der i perioder andre af mine morbrødre som var hjemme på gården for at hjælpe til, blandt andet ved tørvegravning.

 

 


                                                                 DAGLIGDAG.


Det store stuehus, den gamle have med andedam, skoven, heden, åen, ja, hele området omkring Dalgasminde var en eldorado for et hvert barn, og når der så til daglig var en masse mennesker omkring en, blev tiden jo heller aldrig lang.
Jeg følte mig nok ret hurtigt helt uundværlig, og ville gerne hjælpe til med alt, både ude og inde, hvad der nok har været noget belastende for de voksne, der skulle have mig rendende om benene.
For at få økonomien til at fungere, var det jo nødvendig at have indtægter. I svinestalden blev der gjort plads til fire, fem køer, som derefter hurtigt blev købt. Også et par søer blev anskaffet, og i den ene ende af stalden blev der gjort plads til et halvt hundrede høns. Nu var der daglige indtægter, mælken blev leveret til mejeriet i Lomborg, fedesvinene blev afhentet af en vognmand, og kørt til slagteriet i Lemvig, æggene blev afleveret hos den lokale købmand ved “ Røde Mølle”  hvor  man så fik de daglige kolonialvarer i bytte
Malkning af køerne foregik ved håndkraft, jeg sad ofte på staldbroen, på en omvendt kraftfoderkasse, og så til, når far malkede, for det meste med et par katte smygede sig om benene. De ventede på, at der skulle blive en sjat mælk til dem, når far tømte malkespanden over i den store mælkejunge. Når malkningen var overstået blev mælkejungen sat op i en balje med koldt vand, så mælken kunne blive afkølet. Af det friskmalkede hentede mor hvad der skulle bruges i husholdningen. Mælken blev hældt over i en lerfad og sat ind i spisekammeret, køleskab fandtes ikke på landet dengang. Efter nogle timer steg fløden til tops i fadet, og skulle der bruges fløde i husholdningen, blev dette så skummet af, og vi måtte så drikke skummetmælk til maden.
Et par gange om året blev der slagtet en gris, og måske også et får. Slagtningen skete hjemme på gården, og det var den lokale hjemmeslagter der stod for dette. Der skrives i dag så meget om rituelle Hal-Al-slagtninger, men den gang foregik al slagtning på gårdene på denne måde. Grisen der måtte lade livet blev udpeget, slagteren gik ind i stien og lagde et stykke reb om trynen på grisen, som derpå blev trukket ud på gårdspladsen. Her blev grisen bundet på begge forben samt et bagben, det sidste ben skulle være fri, så den kunne bevæge sig, derved løb blodet hurtigere ud. Grisen blev nu placeret på en omvendt balje hvorefter slagteren skar dens halspulsåre over. Blodet strømmede nu ud af såret og blev samlet op i en spand, der skulle jo laves blodpølse af blodet. Når grisen var død, blev baljen vendt og fyldt med kogende vand, den døde gris blev så skoldet så hårene kunne skrabes af. Når dette var gjort, blev grisens bagben bundet fast på en stige, som derefter rejstes op ad en mur, med grisens hoved nedad, så blev grisen skåret op i bugen så tarme og indmad kunne tages ud. Grisekroppen blev så flækket langs rygraden, og slagteren var færdig. Grisen skulle nu parteres, hvilket var husmoderens arbejde, Der blev lavet pølser, leverpostej, sylte, blodpølse og hvad der ellers hørte sig til, men da der ikke på den tid fandtes frysere, kom alt kødet i saltkaret til det senere skulle bruges.
På den tid var bønderne næsten selvforsynende hvad angår fødevarer. Mel, salt, kaffe, sukker margarine og smør, samt krydderier blev købt hos købmanden, ellers havde man det meste på gårdene. I den periode der her berettes om var der dog stor knaphed på mange af de ting der skulle købes, det var kort tid efter krigen, og der var rationering på mange daglige brugsvarer, dertil også klæder og fodtøj.
Jeg kan huske, at på grund af denne knaphed på næsten alt, blev der forsøgt mange ting for selv at fremstille disse mangelvarer. Det være sig rugmel, sigtemel, sirup samt mange andre ting, det var dog ikke med lige stor succes, man fik disse varer fremstillet. Jeg husker især blodpølse med hjemmelavet rugmel, samt hjemmelavede byggryn Det har sikker været sundt, for melet indeholdt rigtig mange fibre i form af skaller med mere fra kornet.
Som før omtalt ville jeg trods min lidenhed gerne hjælpe til med alt. At det så, når det endelig gjaldt, ikke altid gik lige godt vil jeg her berette om.
Om sommeren skulle køerne jo på græs, for selv at finde føden. Sommeren 1947 var meget tørt, og der var næsten ikke græs til køerne. Far havde på grund af denne knaphed fået lov til at lade vore køer græsse på en mark i nærheden. Marken tilhørte en handelsmand. På samme mark havde omtalte handelsmand også nogle ungkreaturer til at græsse, så når vi skulle hente vores køer hjem, skulle vi passe på, at ungkreaturerne ikke løb med.
Det var en sommereftermiddag, køerne skulle hentes hjem, de voksne mænd var i tørvemosen, mor var hos købmanden, så det var Magnus der skulle sørge for køerne. Hvad han havde gang i husker jeg ikke, men jeg husker, at han sagde til mig, at jeg nok var alt for ”bette” til at kunne hente køerne. Det mente jeg helt sikkert ikke jeg var, og lidt efter travede jeg op ad vejen med en kæp i hånden, jeg skulle hente køerne hjem. Jo nærmere jeg kom til indhegningen, des kortere blev mine skridt. Sådan nogen køer var jo ret store, det var vist også en stor stud mellem handelsmandens kreaturer, hvad havde jeg dog indladt mig på?
Nu stod jeg ved leddet, vore køer stod som sædvanlig og ventede på at komme hjem, men de andre kreaturer gik lige bagved, mon de nu vidste at de ikke skulle med? Jeg fik leddet åbnet og køerne gik fint hjemad, men de fremmede kreaturer begyndte også at gå hen mod leddet, jeg prøvede at skræmme dem tilbage ved at banke løs på dem med min medbragte kæp, men det reagerede de slet ikke på, de gik bare med. Selv om jeg stortudende og bange bankede løs på dyrene, fulgte de bare efter vores køer, og med en lille lyshåret, stortudende knægt, med en stor kæp, som agterlanterne, kom hele kortegen ind på gårdspladsen hvor Magnus stod for at tage imod mig. Efter et større sorteringsarbejde fik vi dog handelsmandens kreaturer gennet tilbage i indhegningen hvor de hørte til, men det varede et par dage, før jeg igen forsøgte mig som cowboy.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                                                          Tørvemoserne

Vest for Dalgasminde løb Flynder Å, I ådalen omkring vandløbet var der en masse gamle tørvegrave, hvor man i årenes løb havde hentet tørv til opvarmning af kakkelovne og komfurer.
For at hente lidt ekstra kontanter til den betrængte økonomi, bestemte bedstefar og far sig til at påbegynde tørvefabrikation. En dag, tidlig på sommeren, gik de to derfor ned i engen for at finde det rigtige sted til tørvegravningen. Om nogen af den havde særlig forstand på de dele tvivler jeg på, men efter nogen eftersøgning fandt de stedet, hvor formuen skulle grundlægges.

Få dage senere startede arbejdet. Det første der skulle ske var, at det øverste lag muld blev pløjet væk, under dette muldlag lå tørvedyndet, som blev gravet op i store blokke, 1 meter i længden, og ca. 30x30 cm i tykkelsen. Disse blokke blev gravet op med en speciel tørvespade, der blev betjent af to mand. Blokken blev så placeret på et såkaldt slæb, en slags slæde, hvorpå der kunne ligge 10 - 15 blokke. Når slæbet var fuldt, blev en hest spændt foran, og tørveblokkene blev så kørt til tørrepladsen, hvor den blev skåret ud i 5 cm. tykke  skiver. På tørrepladsen blev tørvene nu vendt jævnligt, så de kunne tørre, og når de var helt tørre blev de stakket til de skulle afhentes af kunden.
Arbejdet med tørvene var helt igennem manuelt, og alle, lige fra den ældste voksne, til yngste barn kunne hjælpe til på en eller anden måde. Det var en spændende tid for os unger, hele tiden skete der noget. Med så mange mennesker samlet om et arbejde, blev det til en del drilleri og sjov. At se hvem der hurtigst kunne fylde et slæb med tørv var en daglig konkurrence. Det, at man så ved et “uheld” kom til at skubbe til vinderen så han faldt i tørvegravens beskidte vand, var også en del af den daglige underholdning..
Dagens højdepunkt var dog nok, når mor ved middagstid kom med mellemmadder, mælk og saftevand til vores frokost. Så fandt vi en grøn plet på engen hvor alle kunne nyde deres velfortjente klemmer.
Når alle var mætte fandt, man hver især en skyggefuld plet under en vidjebusk, hvor man kunne få en lille middagslur, før man med friske kræfter igen tog fat på det hårde arbejde tørvegravning jo var.
En arbejdsdag i tørvemosen kunne ofte vare 10 til 12 timer, og når en så lang arbejdsdag så var endt, tog hele truppen af tørvearbejdere sig en dukkert i åen for at få skyllet tørvedynd og sved af kroppen.
Tørvene skulle jo også afsættes, og bedstefar havde før sæsonens start lavet en aftale med en lokal købmand, der ville aftage hele produktionen til en god pris der var aftalt på forhånd.
Købmanden kom også punktlig efter tørvene, der var dog et lille problem, han havde ikke penge med hver gang han hentede et læs tørv. Så havde han glemt tegnebogen, næste gang havde han ikke været i banken, og når han blev rykket for penge lovede han helt bestemt, at næste  gang  skulle han nok betale hele det skyldige beløb.
Da alle tørvene var afhentet, havde købmanden kun betalt halvdelen af det beløb han skyldte.
Far tog nu hen for at hente det skyldige beløb, men da han fik fat i købmanden havde piben fået en anden lyd. Der var for meget sand i tørvene, de havde ikke været ordentlig tørre, de havde overhovedet ikke overholdt de aftalte specifikationer. Far bad så om at få tørvene retur, hvad han syntes var fair nok, når de slet ikke duede. Der var bare det ved det, at omtalte næringsdrivende havde solgt tørvene, men han ville stadig ikke betale min far.
Man kontaktede nu en sagfører for at få pengene hjem, sagføreren mente heller ikke det var et problem, når varerne var leveret, skulle pengene falde eller den leverede vare afleveres. Stor succes, købmanden blev ved Lemvig Byret dømt til at betale det skyldige beløb, plus sagsomkostninger, og alt var nu idel lykke.
Nu var der bare det ved det, at da Marius og Ejnar skulle have pengene udbetalt, ja, da var købmanden gået konkurs. Det eneste de to tørvefabrikanter kunne hente var erfaring samt en lang næse.
De store energifabrikanter blev de to herrer aldrig.
Engen blev også brugt til andet end tørvegravning. Hvert år blev der slået græs til hø på arealerne. Også kreaturerne kunne få deres daglige foder i det friske grønne enggræs. Det var dog ikke uden problemer at have køerne til at græsse i engen.. De gamle tørvegrave var næsten helt tilgroede med siv og græs, og det skete mange gange at et af dyrene forvildede sig ud en tilgroet mose.
For det meste kunne dyret selv klare sig op på fast grund igen, men det skete dog jævnligt, at de måtte have menneskers hjælp til at redde sig op. Nogle gange måtte der professionel hjælp til i form af Zonens Redningskorps, der så kom med en kranvogn.
En enkelt episode vil jeg fortælle om. Det var en sommeraften, far var en tur nede for at se til kreaturerne på engen, da han så der manglede to kvier. Efter nogen søgen fandt han dem, de var begge gået i mosen, og kunne under ingen omstændigheder komme op ved egen hjælp. Far fik tilkaldt hjælp, og sammen med bedstefar og min morbror Vang, samt et spand heste drog de ned i engen. De fik da også hurtigt den ene kvie på land, men den anden sad meget fast, og jo mere den kæmpede for at komme fri des mere sank den ned i dyndet. Redningskorpset blev nu alarmeret, og efter kort tid ankom en kranvogn. Kvien var efterhånden sunket så dybt ned, at kun hovedet var frit, og for at redde dyret var det nødvendig af lægge en sele om bugen på den, for at trække den op. Chaufføren på kranvognen prøvede flere gange af få selen under kvien, men på grund af, at den var sunket så dybt, i mislykkedes det. Kvien havde nu næsten kun næseborene fri, og var så godt som fortabt. Så tog Vang affære. Han smed tøjet, hoppede ud i mosen, dykkede ned i det mudrede vand, og fik selen placeret. Kort tid efter var kvien igen på det det tørre. Reddet af en modig og snarrådig ung mand.

 

 

                                                              Tørvegravning

 

 

 

 

 

 

                                                                    Gasen.
I den store dam der var haven, var der hele året både gæs og ænder. Dammens absolutte overhoved var en ældgammel hvid gase, og  gud  nåde og trøste det væsen, der trådte denne dammens konge for nær. Det gjaldt for den sags skyld både dyr og mennesker.
Jeg husker flere dramatiske og spændende episoder med dette hidsige gemyt.
Engang var Henning, nok af vanvare, kommet ind på gasens domæne. Bæstet, gasen altså, lå fredeligt med hovedet under vingen, så Henning mente nok, at han kunne liste forbi, hvis han var tilpas forsigtig. Nu var han næsten på omgangshøjde med udyret, der var endnu ikke sket noget, gasen sov øjensynlig sødt. - Pludselig for gasen op, Henning styrtede af sted, men blev hurtigt indhentet af en halvt løbende, halvt flyvende gase der hurtigt fik fat i drengens bagdel, Henning vrælede højt af skræk, og værgede for sig efter bedste evne, men overmagten var for stor, han vendte dog front mod gasen, og fik med begge hænder fat om dens hals, mens gasen hvæsende baskede løs på min bror med de stærke vinger. Efter kort tids ulige kamp dukke Magnus op på arenaen, og bevæbnet med en gulvskrubbe, reddede han Henning fra videre overlast..
Gasen gik fra åstedet skræppende og knejsende med nakken. ingen tvivl om, hvem der var hersker i denne del af verden.
At den var en krasbørstig herre den gode hr. Gase, var der andre beviser på. Følgende er blevet mig fortalt, men jeg tvivler ikke på at historien er sand.
Gasen boede på Dalgasminde allerede før vi flyttede ind på gården, og følgende historie skete da også før den tid. I nærheden af Lemvig boede der på dette tidspunkt en kendt hestehandler. Foruden at handle med disse trækdyr kunne omtalte næringsdrivende også godt være lidt af en Don Juan. Omtalte  handelsmand  ejede et stykke jord i nærheden af Dalgasminde, hvor hans heste græssede, og i perioder brugte han også gårdens stalde til sine heste.
På et tidspunkt kom der en ny tjenestepige til gården, Pigen så vist temmelig godt ud, og har sikkert også været tilpas “tjenestevillig”, i hvert fald kastede handelsmanden sine øjne på pigen, der med et blik riposterede, at hun måske ikke var helt uinteresseret.
Et stævnemøde kunne af forskellige årsager ikke finde sted på vanlig vis, hestehandleren havde jo sin kone derhjemme på gården, så manden måtte ty til nattens mulm og mørke for at gøre pigen sin opvartning. En sen aften kom han anstigende, han listede sig om bag huset, fandt hurtigt vinduet til pigekammeret, og skulle netop til at banke på til jomfruburet da han hørte noget pusle bag sig. Den gode hestehandler havde ikke taget havens hersker, gasen, i ed før han arriverede. Gasen havde hørt de sagte trin over græsplænen, og listede nu frem for at undersøge, hvem der vovede at forstyrre nattefreden.
Hestehandleren vendte sig om, og i det samme angreb gasen, den uheldige elsker værgede for sig, men kunne intet stille op mod den rasende fugl, og med gasen i hælene matte han forlade valen.
Larmen havde vækket flere af gårdens indvånere, og de kunne i det klare måneskin se en lille kraftig mand styrte ud af haven i fuld galop, med en arrig gase i hælene.
Med så mange fjedrede indbyggere i haven, både gæs og ænder, var der jo også et godt spisekammer for Mikkel Ræv. Men til stor undren forsvandt der aldrig så meget som en lille grim ælling fra stedet. Forklaringer hertil er sikkert også havens konge Gasen.
En nat hørtes der fra haven pludselig en  rappen  og  skræppen fra ænder og gæs. En søvnig person vågnede ved larmen, stod gabende ud af sengen, og trak gardinet fra for at se hvad der var på færde.
Først var der intet at se, men så kom der en rød Mikkel listende frem fra træernes skygge. Den sneg sig langsomt ned mod dammen, hvor ænder og gæs skrækslagne svømmede frem og tilbage. Ræven slikkede sig sulten om munden. Her var der frisk kødmad at hente. Den røde røver kendte bare ikke noget til gasen, den troede den i ro og mag kunne nappe en lille rap.
Pludselig jog der noget hvidt frem fra en busk, ræven stod bomstille i et sekund måske to, det skulle den ikke have gjort, den rasende gase var over ræven, der forgæves forsøgte at få tænderne i gasens hals, men gasen var ræven langt overlegen, med sine kraftige vinger bankede gasen løs på den skrækslagne ræv, der efter kort tid opgav kampen op hylende af skræk forlod valen. I god afstand fra gasens domæne stoppede den op for at slikke sine sår, den vendte aldrig mere tilbage til Dalgasminde.
Gasen dette stolte og iltre gemyt, kunne også være blid som et lam.
En gang kom den, under afpatruljering af sit område, til at sidde fast i noget henkastet pigtråd med sin ene fod. Skrækslagen prøvede den at komme fri, men jo mere den baskede men vingerne, des mere blev den filtret ind i pigtråden. Til alt held for den stakkels gase havde mor et ærinde i den del af haven, hvor gasen var fanget og hun så den havde brug for hjælp. Hun fik fat på far, og ved fælles hjælp fik de gasen befriet.
Den ene svømmefod var svært læderet, så far tog fuglen under armen, og bragte den hjem i bryggerset. Her rensede mor sårene, og lagde en forbinding om den kvæstede fod.
Gasen var nu på lazaret i bryggerset i nogle dage, den var nu fredelig og omgængelig, og vi var helt trygge ved den. Tro det eller lad være, da den efter nogle dages forløb igen blev lukket ned til sine artsfæller, var den, om muligt, endnu mere krigerisk og uomgængelig end før ulykken.

 

 

 

                                                                     Ved Flynder Å

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                                                                         Åen.

Som før omtalt havde Flynder Å sit løb ikke langt fra gården. Dette vandløb var hverken særlig stor eller særlig farlig, men for en lille knøs som mig, var den måske ikke helt ufarligt endda.
Som nævnt kunne vi bade i det friske vand om sommeren, men også resten af året kunne meget tid bruges ved åens bred.
Åens vand var ikke særligt dybt, men for at få lidt mere vand at bade i, lavede man nogle gange et “høl“. Man tog nogle brædder og satte på tværs af åløbet  og   spærrede på denne måde op for vandet. Når så vandet løb over afspærringen, skylledes sandet væk på bagsiden, der fik man så en dybde på vandet så man kunne lave udspring fra åens bred.
Vandet i åen var fuldstændig klar og rent, og jeg husker, at mor nogle gange tog vasketøjet fra den månedlige storvask på en trillebør, og kørte ned til åen for at skylle tøjet i det bløde friske vand. Om ørreder og andre af åens indvånere brød sig om  en  sådan  sæbekur   tvivler  jeg på, men forureningen fra en sådan storvask er nok ikke slem i forhold til det, der i dag lukkes ud i vore vandløb og have.        

I åen var der stor rigdom på fisk. Ørreder, aborrer, skaller, gedder og ål kunne fanges året rundt i vandløbet, og det var en yndet fritidsbeskæftigelse for ungerne i åens nabolag at prøve at fange disse fisk. Megen opfindsomhed blev udvist til fremstilling af fiskeredskaber, man kunne se ruser fremstillet af kyllingetråd, primitive vodlignende  redskaber   blev trukket gennem åen, men også den gængse metode men krog og orm bliv flittigt brugt. En god måde til ålefiskeri  var, at man lagde nogle drænrør ud i vandet og lod dem ligge der i et par dage. Hvis man var heldig, var der en stor fed ål i røret når man igen hentede dem op.
Nogle af drengene var specialister på en helt anderledes fiskemetode. Det foregik med ålejern. Man gik på åbredden og rodede i grøden med ålejernet, og når en fisk så blev forstyrret og svømmede ud i det klare vand brugtes ålejernet som et slags spyd til at kaste efter fisken.
Der var særlig en af drengene der var ekspert i at fiske på denne måde. Det var Jens, der kom fra V.Ørts,  som lå på den anden side af åen. Det specielle ved Jens var, at han kun havde een arm, den anden havde han mistet ved at lege med efterladte tyske sprængstoffer. Trods dette handicap havde han opøvet en eminent præcision, og han kunne på flere meters afstand spidde en flygtende fisk
For at skyde genvej til skolen, der lå på den anden side åen lavede far en primitiv bro, fremstillet af træstammer, over åen. Broen var vel sikker nok, men den var primitiv, der var ingen gelænder, så det var med at holde tungen lige i munden når den skulle passeres.
Jeg husker dog kun at det skete en gang, at der var en der dumpede i. Det var Magnus, der på vej hjem fra skole faldt i åen, så det har da ikke været for at score en ekstra fridag han hoppede i.   

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 



                                                                 Lærer Jensen.
Jeg var ikke begyndt i skolen, da vi boede på Dalgasminde, men til trods derfor, husker jeg tydeligt lærer Jensen fra  Risbæk Skole.
Lærer Jensen var fra Mors eller Thy, hvad hans dialekt klart viste. Han var en mand der kunne noget mere end en almindelig lærer burde kunne. Foruden at banke (i ordets bogstavelige forstand) lærdom ind i folks afkom, var han en tusindkunstner med mange forskellige gøremål. Han kunne reparere radioer, han tog rundt i hjemmene og klippede mænd og drenge, han sleb brødknive og knive til kødhakkere, samt mange andre ting en skolelærer normalt ikke gav sig i kast med.
Der var på det tidspunkt ikke elektricitet i den del af Flynder sogn, men lærer Jensen havde selv konstrueret et elektricitetsværk. En tovinget mølle trak en lille jævnstrømsgenerator, og hvis vinden ikke gav energi nok, havde han en lille et cylindret petroleumsmotor til at trække generatoren.
På Dalgasminde havde vi jo heller ikke elektricitet, og da radioer også på den tid brugte strøm, meget endda, måtte vi jævnligt have en akkumulator til opladning hos lærer Jensen.
Lærer Jensen var forud for sin tid. Han havde installeret overvågningsudstyr i klasselokalet. På strategiske steder var der placeret mikrofoner med forbindelse til en forstærker på kontoret, han kunne nu i ro og mag følge med i hvad der skete i klassen, uden selv at være til stede.
Disse installationer var skyld i, at min storebror Henning gjorde sig uheldig bemærket allerede på sin første skoledag. De elever der gik på skolen kendte jo lærerens installationer alt for godt, men det var jo sjovt at lokke en ny elev hen under en mikrofon, og i hans uvidenhed få ham til at råbe ukvemsord om læreren.
Efter at have sagt indtil flere nedværdigende ord om læreren, mens de lokale grinende hørte på, blev døren pludselig revet op, og lærer Jensen kom råbende en hel masse, brasende ind i klassen med et vildt udtryk i øjnene.
Hvad der videre skete ved jeg ikke, men Henning fandt vist ud af, at det ikke var der han skulle nedvurdere sin lærer.
Som omtalt kørte lærer Jensen også rundt i sognet og gav den som frisør. Jeg husker tydelig når han kom på sin cykel med klippekassen på bagagebæreren. Så blev vi alle klippet, alle af hankøn, lige fra min bedstefar til yngste dreng det var mig, kom vi under saksen. Den eneste der slap fri var Ingolf, hans fine, lange, lyse krøller kunne vor mor ikke nænne der skulle klippes af, til bedstefars store fortrydelse.
Jeg brød mig ikke om at blive klippet. Men der var ingen kære mor. Jeg blev placeret på en stol med en fodskammel ovenpå, og på denne vakkelvorne opstilling gik seancen i gang. Håndmaskinen Jensen brugte til at klippe med rev forfærdeligt i mine krøller, og da mit hår næsten altid var tilpas filtret, var der vistnok lidt hyleri under processen.
Når degnen var færdig med at klippe, fik man sprit og brillantine i de sidste sørgelige rester af ens flotte hår, og man gik rundt og stank som en billig skøge.
Hvad lærer Jensen tjente på sådan en familieklipning ved jeg ikke, men det har nok ikke været særligt dyrt.
For resten vil jeg i forbindelse til foranstående, ikke undlade at fortælle, at Jensen vistnok også var en ganske habil fåreklipper.   

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                                                                   Fritid og leg.
Selv om alle, børn såvel som voksne, havde deres daglige pligter, var der selvfølgelig også noget fritid.
Der var dog ikke, på den tid, mange forskellige tilbud til børn og voksne fra idrætsklubber, aftenskoler mm som der tilbydes i dag. Man måtte selv organisere sine fritidsaktiviteter, men det var måske ikke så dårligt endda? Det var helt sikkert en god udfordring til kreativitet og fantasi for børn og unge.
Hvad fik man tiden til at gå med? Jeg kan huske, at når morbrødre og mostre var på besøg på deres frisøndage, da blev der spillet bold eller leget andre lege på græsplænen, eller på en græsmark. At man kunne være uheldig at falde i en kolort tog man med uden at kny, man kunne jo tørre det værste af med en tot græs.
Det før omtalte fiskeri i åen var også en meget dyrket fritidsbeskæftigelse for store og små. Som nabo til den store “Klosterhedens Plantage” var der også rige muligheder for en spændende tur i skoven, med muligheder for at se mange forskellige fugle, tillige med både kronhjorte, rådyr, ræve samt andre dyr.         

    
Engang havde mine morbrødre været på tur i skoven. Med sig hjem havde de en lille egernunge, som de, det var vist Esper, havde fanget.
Det lille skrækslagne dyr blev installeret i en papkasse foret med gamle klude, hvor den sky gemte sig. Det varede dog kun et par dage for det vævre dyr havde fundet sig til rette i de nye omgivelser. Sofus, som kaldte egernet, var blevet tamt og kunne løbe frit rundt i stuerne som en kat.
En kat er måske så meget sagt, for Sofus sprang rundt i stuen, som om den stadig var i sit rette element, skoven.
Den kunne springe fra gardinerne over på stueuret, derfra over på et skab og tilbage til gardinerne igen til stor sjov for os unger, om mor syntes det var morsomt skal være usagt her.
Engang var Sofus blevet væk, vi ledte og ledte, men kunne ikke finde den. Vi havde opgivet at finde den, men på andendagen efter dens forsvinden, skulle far bruge en jakke der hang i bryggerset, og da han stak armen ned i ærmet kunne han mærke noget loddent. Det var Sofus der havde gemt sig der, et eller andet havde nok skræmt den, den havde så søgt tilflugt, i et for den et sikkert sted.
Hvor lang tid vi havde Sofus husker jeg ikke, men på et eller andet tidspunkt var den sluppet ud i det fri, hvad den jo ikke var vant til. Nu sad den oppe i det store pæretræ og nød sin frihed. Mor prøvede forgæves at lokke dyret ned fra sin gren, men det var forgæves, Sofus ville beholde sin frihed, hvad der nok også var det bedste
Vi så dog Sofus flere gange senere, den holdt til ved gården et stykke tid, før den helt forsvandt.             

I Klosterhedens Plantage havde den tyske værnemagt under 2. verdenskrig haft et større ammunitionsdepot. Noget af denne ammunition var fjernet, men i 1947 var der en hel del efterladenskaber fra tyskerne depot. Det var strengt forbudt at komme ind på dette område, men egnens store knægte overtrådte ofte dette påbud. Der blev hentet ammunition som blev adskilt for at bruge krudtet til fyrværkeri og røgbomber.
Jeg har omtalt naboen dreng Jens, der mistede en arm ved en sprængningsulykke forårsaget af de tyske efterladenskaber, at der ikke skete flere ulykker må siges at være et under, når man tænker på hvordan man behandlede det farlige sprængstof.
Magnus havde en gang lavet en kæmperøgbombe af noget såkaldt stangkrudt. De voksne ville naturligvis ikke have at der blev eksperimenteret med disse sager, derfor foregik det oftest om aftenen, nar alle var gået til ro.
Røgbomben skulle nu afprøves, det foregik ved at vinduet, i værelset hvor Henning og jeg sov sammen med Magnus blev åbnet, derpå blev røgbomben blev antændt ved hjælp af en petroleumslampe det stod på servanten. Bomben fængede godt, næsten for godt, og Magnus ville hurtigt kaste den ud af vinduet, men kom i skyndingen til at ramme sprossen i vinduet, bomben fløj tilbage, ind under sengen, hvor den udsendte sin tykke hvide røg der hurtigt fyldte værelset. Magnus kravlede rundt på gulvet for at finde udyret, men i sine bestræbelser, kom han til at vælte lampen det stod på servanten, petroleummet løb ud og antændte så klare flammer stod i vejret.
Hvordan bomben kom ud, og hvordan ilden blev slukket husker jeg af gode grunde ikke, da jeg for længst, skrækslagen, havde gemt mig under dynen. Hvordan Magnus har forklaret det brændte maling på servanten husker jeg heller ikke, men hans fantasi fejlede ikke noget, så en forklaring har der sikkert været.
At der ikke skete flere alvorlige ulykker med sprængstoffet var helt sikkert mere held end forstand, når man ved hvad disse knægte gik og eksperimenterede med.

 

 

                                               Møllesøen i Klosterhede Plantage



 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                                                                  Skovhus.

Som det glade ubekymrede barn jeg var, har jeg kun de gode minder i erindring fra Dalgasminde. Der har dog været mange problemer, både økonomiske, men også menneskelige problemer har der været.
Når to generationer bor under samme tag, kan der nemt opstå problemer, det var der selvsagt også på Dalgasminde, og når pengene så tillige var små, skulle der ikke meget til før sikkerhedsventilen begyndte at  blæse.
Hvem eller hvad der var den endelige årsag skal jeg ikke dømme i, men det hele endte med, at mor og far sammen med os tre knægte i foråret 1948 flyttede fra Dalgasminde og bosatte os i Skovhus i Nees.
Det var noget af en omvæltning at komme fra de store rummelige omgivelser på gården Dalgasminde til de små og ydmyge omgivelser i Skovhus. At stedet og omgivelser så står for mig som noget helt unikt er en anden sag.
Til Skovhus var der dengang et jordtilliggende på små 6 tdr. land mager sandjord, som ved det mindste blæsevejr for et godt ord føg som sne. Jeg har ikke tal på hvor mange gange far måtte så roerne om, fordi de var blæst væk.
Bygningerne der hørte til ejendommen var små og lavloftede. Hele ejendomme med beboelse og stald bestod vel af ca. 70 m2.
Beboelsen bestod af en lille bryggers, et lille bitte køkken, hvor der kun var plads til et brændekomfur og et køkkenbord på 1x 0,6 meter. En lille stue på 20 m2 en soveværelse på 15 m2, samt et lille bitte værelse hvor der lige kunne stå en enkelt seng.
I stalden, der var placeret i den nordlige ende af huset, var der plads til et par køer, en hest samt 4-5 fedesvin.
Som det forstås, var det ingen problem at komme hinanden ved i disse trange omgivelser. Men ved gensidig respekt for hinanden, fungerede dagligdagen uden de store problemer.             

Ankomsten til Skovhus står ret tydeligt i min erindring, afrejsen fra Dalgasminde, har jeg, uvist af hvilken grund helt glemt.
Flyttelæsset var ikke særlig stort. Foruden vore senge, bestod møblementet at et spisestuebord med seks stole, et dækketøjsskab, et chatol, et klædeskab, en kommode samt et gammelt stueur. En vognmand fra Ramme forestod flytningen, og med flyttelæsset var også mor, Ingolf og jeg. Far og Henning kørte med jumbe, med hesten Bjørn foran. Hesten og vores hund Rudi, var de eneste dyr vi medbragte til vort nye hjem.
Vi ankom til Skovhus den 1. april 1948, på Ingolfs 2 års fødselsdag. Foråret var kommet, og vi gik straks på opdagelse i de nye omgivelser.
Erik, der var søn af min kusine Stinne Sandholm, kom straks efter vi var ankommet. Erik var 14 år gammel, og han tog os straks med rundt til læhegnene for at lede efter skade- og kragereder. Jagtforeningen gav penge for disse rovfugles æg, og man kunne let tjene en god skilling ved at  gå på æggejagt. 
Kort efter vores ankomst, kom vor nærmeste nabo, Katrine og bød velkommen. Katrine, der var enke, ejede en ejendom på 15 tdr. land. Hendes mand var død for et par år siden, og hun levede nu alene med 6 ukonfirmerede børn. En voksen søn var hjemme for at hjælpe til med driften af ejendommen. De to yngste børn, to piger, Ruth og Tove var næsten jævnaldrende med mig, og vi fik senere mange gode timer sammen i alvor og i leg            

        

I al den tid far drev landbrug, havde han et godt nabosamarbejde med sine naboer. I høsten hjalp man hverandre med at få kornet i lade. når kartoflerne skulle samles, hjalp vi hinanden, og når kornet i løbet af vinteren skulle tærskes skete det også ofte ved fælles hjælp, og uden millimeterretfærdighed, man ydede den hjælp der var nødvendig uden at skæve til den tid der brugtes.
Også vore andre nye naboer kom ret hurtigt og hilste på og bød velkommen. Ole og Lilly havde gård Vest for Skovhus på 45 tdr. land. De havde to piger, Elvi der var næsten voksen, og Anni, der var et år yngre end mig. Ole og Lilly havde boet i Australien i en årrække, men var vendt tilbage til Danmark for få år siden. Vi kom ikke særlig meget sammen med disse naboer, måske fordi Ole kunne virke lidt overlegen samtidig med, at han havde et voldsomt temperament   

                   

                                                         Skovhus omkring 1953  

 

                                                 

                                          

                                                           Far arbejder i haven

             

                              Høstarbejde: Far og Vagn sætter korn i stak

 

                              

                                 

                                       Der koges til konfirmation hos Katrine

                       Bagerste  række:  fra venstre: Mor, Stinne, Katrine, Gunhild, Ruth
                                               Foran: Tove, Ragnhild

Længere mod øst boede Ingvardt og Klara med deres fire børn. Det var Anders, to år ældre end mig, tvillingerne Marie og Marinus et år yngre end mig, og August der var på alder med Ingolf. Disse naboer kom vi meget sammen med, og vi legede da også tit med børnene derfra.
Selv om mor og far havde travlt med at blive etableret i de nye omgivelser, var vi i den første tid i Nees næsten hver aften inviteret til kaffekomsammen hos vore nye naboer og genboer. Alle skulle selvfølgelig se hvad det var for mennesker der var flyttet ind i Skovhus. Det var dog ikke bare af nysgerrighed man inviterede de nye naboer, det var en naturlig interesse og venlighed over for andre mennesker, man på denne måde udtrykte.
Da vi så, hele familien, havde været raden rundt, og hilst på vore nye naboer, blev samtlige geninviteret til kaffe i Skovhus.                        

                                    
Da stuerne var små, var det nødvendigt at have de nye naboer i flere omgange. Børnene var selvfølgelig også budt med, og mens de voksne snakkede svine- og kornpriser, og i al uskyldighed om de naboer der ikke var til stede, legede vi unger udenfor. Vi spillede Antonius, legede hjørnetagfat eller spillede langbold og rundbold på græsmarken. Når først  legen var i gang kunne der hurtigt samles 10-12 børn fra nabolaget og vi legede udenfor til vi ikke mere kunne se hinanden på grund af mørket.
Når vi, mere eller mindre beskidte unger kom ind, var de voksne i gang med aftenkaffen. Det var ikke det overdådige kaffebord der blev serveret. Det bestod for det meste af, julekage, sandkage og småkager. Nogle gange blev der også serveret lagkage.
Vi unger fik et stykke kage og et glas mælk, men snart sad vi døsende og trætte, mens vi nysgerrige lyttede til de voksnes snak.

 

                            

                                                         Far og Søn med mor og datter


Ret hurtigt efter vores ankomst til Nees købte far en sortbroget ko, som vi kaldte Lis. Også nogle smågrise blev anskaffet. Det var, hvad man på den tid, kaldte kontraktgrise. Man lånte pengene til indkøb af smågrisene gennem slagteriet, når så grisene var store nok til at blive slagtet på slagteriet, blev det beløb man havde lånt trukket fra afregningen på slagtesvinene.
Denne måde at købe smågrise kunne dog være temmelig risikabel. Hvis uheldet var ude, kunne der komme sygdom til grisene, de kunne risikere at dø før de var slagtefærdige, der var så ikke noget at betale lånet tilbage med, og man havde sat sig i en gæld til slagteriet som jo skulle tilbagebetales.
Noget af det første der blev lavet dette forår, var bygning af et hønsehus. Der blev så købt 200-300 daggamle kyllinger, som blev sat under en kyllingemor, der var opvarmet med en petroleumsovn. I de første kritiske nætter skiftedes mor og far til at våge over de små kræ, der skulle jo nødigt ske dem noget. Når kyllingerne var ca. 6 uger, blev de sorteret efter køn. Det var altid spændende at se hvor mange høner der var, det var jo dem der senere skulle lægge de æg, som så blev solgt i Brugsen. Hanerne blev fedet op, og sendt til fjerkræslagteriet. Nogle spiste vi også selv. Sådan en stegt landkylling med persille og nyopgravede kartofler var jo det rene luksusmåltid.
Ud over at passe det lille landbrug, gik både mor og far, for at få økonomien til at nå sammen, ud som daglejere i den første tid i Skovhus. Det var ved roehakning, høstarbejde, opsamling af kartofler mm. Så var der pligter både ude og inde os knægte. Det være sig fodring af dyr, rengøring i stalden, og inde, opvask, kartoffelskrælning og almindelig rengøring. Det var ikke altid lige interessant, og der var ofte gråd og tænders gnidsel når mor og os knægte ikke rigtig kunne blive enige om, hvad vi skulle have lavet, og hvad der rettelig var blevet gjort.
Selv om jeg dengang nok syntes, at jeg havde en streng opdragelse og altid blev uretfærdig behandlet, og at pligterne der var mig pålagt var alt for mange, ja, så var de skældud og de klø jeg ind imellem fik, nok en del af en opdragelse der kom til at præge min senere tilværelse på en særdeles positiv måde. Ikke dermed sagt at korporlig afstraffelse er en god måde at opdrage på. Jeg har altid haft den opfattelse, at selv om en dask i ny og næ ikke er skadelig, da gør den i hvert fald heller ingen gavn i en opdragelsessituation.
I dag kan jeg dog se tilbage på et godt hjem med gode forældre, forældre der kunne vise os den rigtige vej med kærlighed og ansvar.
Far blev ret hurtigt meldt ind i fagforeningen, så kunne han i perioder, hvor der var arbejdsløshed hæve understøttelse. For det meste var far dog beskæftiget. Han kunne både mure og lave tømrerarbejde, og da hans dagløn ikke var så stor, fik han ret hurtigt en del at lave med ombygninger og reparationer ved sognets bønder. Men der var trods alt lange perioder, hvor der ikke var arbejde uden for hjemmet, og der var tit lavvande i kassen de første år vi boede i Nees.
De trange pladsforhold blev i de følgende år også udvidet. Hvis der i nabolaget var et hus eller stald der skulle nedbrydes, gav far tilbud på at udføre nedbrydningsarbejdet gratis, mod at få nedbrydningsmaterialerne. Sten og brædder blev renset for mørtel og søm, og kunne så fint bruges til udvidelse af Skovhus. Næsten hvert år skulle der laves et eller andet. Beboelsen blev udvidet, så der var bedre plads til familien. Vi fik både dagligstue og “pæn” stue, som kun blev brugt, når der var fremmede, samt jule- og nytårsaften.
Stalden blev også udvidet så der blev plads til to køer, to kalve, en hest og to grisesøer.
Vi fik i 1950 indlagt strøm, og efterhånden blev det ganske pæne forhold, efter den tids standard, vi boede i.
Der skete hele tiden udvidelser og ombygninger, og da far i begyndelsen af 1960 ikke mere kunne arbejde på grund af dårlig ryg, var der plads til tre malkekøer samt opdræt. To til tre søer var der også plads til, og der var installeret malkemaskine.
Selv om det for det meste ikke var meget at slå til søren med i min barndom, havde vi, særlig i sommertiden, huset fuldt af gæster. Det gjaldt især mors søskende, der jo ikke havde et hjem, da min bedstefar, der var enkemand, havde opgivet selv at drive landbrug, og derfor havde taget plads som bestyrer ved en enke, der havde en mindre ejendom. Da mor var den ældste af de 12 søskende, blev det da også Skovhus, der blev det naturlige samlingspunkt for familien.
Også for andre blev det lille hjem et naturligt feriemål. Det var især en familie fra København der hver sommer tog ophold i Skovhus i kortere eller længere tid. I 1946 fik en københavnerdreng, Finney, lov til at være på ferie hos mine forældre i 4 uger. Dette blev starten på et venskab med hele hans familie, som varede ved i mange år. Finneys forældre, Kaj og Else besøgte mine forældre hver sommer så længe de levede. Finneys to søstre Ruth og Lea var også på ferieophold i Skovhus i mange år, og for at det ikke skal være løgn, kom også et barnebarn af Kaj og Else på ferieophold hos mine forældre.
Selv om der i lange perioder var ekstra munde at mætte, har jeg aldrig følt, at nogen var uvelkomne  når  de meldte deres ankomst. Tværtimod var der altid åbne døre når der kom nogen på besøg.
Far var, på grund af sin diskusprolaps, nødt til at opgive landbruget først i tresserne, senere blev stalden inddraget til beboelse. Ingolf fik værelse i den gamle stald, og boede der så længe han var hjemme. Da han rejste hjemmefra flyttede Peder ind i hans værelse, og boede der til 1987 hvor mine forældre flyttede til Vemb.

 

 

 

 

 

 

 

                                  

                             Feriegæster fra København til fars 60 års dag.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                                          Erhvervs og forretningsliv i Nees.

Da vi i 1948 flyttede til Nees, var kommunen et decideret bondesogn. 95 % af sognets beboere havde deres arbejde ved landbruget eller havde tilknytning til landbruget.
Der var i Nees de store gårde, der både havde karle og piger i deres tjeneste.
Så var der de små familiebrug, hvor man sammen med hjemmeværende børn drev de små brug, enkelte med supplering af indtægterne med mælketur, hvor landmændenes mælk blev indsamlet til mejeriet.
De mindste landbrug var ejet af husmændene. Med 5- 10 tdr. land kunne de have et par køer og nogle svin, men var for at opretholde livet, nødt til at arbejde på de større gårde som daglejere i høst, når der skulle hakkes roer og når der skulle læsses møg. Det var oftest det hårde arbejde daglejerne skulle udføre, men selv en lille dagløn for en lang dags arbejde var kærkommen.
Så var der også de arbejdsmænd der ikke ejede jord men havde dog for det meste eget hus. Disse arbejdere fik anvist arbejde fra fagforeningen, der bestyredes af Jens Sandholm, der med stor erfaring altid kunne finde den rette mand til det rette arbejde.
Arbejdsmændene arbejdede i stor udstrækning hos bønderne, men mange andre opgaver var der også. Når der skulle repareres veje for kommunen, renses grøfter, plantes træer for Hedeselskabet  og   lignende blev der sendt bud til fagforeningskontoret, og Jens fandt så de bedste mænd til den specielle opgave.          

Ud over selvstændige folk ved landbruget, var der også enkelte fjordfiskere. De havde bundgarn til  ålefangst  samt  nedgarn til skrubbe- og sildefiskeri. En stor del af fiskene blev solgt lokalt eller i nabosognene, men de var også leverandører til fiskeauktionen i Torsminde.
Der var også et ganske godt forretningsliv i Nees, da vi i 1948 kom dertil.
Først og fremmest brugsforeningen, hvor uddeler Lauridsen i spidsen for 2-3 kommis’er solgte alt fra tjære til fersk kød. Til brugsforeningen hørte også møllen hvor Jens Skadhede  malede   korn til grutning samt solgte kraftfoder, kunstgødning, hønsefoder samt andet hvad der skulle bruges i landbruget.
Når bønderne skulle hente foderstoffer med hestevogn, kunne de samtidig handle ind i brugsen. Så blev hestene spændt fra vognen, og sat i stalden som lå ved siden af møllen. Mens mølleren malte kornet kunne bønderne få de sidste nyheder inde i butikken, Lauridsen var altid godt oplyst om hvad der hændte i sognet. Ofte kunne der vare 10 - 15 mennesker i butikken, hvor snakken gik livligt om løst og fast.                       

 
Når man købte kolonialvarer var det på den tid ikke almindeligt af man betalte kontant. Man havde en kontrabog,  hvor   det man købte blev noteret, og så betalte man hvad man kunne undvære normalt en gang om måneden. Det var en meget praktisk foranstaltning, men kunne også være lidt farligt hvis man ikke havde en god disciplin, det var jo fristende at købe lidt mere end der var råd til.     

I byen havde vi også en skomager, Søren Træskomand. Han og hans kone Anne var meget missionske, men var tillige enormt flinke mennesker. Søren havde træben, og foruden at reparere sko, træsko, samt lave sadelmagerarbejde, havde han også håndkøbsudsalg fra Bøvling Apotek. Også når vores fodbold gik op i syningerne kunne han bruges, så tog vi bare bolden om til Søren, som syede den og den var igen så god som ny. Jeg husker ikke at vi nogen sinde skulle betale for disse reparationer.
Et par huse fra skomageren havde Pe` Smed og hans kone Maren smedeforretning. Pe` Smed og hans svend Valdemar kunne lave alt smedearbejde. De reparerede landbrugsmaskiner, lavede vognhjul foruden de skoede hestene som der på den tid var masse af. Det var spændende for os unger at se de to sorte mænd stå ved esse og ambolt og ud af et stykke jern lave de mærkeligste ting og sager.
Lidt længere henne ad gaden boede Folmer der havde cykelforretning m.m. I Folmers forretning var der altid en syndig rod. Når man skulle have en ny slange eller andet til sin cykel gik der lang tid med at lede før man fik hvad man kom efter. Nogen gange måtte man gå uden at han fandt hvad man skulle bruge, men så kom man bare igen næste dag, hvor han for det meste havde det klar.
Foruden at reparere cykler og knallerter kunne man også i december måned købe nytårsskyts hos Folmer hvad vi knægte så gjorde i stor stil, til stor utilfredshed for flere af byens beboere, i særdeleshed brugsuddeleren der overhovedet ikke kunne lide knald
Da vi blev lidt ældre fandt vi også ud af at Folmer havde andre gode kvaliteter. Når der var bal i forsamlingshuset, og tørsten blev for stor, kunne man gå bag ind ved Folmer og købe en flaske pullimut eller en halv flaske brændevin. Jo, Folmer var en alsidig forretningsmand.
På den anden side af vejen, over for cykelhandleren boede bageren. Der blev daglig bagt rugbrød og sigtebrød, og om søndagen var der også rundstykker og wienerbrød på programmet. Bageren havde en lukket hestevogn som han kørte rundt med i sognet og solgte sine brød fra. Han havde også butik hvor man kunne købe is og slik.
I byen havde vi også barber og trikotage-forretning. Det var Verner Barber og hans kone Gudrun der drev disse to forretninger.
Verner udførte alt i klipning fønbølgning og hårvask, mens hans kone klarede silkestrømper, korsetter samt mere intime beklædningsgenstande som dameunderbukser med lodden vrang, samt hygiejniske artikler. Man kunne også købe sæbe, duftevand og andre luksuriøse varer i forretningen. I Verners salon stod der to frisørstole, samt en bænk langs væggen hvor de ventende kunder kunne sidde. Fredag aften var der altid en masse mennesker hos barberen, det var både kunder, og nogen der bare ville snakke, de fleste var tjenestekarle fra gårdene som drøftede hvad de gik og lavede og hvor træls deres husbond var. Ofte blev en flok enige om at leje Gunner Jacobsens taxa og tage til Vemb i biografen..

 

 

               Parti fra  Nees By  omkring 1950. Brugsen til venstre, møllen i baggrunden

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

     

 

 

 

 

                                             Nees Brugsforening i 1950 erne

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                                                                Heden.

“ Skynd dig kom, om føje år, heden som en kornmark står” Skrev var store digter H.C. Andersen i 1800-tallet.
Han fik ret, selv om der gik mange år, før al heden var opdyrket, fik han ret.
Dengang vi flyttede til Nees, var der endnu store uopdyrkede hedestrækninger i Nees Hede. “Æ Heed“, som vi kaldte den i daglig tale, var på vel omkring 1200 - 1300 tdr. land, begyndte ca. 3 km. øst for Skovhus, og strakte sig næsten til amtsvejen fra Vemb til Bækmarksbro.
“Æ Heed” var et storslået naturområde, med højmoser og en sø, Bedsø, hvor der var mågekoloni. Også mange forskellige vade- og andefugle levede omkring disse vådområder. Der kan nævnes, gravænder, gråænder, og bekkasiner, også hjejlen sås dengang i store mængder på heden.                     

Hedens flora bestod for en stor del af lyng og revlingeris, nogle steder voksede der tilligemed blåbær, tyttebær og tranebær, som vi plukkede i august, september måned til fremstilling af velsmagende syltetøj.
Heden var dog ikke bare et storslået naturområde. Fra ældre tid havde heden været en nødvendig for egnens befolkning i hverdagen. Der blev gravet efter tørv til opvarmning af kakkelovn, komfur og bageovn. Om sommeren gik kreaturer og får og græssede på de sparsomme grønne områder på heden. Ud over det, blev der bjerget lyng til staldfoder og strøelse til vinterbrug.
Heden var delt op i små parceller, og beboerne i Nees, samt omliggende sogne havde hver en parcel som blev udnyttet fuldt ud.
De første par år vi boede i Nees, bjergede far brændsel til vinteren ved at grave tørv i heden.
Ude i heden lå som omtalt Bedsø. I dag kan den ikke mere ses, den er helt udtørret på grund af dræning og opdyrkning, men inden heden blev opdyrket var der som omtalt et rigt fugleliv på stedet. Om foråret kunne vi samle mågeæg i mågekolonien, disse æg var for mange en stor delikatesse, og så var de tilligemed gratis.
Fars fødehjem lå ikke langt fra Bedsø. Far har fortalt, hvordan han med sin far gik på andejagt ved søens bred. På en god andetræk kunne der skydes mange ænder, som så kunne sælges for kontanter, hvad jo nok kunne være brug for. Om jagten var helt lovlig kan der nok herske tvivl, men jeg har hørt, at min farfar ikke var alt for nøjeregnende med loven. Han levede vist mest af krybskytteri, det med at gå på dagleje ved bønderne var vist ikke hans store lyst. Far mistede jo sine forældre allerede som otteårig, så det er begrænset hvad han kunne huske om dem.
I 1953 begyndte man opdyrkningen af Æ Heed. Store bæltetrukne traktorer pløje de brune områder op til rødt sand, der blev hentet mergel i  Damhus  Mergellejer,  og hedejorden blev forbedret, så der kunne dyrkes i den.
I de næste år skiftede de store  hedevidder  fuldstændigt udseende. Der blev plantet læhegn, tyve fine røde statshusmandsbrug, hver ned et jordtilliggende på 50 tdr. land, blev opført på den før så golde jord, og i løbet af få år var hele Nees hede blevet et blomstrende bondesamfund. Unge mennesker bosatte sig i det indvundne land, der kom børn, og nybyggersamfundet fungerede fint de næste 30 år.
I dag er der kun en tredjedel af statshusmandsbrugene der har landbrug. Ejendommene er lagt sammen, og udviklingen er endnu ikke stoppet. For tiden opkøber statsskovvæsnet det såkaldte marginaljorder til skovrejsning, og jeg tror, at man inden for nærmeste år vil se Æ Heed som Æ Skov. En æra er forbi.
Tog de fejl, de fremsynede mennesker, der ville opdyrke al jorden?
Også tæt ved Skovhus fandtes der hedeområder med lyng og blåbærris. Vi havde vores daglige gang på denne hede, der lå umiddelbart Vest for Skovhus. Når vi skulle i skole eller til brugsen for at handle foregik transporten på cykel eller til fods ad en sti gennem heden. Her kunne man følge årets gang med planter og dyr. Blandt andet var det et sikkert forårstegn når hugormene kom frem og lå og solede sig de sydvendte skrænter. Et andet tegn på en forestående sommer, var når digesvalen begyndte at grave ud til sin bolig i sandgravens stejle skrænter. Senere kunne man følge årets gang med lyngens blomstring, når sortebærrene blev modne, og når der skulle plukkes blåbær.
I dag er også dette stykke natur blevet tilplantet med fyrretræer, eller destrueret om man vil.
Men salig Enrico Dalgas sagde jo engang: “ Hvor græsset ej kan gro, og ploven ej kan gå, der bør et træ mon stå.”

 


                                             Hedens flora med lyng og blomster

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                                                                     Fjorden

Mennesker og dyr kan ikke leve uden vand. Vore forfædre, stenalderfolket, byggede deres bosteder ved vandløb og fjorde. Og ud over at bruge vandet til at drikke, var vandet også en god fødekilde med fisk, muslinger og andre dyr der levede i vandet. Pattedyrene brugte vandløbene til drikkesteder, så det var også  et godt jagtområde ved bække og åer.
Som vandet  tiltrak vore forfædre, virker vandet også  tiltrækkende på de fleste mennesker i dag. Ikke så meget af nødvendighed, mere som en rekreativ mulighed for udfoldelse i og på vandet.
En lille kilometer fra Skovhus var der en lille smal tarm af vand, der hvor Grønsmølle bæk har forbindelse til Indfjorden. Denne lille indsø bliver kaldt “Æ-Byn”, efter en gård der ligger tæt ved den lille sø.
Omkring og i dette vandområde tilbragte jeg sammen med Henning og Ingolf, samt vore legekammerater megen tid både sommer og vinter.
Om sommeren kunne vi bade i det måske ikke alt for rene vand. Køerne, der græssede ned til bredden, drak af vandet, og tømte sig ofte samme sted igen. Jeg tror ikke vandet var sundhedsfarlig, vi var i hvert aldrig syge, fiskene levede da også udmærket i det måske ikke alt for rene vand.
Hele sommeren, og sommeren var dengang lang, drog vi næsten daglig, børn og voksne, i samlet flok ned til vandet ved Åge Hedegårds ejendom for at bade. Mange gange kunne der være 15-20 mennesker på græsmarken og i vandet en sådan sommeraften.
Vi tumlede os alle hjemmevante i det grumsede vand, og vi var ikke ret gamle, før vi lærte at svømme, og kunne svømme over til den nordlige side af “Æ-Byn”, hvor børn fra gårdene på denne side badede.
I timevis kunne vi plaske rundt i vandet, eller lege på græsmarken, og ofte var det begyndt at mørkne, før man i smågrupper  snakkende drog hjemad til aftenkaffen og så på hovedet i seng.                                   

I “Æ-Byn”, og i særdeleshed i en mergelgrav ved siden af, var der dengang store muligheder for at fiske. De bedste fisk at fange, var aborrer, gedder og ål, men også brasen og skaller fange vi i det fine fiskevand.
Grejet vi brugte var ikke den store videnskab. For det meste var fiskestangen en friskskåret pilegren med en snøre bundet fast i enden. Når det var rigtig flot, erhvervede man sig en bambusstang. Snoren man brugte til snøre var en kraftig murersnor. I yderste ende bandt men en nylonline på en halv meter. En prop fra en eddikeflaske brugtes som flyder, og en gammel møtrik kunne fint bruges som synk, til at holde krog og snøre lodret i vandet.
Nu var grejet i orden, så gjaldt det bare om at finde madding til at sætte på krogen. Vi brugte sædvanligvis regnorme som madding, men nogen gange var det næsten et større problem at finde regnorme i det tørre sandjord, end det var at fange en fisk.
Vi fandt dog næsten altid nogle enkelte orme, for det meste i hønsegården under hønsenes vandtrug, hvor jorden næsten altid var fugtigt.
Metoderne man brugte til at fange fisken på var forskellige. Ål, for eksempel, svømmede rundt helt nede på bunden, der skulle man, for at få gevinst fiske med bundsnøre, dvs., krogen skulle ligge på bunden, aborre og skaller svømmede derimod rundt lige under overfladen, så der skulle krogen hæves til ca. en halv meter under vandoverfladen. Vejret spilede også en rolle når der skulle fiskes. Ved optræk til torden bed fiskene bedre end ellers. Stille regn var også godt  fiskevejr.          
Nogen gange fiskede vi fra båd. Søren og Richard Skytte, der ejede gården “Odde“ ejede en båd som vi måtte bruge, bare vi spurgte om lov. Så sejlede vi ud på det dybere vand og prøvede fiskelykken der. Om vi fangede mere af den grund tror jeg ikke, men det var mere spændende at sejle rundt end at stå på land og fiske.
Sidst på sommeren, omkring høst, var det tid at sætte ålekroge. Man riggede nogle bundsnører til, meget simpelt, et stykke stærk snor med en krog i enden, og en møtrik til at holde den nede på bunden. Madding kunne vore orm, eller indmad fra andre fisk.
Krogene blev sat i vandet lige før det blev mørkt, søren blev bundet til en stump gren på bredden, så var det bare at vente på resultatet. Fiskeriet var bedst når der ikke var måne, altså så mørk nat som muligt, og hvis der var optræk til torden var man næsten sikker på en rimelig fangst.
Meget tidlig næste morgen, før det blev lyst skulle krogene trækkes op. Hvis det først var blevet lyst var der risiko for, at eventuelle ål ville sno sig løs af krogen og forsvinde.
Selv om man var nok så søvnig når vækkeuret ringede, var søvnen pist væk, når man kom ud i den friske milde sensommermorgen hvor tågedisen lå hen over marker og enge. Man kunne høre fuglesang, måske var man heldig og se en ræv eller hare på vej hjem efter nattens jagt på føde. Spændte var vi selvfølgelig også, var der fangst? Jo nærmere vi kom vandet des mere spændte var vi. Med spænding tog man fat i den første line. Var der modstand?
Jo en fin sprællende ål sad på krogen. Næste line kunne være filtret sammen, så havde der været ål på krogen den havde snoet sig af i nattens løb. På de næste kroge kunne der være ål, men også skaller, og i særdeleshed små aborrer var interesseret i den madding der sad på krogen.
For det meste var fangsten ikke særlig stor, men nogle gange skete det trods alt, at der var ål til et måltid for familien. Det var i sidste ende heller ikke fangstens størrelse der var det vigtigste, det var forberedelser, og forventningens glæde ved fiskeriet.
Krogefiskeriet kunne fortsætte til den første frost kom i efteråret. Der var så en periode, hvor vi ikke kom ret meget ned til Æ-Byn.
Når vinteren så kom og frosten tillige kom og frøs vandet til kom der igen liv ved vandet. Så snart isen kunne bære, blev skøjterne fundet frem, og når så skolen og de daglige pligter var overstået, var det af sted enten til en af de talrige tilfrosne markdamme eller ned til Æ-Byn til leg på isen.
Når vandet var frosset til var det også tid til at stange ål. Denne form for fiskeri gav noget mere end at sætte kroge. Med lidt held kunne man på en enkelt eftermiddag let fange 10-15 pund ål. Det kunne være en kold fornøjelse at stå og stange ål, blåfrosne fingre og røde næser var en sikker tegn på at man havde været på ålestangeri.
Ålene var et kærkomment  tilskud til den daglige føde. Vi fik stegte ål, kogte ål i karry, ålesuppe  mm. . Blev der fanget flere end man umiddelbart kunne spise, blev ålene saltet til senere brug. Så kunne man få kogte, saltede ål til langt hen på sommeren.
Det kunne være et større stykke arbejde at få ålene slagtede og rengjorte, når fangsten havde været stor. Man flåede ikke ålene, men fjernede slimet ved at hælde kalk over de levende dyr. Dyrplageri? måske, men det var hvad alle gjorde dengang. Når slimet var fjernet skyllede man kalken af, man tog den endnu levende ål, skar dens bug op fra gattet op til hovedet, hvorefter hovedet blev kappet af. Nu var ålens lidelser endelig ophørt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                                   Far  og  Ingolf  røgter åleruser sammen med ”Pe Løj”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                                               Parti fra Nissum Fjord

 

 

 

 

 

 

 

 

 

             

Også ved Nissum Fjord, der lå ca. 3 km. Vest for Skovhus, færdedes vi ofte såvel sommer som vinter.
Om vinteren for at løbe på skøjter, eventuelt var man heldig og fik en tur på en isbåd med en vældig fart hen over isen. En af drengene ved Brunsborg  havde  en sådan isbåd, og da jeg gik i klasse med ham hvert andet år, fik jeg flere gange en tur med ham som styrmand. Farten kunne vel komme op på 60-70 km/t. så man skulle holde sig godt fast, og passe gevaldig på, ikke at ramme i et hul fra ålestangerne  eller  en revne i isen, isbåden kunne da vælte, og man ville få en ordentlig rutschetur hen over isen.
Nissum Fjord er forbundet med Vesterhavet med en sluse ved Torsminde. Vandet i fjorden er brakvand, og det er derfor mulig for mange forskellige fiskearter at leve i fjorden. Der er fladfisk, skrubber og rødspætter nogle gange fanges der også tunger i fjorden, der er sild, hornfisk, nogle gange fanges småtorsk, men også ørred og laks fanges der i fjorden. En stor delikatesse, som fiskes i Nissum Fjord er helten. Sådan et stykke røget helt er nok det bedste fisk der findes. I hvert fald ifølge mine smagsløg.
Man kunne også fange ål i fjorden. Om vinteren stangede man fra isen eller fra båd når vandet ikke var islagt. Ålene man fangede her var større end de ål vi fange i Æ-Byn, der var bare ikke så mange af dem. Et andet fiskeri der blev drevet når fjorden var frosset til var “at brejle flynder”. Man huggede en række huller i isen, hvorefter man ved hjælp af en lang stang trak en kraftig snor fra hul til hul under isen. Så fastgjorde man et nedgarn til snoren og trak ved hjælp af snoren, garnet ind under isen. Man lod så garnet stå i vandet et døgns tid før det skulle røgtes. Næste dag tog man så et nyt garn og bandt det til det som var under isen, når man så trak garnet med forhåbentlig mange fisk op blev et nyt nedgarn trukket ned under isen. Dette fiskeri gav ofte over 50 fisk i hvert garn, og med længere tids frostvejr kunne der fanges mange fisk ved denne metode.
Når Fjorden i længere tid havde været frosset til, fik vi nogle gange lov til at løbe til Torsminde på skøjter, en tur på 6-7 km tværs over Fjorden. Vi skulle følge en bestemt rute, for at undgå at komme ud på “dybet” hvor der kunne være våger eller store revner i isen.
En bestemt tur til Æ-Mind husker jeg særlig godt. Sammen med Hugo, der var tre år ældre end jeg skulle vi til Torsminde efter havfisk. Vi skulle hente torsk og stenbidere ved på havnen, hvor man kunne købe hos de lokale fiskere. Med os havde vi en stor slæde med håndtag som på en barnevogn, som vi kunne skubbe foran os, på den skulle vi have fiskene. Vi startede på vores tur fra “Lille Bjerregård” ved middagstid, vi tog retning efter den gamle skole på Klitten. Vejret var flot, let frost vind i øst og fint solskinsvejr, herligt vintervejr. Vi kom da også ret hurtigt til Torsminde, hvor vi gik om på havnen, der den gang var på fjordsiden af slusen, for at finde en fisker vi kunne købe fisk ved. Efter at have gået lidt rundt fandt vi da også en, det ville sælge fisk. Vi fik fiskene i et par kurve, betalte, og kunne så begynde hjemturen.
Vi havde dog ikke så travlt, vejret var jo fint og Hugo havde lidt penge til rest fra fisken så vi gik op til købmanden for at købe cigaretter. Forretningen her var helt anderledes end Brugsen hjemme i Nees. Her duftede det kraftigt af tjære og fiskegarnene hang i store bundter ned fra loftet, tovværk lå på gulvet sammen med bøjer og andet grej til brug for fiskeriet.
Vi gik lidt rundt og kiggede på alt det fremmedartede i butikken, før vi hver købte fem Eifel og en æske tændstikker. Vi gik derefter om til kirken, som var et ombygget redningshus, og tændte så hver en cigaret. Hugo tog et ordentlig drøn af cigaretten, som han rygevant inhalerede. Jeg ville ikke stå tilbage, så jeg hev også en ordentlig salve ned i lungerne, med det resultat at jeg fik et voldsomt hosteanfald. Vandet stod i mine øjne, mens jeg gispende fortalte Hugo, at jeg var vant til at ryge Kings, og de ikke var så stærke som Eifel-cigaretterne.
Da vi hver havde røget en cigaret, gik vi om til slæden med fiskene, som vi havde efterladt ved Hotellet. Jeg var noget svimmel da jeg skulle binde skøjterne på, jeg havde også en mærkelig sugende fornemmelse i maven. Hugo mente, at det nok var fordi jeg var sulten, og foreslog at vi tog os endnu en cigaret, før vi begyndte hjemturen, det ville nok hjælpe på min tilstand. Jeg røg nu en halv cigaret, men jeg kunne ikke mærke nogen bedring, tværtimod, jeg blev endnu dårligere, nu havde jeg også fået hovedpine og stærk kvalme. Vi måtte hjem inden jeg blev rigtig syg. Vi satte kursen mod Nees, vejret havde ændret sig, det var nu overskyet, og en iskold østenvind stod lige mod os.
Vi var ikke kommet ret langt før jeg måtte hvile mig, jeg satte mig på slæden. Nu skulle jeg kaste op. Med hovedet mellem mine knæ tømte jeg maven for indhold. Nu havde Hugo det heller ikke så godt, han mente cigaretterne vi havde købt måske var for gamle, de smagte for resten også af tjære, påstod han, vi smed cigaretterne væk og fortsatte hjemturen. Jeg havde det faktisk også lidt bedre igen.
Det blev en lang drøj tur med kraftig modvind før vi, trætte og kolde, endelig kom i land ved “Lille Bjerregård”. Vi fik fisken på bagagebæreren og så gik det ellers hjemad til mors varme stuer.
Det varede for resten et godt stykke tid, før jeg igen prøvede at ryge.
Når isen sidst på vinteren brød op, kunne der mange ligge meterhøje isskosser langs med fjordens bredder, det kunne ligge til langt hen i foråret inden det så helt var smeltet bort.
Når foråret  kom var,  der igen livlig aktivitet ved Fjorden. Der var på denne tid stadig en del erhvervsfiskere ved Nissum Fjord, og det var nu tid for dem at få bundgarnene sat. Der skulle bankes pæle ned, og de frisktjærede garn blev lagt ud på græsset for at blive undersøgt for huller før de blev sat i vandet. Det var hovedsagelig ål der blev fisket i bundgarnene, men også skrubber, sild og andet fisk gik i garnet. Fiskene der blev fanget blev for en stor del solgt i Nees og de omliggende sogne. Fiskerne havde en gammeldags budcykel hvor kasserne med fisk blev placeret, de kørte så fra ejendom til ejendom for at afsætte deres fangst. Nogle fiskere sejlede dog deres fangst til Torsminde, hvor det så blev solgt på auktionen. I dag er der næsten ikke flere erhvervsfiskere der fisker på Nissum Fjord. Der kan efter nutidens krav ikke mere tjenes en årsløn ved fjordfiskeri.
Dengang, såvel som nu, var der mange fritidsfiskere der satte en ruse eller et par nedgarn så man kunne fange lidt ål eller et par snese skrubber til eget brug. Såvel om vinteren hvor man brejlede skrubber under isen, som om sommeren, hvor man satte nedgarnene lige før det blev mørkt, og så tidlig næste morgen hentede fangsten ind, var det et godt supplement til den daglige kost der ellers mest bestod af svinekød. Det var ikke altid der var held ved fiskeriet, nogle gange var der kun krabber og tang i nedgarnet, mens man andre gange kunne være heldig, og have over 100 skrubber i et nedgarn.
Om sommeren var det meget brugt at “træde skrubber” Man gik forsigtig frem på det lave vand langs fjordbredden, hvor skrubberne lå gemt i sandet, man kunne så være heldig at træde på en fisk. Så var det om at få hånden ned under foden og få fat i fisken. Man kunne på en god dag let fange 20-30 fisk på denne simple måde.
Hen sidst på sommeren var der mulighed for at blusse ål, Man skulle til dette bruge en skarplysende lommelygte samt et ålejern monteret på et skaft på ca. 1 meter. Man gik så i det lave vand langs tagrørene og lyste ned i vandet for at få en ål ind i lyskeglen. Hvis man så fik det, var det om at være hurtig med ålejernet før ålen smuttede væk. Det skulle meget øvelse til at fange ål på denne måde, men nogle var rigtig skrappe til at fange ål på denne specielle metode.
Da Fjorden er meget lavvandet i den nordlige ende, var der et rigt fugleliv i Fjorden, og på de store enge omkring fjordens bredder. Forår og efterår sås store af flokke gæs og ænder på træk til deres vanlige ynglepladser i Nordskandinavien, eller om efteråret på vej tilbage til deres overvintringspladser i Sydeuropa. Også mange forskellige vadefugle kunne man iagttage på træk mod nord eller syd forår og efterår. Også mange ynglende fugle kunne ses hele året ved Fjorden. Denne rigdom af fugle kom tidens jægere til gode. Jagten på vadefugle gik dengang allerede ind 1. august. Så måtte hjejler, kobbersnepper, regnspover, ryler og andre vadefugle stå for skud. Den 15. august startede andejagten. På denne dag måtte enhver jæger med respekt for jagten af sted på andetræk. Jægerne sad rundt i rørskæret med deres udlagte lokkeænder og der var for det meste en masse at skyde på. Det skete ikke sjældent, at en jæger kom hjem med 15- 20 fugle på tasken. Det var med at have en god hund med på jagt, så de anskudte ænder ikke gemte sig mellem siv og rør.
Der gik en historie om en mand der havde en rigtig god hund. Den var så god til at finde anskudte ænder, at manden ofte kom hjem med tasken fuld af ænder uden at have løsnet et eneste skud. Hunden kunne finde de andre jægeres anskudte vildt før de selv kunne lokalisere det og afleverede det så lydigt til sin herre.
Ved Høfsøre i den allernordligste del af Fjorden blev der på det lave vand drevet tøndejagt. Man gravede en tønde ned i det lavvandede område, og placerede en lidt mindre tønde inden i den første. Man kunne så sidde i denne tønde, tørt og godt skjult med en masse lokkefugle omkring sig, og vente på at andetrækket skulle begynde. Denne jagtmetode kunne på gode dage give rigtig mange ænder. Jeg kan huske at Frode Rasmussen fra Mejeriet på en enkelt dag havde nedlagt 53 ænder. I dag er den slags rovjagt heldigvis blevet forbudt, men dengang var det helt legalt, og mange solgte jagtbyttet og havde en god supplement til den dengang lave indtægt.

 

                         

 

                                                          På andetræk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                                               Politik, Kultur og foreningsliv.

Politik var ikke noget man talte om i hjemmet i Skovhus. Når der var valg, enten til sognerådet eller til folketingsvalg, var mine forældre altid oppe i forsamlingshuset for at afgive deres stemmer, men hvor de havde sat deres kryds, fik vi aldrig at vide. Begge var meget socialt indstillet, men det var ikke ensbetydende med, at man stemte på et venstreorienteret parti, jeg kan dog med sikkerhed sige, at far til folketingsvalget altid stemte på Socialdemokratiet. Mor derimod, var nok sine aner tro, uanset den sociale status vi havde i familien, var hun en sikker støtte til partiet Venstre. Ikke fordi hun inderst inde sympatiserede med dette parti, men af ren og skær tradition blev krydset sat på denne liste. Hun havde altid tjent hos bønderne, og var helt sikkert blevet præget at deres synspunkter, så hun foragtede alt hvad der lugtede det mindste af socialisme. Men som sagt, begge var meget sociale, og støttede rent moralsk de små, som de også selv hørte til, i samfundet.
Den sociale retfærdighed og omsorg for medmennesker jeg oplevede i mit hjem, har nok også haft indflydelse på mine egene politiske tilhørsforhold, jeg har helt naturligt i hele min voksenperiode stemt på den politiske venstrefløj. Det har også nogen gange ført til en god dialog med mor, der mente, at jeg var en forfærdelig kommunist.
I fyrrene og halvtredserne var der ikke meget partipolitik blandet ind i valgene til sognerådet.
Opstillingslisterne var repræsenteret af: missionsfolkene, husmændene, bylisten, måske en liste fra et specielt område i sognet, Skalstrup for eksempel, samt den eneste liste der var en smule politisk: fagforeningslisten. Sognerådet bestod vist af 7 medlemmer, men det var meget sjældent at fagforeningslisten var repræsenteret, den var for yderliggående til, at en borger med respekt for sig selv ville stemme på den. De syv medlemmer bestod for de meste af gårdmænd, en enkelt husmand, og en enkelt erhvervsdrivende fra det liberale erhverv. Nu var det dog ikke sådan, at disse gode mænd ikke tog hensyn til daglejere og arbejdsfolk. Der fandtes ikke den store standsforskel, og alle blev behandlet, om ikke med millimeterretfærdighed, så dog med rimelig social retfærdighed. Ingen blev ladt i stikken, den nødvendige hjælp blev ydet så ingen skulle lide nød.
Det var dog også således. at når der var valg til sognerådet, stemte man på en person man kendte, og som man vidste ville  gøre noget til gavn for alle sognets indvånere.
Foreningslivet florerede også allerede på dette tidspunkt livligt i Nees Sogn.
Foreningen med den største indflydelse blandt sognets beboere var på den tid var nok Indre Mission med KFUM&K samt UA som ungdomsafdelinger.
Så var der NGF, Nees Gymnastikforening, der var VU Venstres Ungdom, Borger og Håndværkerforeningen Husmandsforeningen, samt Husholdningsforeningen.
Man kan vel sige, at befolkningen på sin vis var delt i to lejre på daværende tidspunkt, der var de “missionske” og “de andre”. I Skovhus hørte vi nok til “ de andre”, ikke sådan at forstå, at man ikke var troende, men modsat missionsfolkene der var flittige kirkegængere og også fulgte bønnemøderne i missionshuset, var man troende på en mere afslappet måde. Skellet mellem de to grupper var dog ikke større, end at man fint kunne komme sammen til kaffegilder og når der var større fester i hjemmene.
Et udslag af missionsfolkenes dominans var, at det først i begyndelsen af 1960erne blev muligt at købe øl og spiritus i Nees brugsforening.
Også på sportens område var der et skel. Børn og unge fra missionske hjem spillede fodbold og håndbold under KFUM- regi. De andre spillede i NGF. Denne deling gav ofte problemer, det kunne være svært at stille hold når sognets børn og unge skulle deles mellem to sportsklubber. KFUMerne holdt jævnligt ungdomsgilder rundt på gårdene i sognet. Man legede sanglege og andet ude i det fri. Efter legen var der kaffe, og aftenen afsluttedes med en andagt og bøn før enhver kørte til sit. Ofte parvis.
Idrætsforeningen afholdt for deres unge bal i forsamlingshuset flere gange om året. Ofte var det et lokalt orkester der spillede op til dans, ikke altid lige professionelt, men balgæsterne var ikke så forvænte. De unge mænd samledes for det meste et eller andet sted for at få et par øl, før man begav sig af sted til forsamlingshuset. Et sted der altid var liv før ballet begyndte var på mejeriet ved mejeristen, der havde værelse oven over mejeriet. Mejerilærlingen blev lørdag efter arbejdstid, på cykel, sendt til Skalstrup Brugsforening efter en kasse øl (50) og et par halve flasker brændevin, så var der lidt til karlene der kom på besøg hos mejeristen. Smugkro var det vel ikke, men det er sikkert, at mejeristen ikke satte penge til ved at beværte disse unge mennesker. Der var selvfølgelig også andre måder at få en lille pind i kakkelovnen før ballet begyndte. Hos cykelsmeden, der boede tæt ved forsamlingshuset, kunne man med gode ord og betaling købe en flaske pullimut eller en flaske snaps. Denne  handel  var vist ikke helt  legalt, men der  var aldrig nogen der meldte den gode cykelsmed.            
Foruden disse baller afholdt de forskellige foreninger også andre arrangementer i forsamlingshuset.
Dilettant, med efterfølgende bal, var en årlig tilbagevendende begivenhed. Her kunne de lokale amatører, med mere eller mindre talent, betræde de skrå brædder til udelt fornøjelse for såvel gamle som unge. Det var ikke de store tunge forfattere der blev foredraget ved disse forestillinger, det var de folkelige komedier, gerne lystspil der var på plakaten.
Borger- og håndværkerforeningen afholdt hvert forår en velbesøgt tombola i forsamlingshuset. Man kunne vinde gevinster udsat af de lokale handlende, det var nok for en stor del usælgelige varer der ved denne lejlighed blev brugt som gevinster, dog var hovedpræmien altid en større værdifuld gevinst for eks. en kaffe- eller spisestel eller lignende. Hovedpræmien blev dog holdt tilbage til alle lodder var blevet solgt, nok for at holde interessen blandt publikum ved lige. Ved tombolaen var der også mulighed for at købe en kop kaffe med hjemmebag, og sågar også en pølse med brød og sennep.
Op til mortensaften og lige før jul blev der afholdt andespil i forsamlingshuset. Mortensaften var det husmandsforeningen der var arrangør, mens det til jul var gymnastikforeningen der stod for andespillet. Præmierne var for det meste 10 runder med en levende and i hvert spil. Som ekstra runder en gås og måske en kransekage tillige med en flaske kirsebærvin. Når man havde vundet en and eller en gås, var der udlevering af gevinsten i Brugsens stald, hvor de stakkels kræ var placeret i nogle kasser. Dyret blev så transporteret hjem til den heldige vinder i en sæk på cyklens bagagebærer.
Fjerde juledag var der juletræsfest i forsamlingshuset. Også denne fest stod gymnastikforeningen for. Man startede ved syvtiden med at danse om juletræet sammen med Julemanden der på denne aften altid gæstede Nees. Når man havde sunget en tre, fire salmer, gik man over til at lege forskellige sanglege som “ Bro bro brille” og lignende. Så læste julemanden en historie, hvorefter der blev uddelt godteposer, med konfekt, chokolader og pebernødder, ud over det, også et æble samt en appelsin.
Så blev der spillet op til dans af Oskar Skalkhøj på violin og Vagn Klose på harmonika. Der blev så danset til “ Den toppede høne”, “Fingerpolka” og lignende muntre stykker til klokken 23, hvor festen sluttede. Det var en lystig aften, især for de halvstore piger og drenge, som det meste af aftenen stod udenfor i mørket og kissemissede, mens de frøs med anstand.

 



 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


                                                         NGFs Drengehold 1954
Bagerste række fra venstre: Frede Poulsen, Svenning Kristensen, Bent Nielsen, Henry Nielsen, Erik Aggerholm Midten: John Brask, Børge Nielsen, Erling Nielsen Foran: Arne Pedersen, Erik Madsen, Henning Andersen


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                                                                  Skolen.

Den første april 1948 startede jeg i første klasse i Nees Skole hos frøken Mikkelsen.
Skolen var en stor rød murstensbygning med tegltag, (jeg gik ikke i den stråtækte). Skolen var nu ikke så stor i virkeligheden, men for os små purke syntes den enorm.                                       

Skolen bestod af to klasseværelser med en korridor foran, hvor vores træsko og jakker blev opbevaret i skoletiden.
Langs væggen var der desuden en lang emaljeret kumme men drikkehaner hen over. Ud over at drikke af disse haner var de rigtig gode til at give buksevand med. Meget sjovt, når det gik ud over de andre.
Inde i klassen skulle vi bruge kludesko eller strømpesokker, vi måtte ikke slide fernissen af gulvene
I klasseværelset var der tre rækker med seks pulte i hver.
Ved hver pult kunne der sidde to børn, så der var i alt plads til 36 elever. Oppe foran stod kateteret med den store sorte tavle som baggrund. Ved siden af kateteret stod kakkelovnen, og ved siden af den tørvekassen, med en fastskruet blyantspidser på låget, blyantspidseren måtte kun bruges med tilladelse fra læreren. På nordvæggen  var  der skabe med stilehæfter, sangbøger og andre ting der skulle bruges i undervisningen. Mod syd var der tre store vinduer med masse grønne planter i vindueskarmen. Om sommeren kunne det blive uhyggeligt varm med disse store vinduer mod syd, og ingen persienner til at trække for.
Hele vejen rundt om skolebygningen var der et grønt område med græs. Der var mål så vi kunne spille håndbold og fodbold samt andre boldspil i frikvartererne. Det var dog mest i Skolens plantage vi fordrev pauserne. Her byggede vi huler, vi legede røver og soldater, og i lange perioder kæmpede børnene Vest for skolen mod dem øst for skolen. Nogle gange foregik disse kampe noget brutalt med vore hjemmelavede spyd og sværd, men jeg mindes ikke alvorlige skader. Mindre sår og blå mærker forekom dog jævnligt.
Lidt Vest for skolen, over for lærernes lejligheder lå der en træbygning med tjæret tag. Det var skolens brændselsrum og toiletbygning. Toilet er nok for meget sagt, det var ikke vandskyllede toiletter, nej, det var gammeldags lokummer med en spand under pissoiret var en glaseret rende med afløb ud på jorden bag ved bygningen. Det var ikke for at hvileskide disse faciliteter blev brugt, det var af bitter nød, og kun når man rigtig skulle. De skabninger der havde mest fornøjelse af disse lokummer var fluerne, ja, og så Kristen Peder, en gammel bonde der boede tæt ved skolen. Han havde til opgave at tømme spandene med passende mellemrum, og han brugte indholdet til at gøde sine marker med. Han havde efter sigende de største og fineste selleri, porrer og kartofler i hele sognet.
Tilbage til min første skoledag. Efter at alle vi småunger havde bukket og sagt goddag til vores lærer frk. Mikkelsen, der var en hvidhåret gammeljomfru med guldindfattede briller, mørk kjole og hårknude i nakken, skulle vi lære følgende sang.
Kom min lille, nu vi ville rask til skole gå.
Læse regne skrive, så at vi kan blive,
Raske drenge søde piger
Sådan skal det gå.
Melodien sangen gik på var ”Lille Lise fik en dukke fin “
og da frk. Mikkelsen havde sunget den solo ca. 10 gange uden så meget som et lille pip fra de nye elever fik vi frikvarter, og vores mødre, der var med her den første dag, blev budt på kaffe og hjemmebag.
Mange af børnene kendte hinanden i forvejen, så de begyndte straks at lege. Jeg stod lidt for mig selv og så de andre springe rundt, selv Ruth, den dumme tøs, havde fundet nogen at lege med. Pludselig kom Svenning hen til mig, og spurgte om jeg ikke ville være med, og kort tid efter sprang jeg rundt mellem de andre og nu var de ikke så dumme mere.
Da vore mødre var færdige med kaffen blev vi igen kaldt ind i klassen. Nu skulle vi finde en at sidde sammen med. Jeg ville helst sidde sammen med Ruth, hende kendte jeg jo, men piger og drenge måtte ikke sidde sammen. Jeg kom så til at sidde sammen med Svenning og han var da også meget flink, vi sad sammen i første og anden klasse.
Nu fik vi alle udleveret en ABC, en flot bog med et flag på forsiden. Vi fik også udleveret en skiffertavle og en griffel. Vi skulle skrive vores navn på tavlen, det havde jeg lært, men min nye sidekammerat kunne ikke skrive sit navn, han sad bare og tegnede kruseduller.
Så ville frk. Mikkelsen høre om vi kunne bogstaverne. Hun pegede på et bogstav på tavlen, og når vi kendte den skulle vi række en finger i vejret. Jeg havde fingeren i vejret, jeg mente jeg kunne alle bogstaverne. Pludselig lød lærerindens stemme: “Hvad hedder den Erling”.
Jeg kiggede op, det var enten en z eller et x, jeg kunne ikke huske det. De andre begyndte at fnise mens jeg blev rødere og rødere på kinderne. Frk. Mikkelsen sagde, at der ikke var noget at grine af, og at vi nok alle sammen skulle få lært bogstaverne inden vi var færdige med første klasse.
Nu skulle vi synge en sang som også de voksne kendte, mor sang også med, hun sang så højt at alle kunne høre det og jeg blev helt flov ved at man kunne høre min mor.
Da sangen var færdig skulle vi pakke tavle og ABC sammen, og lægge den i vore tasker. Min taske havde mor selv syet, den var anderledes end de flestes, der havde købetasker, men min var lige så god som de andres.
Nu skulle vi alle give frk. Mikkelsen hånden og sige: tak for i dag. Lærerinden sagde: kom godt hjem og på gensyn.
Sådan var min første skoledag.
Da der kun var to klasseværelser og to lærere, var det begrænset hvor mange timer om ugen vi kunne undervises. Fra anden klasse til og med syvende var der sammenlæsning med 2 klasser. Kun i første klasse var der ikke sammenlæsning.
Vi gik i skole tre dage om ugen 7 -8 timer pr dag. Om sommeren startede undervisningen kl. 8, om vinteren kl. 9.
De første tre skoleår gik jeg hos frøken Mikkelsen, fra fjerde klasse skulle vi have “degnen”, lærer Jørgensen som lærer.
Frøken Mikkelsen var som omtalt ugift. Hun boede i den ene ende af lærerboligen i en lille lejlighed. Som lærer var hun vist udmærket, selv om hendes pædagogiske evner ikke var særdeles udpræget, slet ikke efter nutidens normer. Hun var stærk missionsk, og ved det mindste lille bandeord fik den formastelige et drag over nakken, eller hvad der var mere ubehageligt, hun rev i de små hår ved ørerne så vandet stod i øjnene. Samme straf brugte hun i tide og også i utide hvis en elev, særlig af hankøn, efter hendes mening ikke opførte sig ordentlig.
Da hendes personlige stærke tro gjorde, at hun gjorde særdeles meget ud af kristendomsundervisningen, hun kunne på en meget malende måde beskrive paradisets herlighed, og på samme måde kunne hun fortælle om helvedes pinsler. Man gik i en evig angst for at lave noget forkert, så man endte det forkerte på dommens dag.
Et udslag af hendes kristne livssyn var den kunst der hang på væggen i klasselokalet. Overalt hang der bibelske motiver, jeg husker blandt andet et billede hvor Rut sanker aks på marken, et andet billede forestillede den lille Moses i vidjekurven sejlende i et vandløb. Også Jesus på korset på Golgata hængte på væggen.
Foruden lærergerningen var frøken Mikkelsen også leder af søndagsskolen der havde til huse i Missionshuset.
Hver søndag formiddag samledes børn til møde, arrangeret af det kristelige samfund, så de i en tidlig alder kunne få et fornuftigt tilhørsforhold til kristendommen. Jeg deltog også nogle gange, men det har nok været for kedelig for mig, for jeg husker ikke særlig meget af, hvad der foregik. Jeg husker dog en udflugt med søndagsskolen, hvor der var gratis is til deltagerne.
Frk. Mikkelsen var meget interesseret i potteplanter. Alle vindueskarme i klassen var fyldt med potteplanter. Store flotte potteplanter endda. Særlig en med spættede blade syntes Bent og jeg var flot. Vi plukkede derfor nogle enkelte blade, måske lidt mange, af planten for at tørre dem og bruge dem til bogmærker. Men ak, lærerinden opdagede hvad der var sket, og en af pigerne udpegede synderne for hende. Frk. Mikkelsen kom nu med lange skridt ned mod os, og fik fat i Bents øre som hun vred rundt mens hun ned høj stemme råbte:
“Vil du lade mine blomster være”
“Nej”, svarede Bent i rent panik.
Så rev hun lidt i Bents røde hår, og han lovede at lade blomsterne være i fred.
Jeg lovede med det samme ikke mere at pille ved planterne, så jeg slap med et par enkelte ryk i de små hår.
Et stykke tid efter gik en tre, fire af potteplanterne ud, det var måske fordi vi havde fået Henry til at pisse i blomsterpotten.
En gang om ugen skulle vi have idræt. Om sommeren foregik ”idrætsundervisningen” på en boldbane ved frk. Mikkelsens have, om vinteren lavede vi legemsøvelser i forsamlingshuset.
Boldspillet om sommeren var en modificeret form for basketball med regler efter frk. Mikkelsens eget hoved. Kampene endte altid uafgjort, så blev ingen kede af det. Jeg havde dog den opfattelse, at når man endelig skulle okse rundt efter en bold kunne man lige så godt finde en vinder af kampen.
Når vi nåede hen i oktober måned rykkede vi så ind i forsamlingshuset. Jeg har aldrig været den store gymnast, og det med at springe over buk og slå kraftspring lå mig også dengang meget fjern. For ikke at blive helt til grin med mine gymnastiske udfoldelser, gjorde jeg et stort nummer ud af, når jeg landede midt på bukken, at vise at det var med vilje, jeg huggede hælene ind i siden på bukken mens jeg råbte: hyp, hyp, som om det var en hest jeg sad på ryggen af, til stor morskab for mine kammerater.
En gymnastiktime står helt klar i min erindring, ikke for gymnastikkens skyld, men mere for at jeg der blamerede mig helt uden skyld.
Det var en mandag tidlig i foråret. Der havde været dilettant i forsamlingshuset i weekenden, og da vi troppede op mandag eftermiddag var der ikke ryddet op efter forestillingen. Bænke og stole stod på gulvet, og kulisserne på scenen var ikke fjernet. Jeg var allerede begyndt at glæde mig over at timen nok blev aflyst, da frk. Mikkelsen fik en lys ide. Vi skulle optræde for hinanden. Vi skulle vise vor kunstneriske evner på scenen hvor de lokale dilettanter de foregående aftener havde slået deres folder. Nu var det bare om at finde talenterne frem. Vi gemte os bag hinanden, vi gjorde os så små som det var muligt. Jeg har dog nok raget lidt over de andre med min størrelse, for frk. Mikkelsen fik fat i mig, og foreslog, at jeg skulle optræde med en sang. Jeg undslog mig, og påstod jeg havde ondt i halsen, men nej, jeg skulle synge. Jeg prøvede nu en anden taktik, jeg påstod jeg ikke kendte nogen sange.
- Pjat, sagde lærerinden, vi har lige haft “Gør døren høj” som salmevers, den kan du godt.
Jeg prøvede med alle kneb at undgå det forfærdelige, jeg kunne ikke huske melodien, jeg havde ondt i hovedet, lige lidt hjalp det jeg måtte op på scenen.
Mørkerød i hovedet gjorde jeg min entre på scenen, mens mine såkaldte kammerater klappede og grinede.
Jeg foredrog de to første vers af salmen med pippende stemme, før jeg bukkende trak mig tilbage under publikums bifald.. Jeg havde haft debut min på de skrå brædder.
Det værste ved det hele var dog, at ingen af de andre i klassen kom til at optræde, de nægtede pure at efterkomme frk. Mikkelsens ordre om at entre scenen. Den eneste der blev ydmyget var altså mig.
Efter tre år hos frøken Mikkelsen skulle vi op i de store klasser hos Lærer Jørgensen. Jørgensen var omkring de 70 år da jeg startede hos ham, og han var stadig meget aktiv. Foruden stillingen som førstelærer var han kirkesanger og kasserer i brugsforening og sygekasse.
Jørgensen var en udmærket underviser, og kunne han ikke skabe respekt ad den pædagogiske vej, var han ikke karrig med øretæver.
Det skete nogle gange, måske mange, at jeg fik en på kassen når degnens og mine meninger ikke stemte overens. Man siger, at der ikke er nogen der har taget skade af korporlig afstraffelse, det er måske sandt, men jeg vil vove at påstå, at jeg heller ikke har haft gavn af de øretæver lærer Jørgensen tildelte mig.
Den første dag hos degnen var for os nye elever meget nedværdigende. Han kaldte os småpuslinge, og understregede, at vi nu ikke længere havde frk. Mikkelsen til at holde os i hånden. Han gjorde åbenlyst grin med lærerinden og hendes undervisning. Jeg har senere erfaret, at der mellem de to lærere på skolen var et meget dårlig samarbejde, det var måske derfor vi skulle drilles lidt fra starten.
I de næste fire år i skolen lærte vi, trods en masse remse og udenadslære i form af salmevers, kongerækken og tabellen, at skrive dansk og regne. Der var i den daglige undervisning ikke mange variationer fra dag til dag, en typisk dag i skolen forløb som følger.
1. time: Salmevers og religion
2. time: Regning (Hovedregning/ Skriftlig)
3. time: Dansk, læsning
4. time: Dansk skriftlig
5. time: Skrivning ( Skønskrift)
6. time: Historie eller Geografi.
7. time: Naturhistorie, Fysik eller Sang.
8. time: 1 gang ugentlig Idræt.
Som det ses af skemaet var skoledagene meget ens, der var dog enkelte fag der altid kunne holde mig vågen og aktiv. Historie og geografi var spændende, og Jørgensen var en glimrende fortæller, man kunne i disse timer leve sig ind i, hvordan Afrika var blevet udforsket, og hvordan de truede indianerstammer i Sydamerika kæmpede for deres eksistens. Vores leg i frikvartererne bar da også præg af undervisningen. Snart var vi i Afrikas jungle, der efter lærerens mening mest beboedes af kannibaler, vi udforskede her de farlige områder sammen med Dr. Livingstone. Næste dag var vi med Mylius Eriksen eller Knud Rasmussen der 50 gr. frost og i største livsfare krydsede Grønlands indlandsis med hundeslæde.
Religionsundervisningen var jævnt kedelig, som nævnt havde vi daglig salmevers for, som vi skulle kunne udenad. Jeg fik meget sjældent lært dette vers, men fandt på, at skrive stikord med en kuglepen inde i hånden, når jeg så gik i stå kunne jeg lige klø mig på næsen, og så samtidig læse hvad der stod skrevet.
Metoden kunne også bruges til den store tabel, man skrev på fingerspidserne, for eksempel: finger nr. 1- 17, nummer 2- 34 og så fremdeles. Jeg kunne altid min tabel.
Regning var ikke det store problem, stykkerne vi skulle regne i skolen voldte mig ikke besvær, hjemmeopgaver havde vi også. Vi var her nogle stykker der var så smarte, at vi fandt ud af, at kun een af os behøvede at regne opgaverne resten skrev dem så bare af i første frikvarter. Vi havde næsten aldrig fejl, og Jørgensen gav ikke udtryk for, at han kendte til hvad der foregik med hjemmeopgaverne.
Sådan foregik en typisk skoledag i 1950-erne i Nees Skole. Selv om det umiddelbart ser noget kedelig ud med timeplanen tror jeg ikke jeg var mere træt af at gå i skole end nutidens børn. Men jeg kan godt se, at med de udbud der i dag er i undervisningen med valgfag  PC-undervisning  med  mere, da må det være sjovere og mere udbytterig at være skoleelev i dag.
Lidt afveksling var der dog trods alt i den daglige trummerum, en gang om året var vi på udflugt med skolen.
I de mindre klasser gik turen ikke langt, jeg kan huske vi var i Laugesens Have ved Videbæk, og vi var også en tur i Thyborøn. På disse ture blev vi transporteret på Vognmand Kloses  lastbiler,  hvor der i dagens anledning var placeret bænke fra forsamlingshuset på ladet. Senere gik turen længere ud i landet, og vi rejste nu med tog. Vi var blandt andet i Viborg og Esbjerg.
På disse ture kunne forældre også deltage, og jeg mindes at mor var med et par gange. Vi havde altid en god madpakke med på disse udflugter, gerne med lidt ekstra lækkerier, så som et kyllingelår, flæskesteg og andet godt. Derudover havde vi en femmer med så vi kunne købe os en sodavand og en is eller to.
Den længste tur vi var på, var til Hovedstaden. Vi var der af sted i 3 dage, og vi overnattede på et vandrehjem i det nordlige København. Vi så i de tre dage bl.a. Christiansborg, vi besøgte Starbryggeriet, Danmarks akvarium, vi så Amalienborg, og sluttede af den sidste aften med at besøge tivoli. Jeg havde allerede været i København en gang før, nemlig sammen med mine forældre en tre måneder før, så jeg vidste selvfølgelig alt om Hovedstaden, dette forhindrede mig dog ikke i, på en tur i omegnen hvor vi logerede, at finde vild sammen med tre kammerater, og vi måtte spørge vej flere gange, før vi fandt hjem til vandrehjemmet.
Hvert år sidst i marts havde vi “eksamen”. Ved denne eksamen var skolekommissionen og vores præst inviteret, så de kunne høre og se, hvad vi havde lært i årets løb.
Vi blev så overhørt i religion og historie, vi skulle læse et stykke af læsebogen, vi skulle skrive en diktat og regne nogle regnestykker. Vi var altid meget nervøse på denne eksamensdag, og inden dagen var omme, havde vi så fået vores karakterer for det sidste år. Jeg havde dog let ved både at regne og skrive dansk, men var dog ikke mindre nervøs af denne grund.
Jeg kan stadig huske lærer Jørgensens udtalelse da jeg forlod skolen, der stod.: Erling er temmelig godt begavet, men er ret doven, hvad der tydelig ses af karaktererne i hans hjemmeopgaver

 

 

 

 

 

 

 

 

                                                    6. og 7. årgang 1955

Bagerst: Marinus Iversen, Erik Madsen ”Grønsmølle”, Bent Nielsen ”Ørnskov”, Erling Nielsen ”Skovhus”, Frede Poulsen ”Mosboel”, Henry Nielsen ”Skovvang”, Ejgil Sørensen ”Sønderkjær”, Børge Nielsen ”Ørnskov”,
Midten stående: Tove Nielsen ”Ulfsundby”, Lise Johansen, ”Ulfsund Fodermesterbolig” Inger Johansen ”Ulfsund Fodermesterbolig”, Annemarie Andersen ”Knæbberholm”, Bente Jørgensen, Ruth Madsen ”Boel”, Elin Skalkhøj ”Barber”
Midten siddende: Esry Kokholm, Ester Kokholm, Marie Iversen, Nikoline Benjaminsen ”Bækhus”, Kirsten Pedersen ”Ulfsund, Sonja Christensen, Astrid Rasmussen ”Mejeriet”, Tove Madsen ”Boel”
Forrest: Orla Nielsen, Svenning Christensen, Grethe Brunsborg, Anny Pedersen ”Nr. Moskjær”, Henning Andersen.


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                                   Nees Skole med degnebolig til venstre

 

 

 

 

 

 



 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                                                                   Konfirmation

Omkring 1. oktober 1955 skulle vi, der skulle konfirmeres, starte på konfirmationsforberedelse hos pastor Christiansen. Under normale omstændigheder foregik denne undervisning i missionshuset, men da præsten var svagelig, måtte vi børn fra Nees sogn, 12 i alt var vi, køre de 10-12 km. til Præstegården i Møborg og undervises sammen med børnene fra Møborg sogn.
Konfirmandundervisningen foregik en gang ugentlig, og r vi blev undervist i 3 timer. Pastor Christiansen var en hyggelig og rar person med en god portion humoristisk sans. Hans undervisning var for det meste interessant og fængslende. Han havde i sine yngre dage været missionær i Kina, og fortalte gerne om sin tid derude i østen. Under sit ophold i Østen havde han pådraget sig malaria, deraf hans svage helbred.
Det ugentlige besøg hos præsten startede med, at vi i samlet flok kørte fra mejeriet i Nees kl. 8. Vi skulle møde i præstegården kl. 9. Turen til Møborg tog vi for det meste med godt humør. Det skete dog nogle gange i løbet af vinteren, at vi måtte blive hjemme på grund af, at vejene var lukket på grund af sne, men der skulle meget til før vi ikke mødte op. Et par gange skete det også, at det havde sneet så meget i løbet af formiddagen, at vi måtte gå hjem fra Møborg. Det kunne være en drøj tur, når man skulle slæbe cyklen med sig gennem de meterhøje snedriver, og en sådan hjemtur kunne godt tage 2-3 timer. På turen til Møborg havde vi knægte selvfølgelig altid pibe og tobak eller cigaretter med. Det var vist ikke fordi vi syntes, det var særlig behagelig med al den røg, men vi mente helt sikkert, at vi kunne gøre indtryk på pigerne når vi pulsede løs som rigtige mænd.
Præsten var godt klar over at vi røg, og da man det år jeg gik til præsten, skulle bruge den ny udgave af salmebogen i undervisningen, foreslog præsten, med et glimt i øjet, at vi i stedet for to pakker cigaretter alle anskaffede den nye udgave af salmebogen, prisen var næsten det samme
Undervisningen hos præsten bestod af, at lære salmevers udenad, desuden blev Luthersk Katekismus brugt som lærebog. Fra den skulle vi lære de ti bud, samt forklaringer til disse, også trosbekendelsen og forklaringer hertil skulle læres, så man kunne remse dem op udenad. Om man forstod indholdet var knap så væsentlig.   

Konfirmationen blev fastsat til den, 25. marts 1956. Ugen før den store dag var vi til generalprøve i kirken, vi skulle marchere ind til vore pladser, og skulle prøve at knæle ved alteret, så vi var klar til den store dag.
Flere dage før den 25. var der travlhed i Skovhus for at gøre klar til festdagen. Der blev ryddet op ude og inde, for festen skulle, som det dengang var almindelig, holdes i hjemmet. Der blev ryddet ud i soveværelset, så også dette rum kunne bruges til spisende gæster.
Det var kun den allernærmeste familie der på selve dagen var budt med. Resten af familien, samt naboer og venner blev inviteret til kaffe på et senere  tidspunkt.           
Kl. 10 på dagen skulle vi møde ved kirken. Det var noget komisk, at se ens skolekammerater stå der i stiveste puds med slips, eller med lang hvid kjole, mere eller mindre nervøse for det der skulle ske.
Da de øvrige kirkegængere var på plads, marcherede konfirmanderne med præsten i spidsen ind i kirken, hvor vi fandt vore pladser. Højtideligheden kunne nu tage sin begyndelse. Vi blev kaldt til alteret hvor præsten med håndspålæggelse gav os et skriftsted som han formanede os at leve efter. Så fremsagde konfirmanderne trosbekendelsen i kor, og højtideligheden var hermed forbi.            
Nu var vi klar til at modtage gaver. Jeg mener at kunne huske, at jeg i kontanter fik 175 kr. Desuden fik jeg en salmebog af mine forældre. Hvad jeg ellers fik af gaver husker jeg ikke mere.
Hjemkommen fra kirken fik vi frokost, vi var kun vores egen familie, min bedstefar, samt min morbror Vang. Kl. 18.00 begyndte så gæsterne til den rigtige fest at ankomme, og kl. 18.30 kunne vi gå til bords.
Menuen bestod af, suppe med boller, okse- og hønsekød med peberrodssovs og til dessert fløderand til maden serveredes der vand. Efter spisningen gik mændene ud for at se på bedriften, konerne blev indenfor for at snakke. Når mændene kom tilbage satte man sig i smågrupper og snakkede om løst og fast hvad der var sket i sognet.
Ved 22.30 tiden blev der serveret kaffe med hjemmebag, og omkring midnat var festen forbi.
Man var nu med et blevet voksen. Skolegangen var slut, tiden med kammeraterne var slut, de fleste skulle ud at tjene ved bønderne, mens jeg som den eneste skulle starte på en uddannelse, jeg havde fået plads som elev på mejeriet.

 

 

 



 

 

                                                                  Nees Kirke

 


                                                                   

                                                      

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                                                                         Ud i livet.                   

 

 Allerede fra 11- 12 års. alderen havde jeg med mellemrum været ude at arbejde ved naboer og bekendte når de manglede hjælp i høsten, ved roehakning, kartoffelopsamling og andet forefaldende arbejde. En dagløn for 8 timers arbejde kunne være fra 3 til 5 kroner, afhængig af hvad man lavede og hos hvem det var man arbejdede.
Jeg havde nok en drøm om, at få en læreplads som mekaniker eller smed, når jeg blev konfirmeret, men det var meget svært at finde en sådan læreplads på egnen.
Jeg havde ikke spor lyst til at tjene på landet, jeg havde nærmest antipati mod alt arbejde ved landbruget, men jeg var dog realistisk nok til at erkende, at det nok alligevel landbruget jeg skulle arbejde ved.
Min lærer fra skolen, lærer Jørgensen, syntes, at jeg skulle fortsætte med at gå i skole, han foreslog at jeg skulle på realskole, men heller ikke dette forslag syntes jeg var attraktiv. Det blev nok landbruget.
En dag kom far hjem med et tilbud. Han havde været på mejeriet for at lave noget murerarbejde, og Mejeribestyreren Frode Rasmussen havde ytret noget om, at de skulle bruge en mejerielev fra 1. maj 1956. Var det ikke noget for mig? Mejerist! hvad havde det med håndværk at gøre, jeg ville hellere være smed.
Men far havde noget i baghånden. Hvis jeg ikke ville i lære som mejerist, vidste han, at manden i Nørtoft manglede en medhjælper. Der kunne jeg så starte den 1. Maj. Ak o ve, hos Nørtoftmanden havde jeg arbejdet en smule i min fritid. Her skulle man arbejde bagen ud af bukserne, og han betalte den mindste dagløn af alle jeg havde arbejdet for. Jeg overvejede kun ganske kort hvad jeg skulle vælge af to onder.
Jeg ville være mejerist.
Den 30. april 1956 flyttede jeg fra de trygge rammer i Skovhus.                                                           

Mor havde syet 3 par hvide bukser og 3 busseronner, jeg havde købt mig et par lyseblå gummistøvler, dette sammen med sokker og undertøj, samt mit nye konfirmationshabit var pakket i en papkasse fra Daells Varehus, og med dette på cyklens bagagebærer kørte jeg de lange 1,5 km fra Skovhus til mit nye hjem, Mejeriet i Nees.
På mejeriet blev jeg modtaget af Gerda, mejeribestyrerens kone. Hun bød mig velkommen, og viste mig derefter mit værelse, hvor jeg skulle komme til at bo de næste 2 år under gode og familiære forhold.
Det var almindelig kutyme, at mejerielever boede og spiste på mejeriet sammen med familien, det var også tilfældet i mit tilfælde, jeg blev en del af familien, der foruden mejeribestyrerparret bestod af seks børn, to drenge og fire piger, hvoraf den ældste var tretten og den yngste tre år. Med den udlærte mejerist Leif, der også boede på mejeriet, var vi daglig ti personer til bords ved hvert måltid.
Min første dag i mejeriet startede den 1. maj, kl. halv seks. Frode kaldte på mig, og hurtigt fik jeg mit nysyede  mejeritøj  på, og gik så ned i mejeriet. Mit første arbejde her, var at samle centrifugen, en Titan med en kapacitet på tre tons i timen. Mens Leif viste mig hvordan den skulle samles, stod jeg og lyttede til de fremmede lyde og indåndede lugten i mejeri, smørkærnen var i gang, og den friske duft af kærnemælk bredte sig i mejerilokalet.
Klokken syv skulle vi have morgenmad, og efter at have fået et godt foder, gik vi igen i mejeriet, den første mælkekusk skulle komme kl. 7.3o.
Jeg skulle dog ikke være med til at betjene mælkekuskene den første dag. Jeg skulle ekspedere konsummælk.
Vi havde ikke mælkeprodukter på flaske. Beboerne i Nees By, der lå 1,5 km. fra mejeriet, sendte deres små mælkespande og flødeflasker til mejeriet med en ældre kone, Herta Jensen, der til daglig også bestyrede Missionshuset, hun havde en lille påhængsvogn, som hun spændte efter cyklen, og hentede på den, spande og flasker fra byen, som hun derefter kørte til mejeriet. Det var så mit job, den første måned af min elevtid, at ekspedere disse ordrer. I hver spand lå der en lille pakke med penge og besked om, hvad man denne dag ville have leveret. Udvalget var ikke så stort. Vi havde sødmælk, kærnemælk, piskefløde og smør, men vi var også det eneste sted i sognet hvor disse produkter kunne købes. Udsalget var åbent hver dag fra kl. 8 til 9.30.
Ud over at ekspedere i udsalget, skulle jeg se efter kedlen. Vi havde en dampforstøvningsfyr  til svær fuelolie, og den var 100 % manuel. Man skulle derfor med jævne mellemrum kontrollere, at kedeltrykket var korrekt, også vandstanden i kedlen skulle styres manuelt, så man skulle ret jævnligt en tur ud i fyrrummet for at se efter  kedlen.                             
Mælkekuskene begyndte som sagt at ankomme kl. 7.30. Den første vogn der kom, var fra Ulfsund, de leverede altid selv deres mælk, og kom altid som de første om morgenen. Ulfsund var den største leverandør til mejeriet, og leverede daglig 300- 400 kg. det var 8- 10 mælkejunger à 40 kg.
Den totale årsleverance til mejeriet var på mellem 1,5 og 2 mill. kg leveret af omkring 100 leverandører. Til at transportere denne mælk til mejeriet var der 10 mælkekuske med hest og vogn. Den første der begyndte at køre med traktor og gummivogn var en af nybyggerne i Nees Hede. Det var ikke alle der var glade for sådan noget nymodens skidt, man mente at vejene ville blive ødelagt, når der daglig skulle køres på dem, med den tunge traktor.
Hvert enkelt leverandørs mælk blev vejet, og der blev taget prøve til fedtbestemmelse daglig, og en gang ugentlig blev der taget prøve af mælken til kvalitetsbedømmelse. En gang om måneden kom mælkedommeren på besøg. Han lugtede og smagte på alle leverandørers mælk, og kontrollerede endvidere om mælkejungerne var rene.
Når en leverandørs mælk var indvejet blev vægten med kridt skrevet på en mælkejunge, der stod endvidere hvor meget returmælk der skulle leveres tilbage. Da der ikke var osteproduktion på mejeriet, blev alt skummetmælken i syrnet tilstand returneret til leverandøren. Den syrnede mælk blev så brugt til foder til kalve og grise.
Når den daglige mælkemængde, 5- 7 tons var indvejet og færdigbehandlet, skulle der gøres rent i mejeriet. Indvejnings- og udvejningsvægte og -kar skulle vaskes af, der skulle vaskes gulv på perronen, og udenfor hvor mælkekuskene havde holdt, skulle hestepærer fjernes, og der skulle skylles efter med vand. Også centrifugen skulle rengøres, og de 100 centrifugetallerkner vaskes op.
Smørret var nu også færdiglavet. Det gule friskkærnede smør skulle nu fylde i smørdritler, med 50 kg i hver. Dritlerne var foret med kraftigt pergament, og når smørret var fyldt i blev den lukket med et trælåg og sømmet til, hvorefter den blev trillet ind i kølerummet til senere levering på havnen i Esbjerg.
En lille del af smørret blev pakket i ½ kg. pakninger til eget salg på mejeriet
Når smørret var færdigpakket, og centrifugen rengjort blev vægge og gulve i hele mejeriet afvasket og skyllet. Alt rustfrit blev tørret af og smurt med olie-lit, og kl. 12 var vi færdige i mejeriet, og gik alle ind til Gerdas lækre middagsmad.
Efter middagsmad og middagssøvn skulle leverandørregnskabet ordnes. Blanketter med hvad der var leveret at andelshaverne skulle udskrives i hånden med fyldepen. Mælkelister skulle sammentælles og priser udregnes, der var nok omkring 4-5 timers regnskab ugentlig, men det meste arbejde var op til den månedlige regnskabsafslutning.
Mit arbejde var fra begyndelsen sammentælling af listerne med ind- og udvejet mælk, samt udskrivning af kvalitetssedler, efterhånden fik jeg også andre opgaver med leverandørregnskabet.
Ret hurtigt blev jeg forfremmet til at veje syrnetmælken ud til leverandørerne. Det var så med ikke at veje forkert, nogle af mejeriets leverandører var i telefonen øjeblikkelig, hvis de havde fået for lidt syrnetmælk retur.
Jeg husker et tilfælde, hvor jeg to gange i een uge havde vejet forkert til samme leverandør. Frode havde skældt mig ud, og pointeret at jeg skulle tage mig mere sammen, men hvad skete der? Jeg lavede igen fejl ved samme mand. Han ringede til mejeriet, og med store ord forklarede han, at han ikke ville finde sig i et sådant smøleri, og han straks ville have de manglende 20 kg syrnetmælk leveret. Frode, kom gram i hu, ud i mejeriet, og forlangte, at jeg straks skulle begive mig af sted til den sure leverandør med den manglende returmælk. Jeg prøvede at undslå mig, hvordan skulle jeg få det transporteret? Det var ikke Frodes problem, jeg kunne jo tage en trillebør!
Til alt held var der en mand på mejeriet for at få kogt foderkartofler, jeg kunne låne hans hest og vogn, og lidt efter var jeg på vej til Peder Kirkegård med 20 kg syrnetmælk. Jeg var ikke glad for situationen, og jo nærmere jeg kom gården, des mere frygtede jeg mødet med manden. Da jeg endelig kom ind på gårdspladsen, var der heldigvis ikke nogen at se, hurtigt fik jeg læsset af, og så gik det med fuld fart hjemad mod mejeriet. Jeg havde reddet livet, og var nok derefter mere omhyggelig med ikke at lave fejl for eftertiden.
Det var ikke kun fremstilling af smør vi gav os i kast med på mejeriet. Næsten alle landmænd dyrkede store mængder af kartofler. Denne afgrøde blev for en stor del brugt til foderbrug, og for at få det optimale ud af kartoflerne skulle de først koges. Dette blev udført på mejeriet. Man fyldte kartoflerne i en stor rund beholder med låger, som kunne rumme 16 tdr. Når kartoflerne var fyldt i, blev de skyllet med vand, hvorefter de blev dampkogt med damp fra mejeriets kedel. Som et supplement til den ordinære månedsløn på 60 kr. kunne vi tjene 1,25 kr. pr. læs kartofler vi kogte om eftermiddagen. Det tog omkring 1 time pr. læs, så man kunne så også en femmer ekstra pr dag. Foruden at passe kedel og fyr, skulle man også daglig gøre rent og skylle på pladsen efter det sidste læs var kogt.
Selv om der ikke var meget andet at se efter end kedlen når vi kogte kartofler, var det ved dette arbejde jeg måske var ved at sprænge mejeriet i luften. For at blive lidt hurtigt færdig med det sidste læs kartofler fandt vi ud af, at sætte oliepejlepinden fast mellem loftet og kedlens sikkerhedsventil. Der blev så mere tryk på kedlen, og derved mere damp til kartoffelkogeren. Man skulle altså bare huske at fjerne pinden når man var færdig. Det glemte jeg en dag, og da jeg samtidig havde glemt, at jeg havde startet fødepumpen til kedelvandet var det tæt ved at gå galt. Jeg opdagede først min forglemmelse, da jeg tilfældigvis gik gennem fyrrummet, og så, at der var 12 bar på manometeret hvor der normalt kun skulle være 7 bar. Rystende af skræk fik jeg blokeringen af sikkerhedsventilen fjernet, samtidig med at vand og damp sprøjtede ud i fyrrummet. Jeg prøvede aldrig mere at snyde mig til lidt mere damp.
I mit første læreår på mejeriet passede jeg kedel og skummesal, ud over dette arbejde skulle jeg også veje fodermælk ud til leverandørerne. Det næste år i min uddannelse var jeg beskæftiget med smørlavning samt fremstilling af syrevækker til syrning af fløden. Der var stor konkurrence med nabomejerierne om at fremstille det bedste smør ved udstillingerne, så vi brugte meget tid på at passe fløden, så smørret blev af høj kvalitet.
Når resultaterne fra de forskellige udstillinger fremkom, kunne man straks se på mejeribestyreren, om resultatet var godt eller skidt, men for det meste fik vi høje karakterer for vores smør. Vi fik blandt andet højeste karakter ved landsudstillingen i Fredericia mens jeg var elev på Nees Mejeri.
Det daglige arbejde blev meget hurtigt en rutine. Vi var hver dag færdig i mejeriet til middag, om søndagen lidt før kl. 12 hvis vi skyndte os.
En søndag i mit andet år på mejeriet havde jeg lige gjort færdig i smørkammeret, alt var klart til at jeg kunne holde fri, jeg skulle bare ind i kølerummet, jeg havde lovet mor at tage fløde med hjem til en æblekage. Kølerumsdøren stod på klem mens jeg fyldte flødeflasken, men pludselig var der en der lukkede døren. Nå, det var nok Leif der ville drille, så jeg reagerede ikke på det.
Men hvorfor lukkede han ikke op igen, der var ingen håndtag på indersiden, og det var nok fem minutter siden døren blev lukket og lyset slukket. Jeg begyndte at blive nervøs, det var måske ikke Leif, det var måske en anden der havde lukket mig inde, en der ikke havde vidst noget om at jeg var i kølerummet. Nu blev jeg for alvor bange, tænk hvis jeg skulle sidde her til i morgen tidlig. Sidde her i kun 4 gr., med næsten ingen tøj på. Måske kunne jeg sidde her og fryse ihjel, så man i morgen tidlig, når Frode skulle ind i kølerummet ville finde en kold og død mejerielev. Tiden gik jeg blev mere og mere bange, og jeg frøs med anstand.
Pludselig blev lyset tændt og nogen tog i døren der blev åbnet, jeg gik hen mod døren, hvor Gerda med et skrig så en ligbleg person komme hende i møde. Jeg havde da været i kølerummet i over 2 timer.
Da Frode vor gået ind til middag, havde han set kølerumsdøren stod på klem, han troede, at sidste mand havde glemt at lukke døren, så han smækkede den i uden at se efter om der var nogen indenfor. Da jeg ofte spiste hjemme hos mine forældre om søndagen, var der ingen på mejeriet der savnede mig, og var det ikke fordi Gerda skulle hente smør til søndagsbollerne, var jeg måske ikke blevet lukket ud før næste dag.
Hvert år i oktober skulle mælketurene til mejeriet ud i licitation. Det foregik ved, at alle interesserede mødtes i mejeriet, hvor man så mundtlig bød ind på mælketurene. Den lavest bydende fik så mælketuren overdraget. Denne licitation kunne let give splid mellem de bydende, da der nogle gange var interesserede der bød urealistisk lav på en tur, til skade for andre bydende. Jeg husker at Anders Kloster, der drev et lille husmandssted Vest for Nees By, altid var lavest bydende på turen fra Bækgårdene til mejeriet, uanset hvor langt prisen kom ned. Han kørte mælk til mejeriet i over 25 år, det meste af tiden til et latterlig lille løn.
Ud over mejeribruget, bød læretiden på mejeriet også på andre aktiviteter. Frode var en ivrig jæger og lystfisker, og han videregav gerne af sine erfaringer på disse områder. Vi var med ham på fiskeri efter gedder, vi stangede ål på Fjorden, han havde næse for, hvor ålene var, og vi kom altid hjem med mange ål når Frode var med. Den dag jagten på vade- og andefugle gik ind, skulle vi helst være færdige i mejeriet senest kl. 11, så vi kunne komme af sted med bøssen.
Flere gange om ugen i vinterhalvåret fandt vi ålejernet frem, og drog ned til Sundet for at stange ål.
En eftermiddag var jeg sammen med mejeristen Leif ude at prøve lykken, vi havde stanget et par timer uden den store held, vi havde kun få ål i spanden, så vi besluttede at tage hjem. Vi fik båden fortøjet, og med ålejernet på nakken drog vi hjemad mod mejeriet. Pludselig så Leif en stor ål ligge og sno sig i vejsiden. Hurtigt fik vi fat i den, og op i spanden med den. Vi gik videre, der lå endnu en ål i rabatten, og een mere. Nu blev det for alvor sjov, hvor kom ålene mon fra? Vi gik videre, og på vejen fra vandet til mejeriet samlede vi 15 - 20 store fine ål op. Da vi kom hjem til mejeriet gik vi ind i fyrrummet for at tage vores fisketøj af, og da så vi ude på vejen “ Central Hans” komme trækkende med sin cykel, mens han ligesom gik og ledte efter noget langs vejen, han sparkede lidt i græsset og kiggede sig søgende omkring langs vejgrøftens kant. Ved nærmere eftersyn kunne vi se, at der bag på hans cykel hang en tom ålepose. Nu vidste vi hvorfra ålene kom. “Central Hans” havde været nede ved sit hyttefad efter nogle ål, der havde øjensynlig været et hul i posen og ålene havde, en efter en, fundet vej til friheden, mens han cyklede hjemad, en frihed der dog var blevet noget kortvarig. Ålene smagte for resten ganske udmærket.
Min kollega Leif og jeg gik meget på jagt og fiskeri sammen. En eftermiddag lige før jul spurgte Leif mig, om jeg ville med ud at skyde en juleand. Jeg havde taget fri næste dag, og skulle lave noget andet så jeg afslog, Leif drog derfor alene af sted til fjorden for at nedlægge et par ænder på den nytilfrosne fjord.
Det var sidste gang jeg så Leif.
Kl. ca. 21.00 kom der besked til Skovhus, hvor jeg opholdt mig, at jeg skulle komme hjem til mejeriet. Leif var ikke kommet tilbage fra jagten, og jeg skulle fortælle hvor han var taget hen, så man kunne sætte en eftersøgning i gang. Man fandt hans knallert ved Fjorden, og efter at have eftersøgt området langs bredden blev eftersøgningen indstillet til næste dag.
Alle voksne der kunne samles blev den næste dag sat ind i eftersøgningen, og lidt før middag fandtes Leif druknet i en våge.
Dette dødsfald gjorde et stort indtryk på mig. Jeg var den sidste der havde talt med Leif, og jeg tænkte i lang tid efter hans død på, om jeg måske kunne have reddet ham, hvis jeg havde sagt ja til at tage med ham på jagt. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                                                              Nees Mejeri 1956

 

                                                         

                                                                               

                                      Finney med mælkekuskens heste

 

                               

                                                             Langt Hjemmefra.

Efter at have arbejdet på Nees Mejeri i to år skulle jeg finde en læreplads hvor jeg kunne lære ostefremstilling. Frode havde foreslået, at jeg kom til Skærum Mejeri i Vemb, men jeg ville godt lidt væk fra det vestjyske, jeg ville se andre egne. Der var på dette tidspunkt over 1200 mejerier i Danmark så der var jo masse af muligheder. Jeg studerede ivrigt mælkeritidende for at finde den rette læreplads, og til slut bestemte jeg mig for at søge pladsen som mejerielev på Vester Åby Mejeri på Sydfyn.
At dette valg skulle blive den største beslutning i hele min tilværelse vidste jeg jo ikke noget om på dette tidspunkt.
Efter at have korresponderet med mejeribestyrer Pedersen blev det afgjort, at jeg skulle starte som osterielev på Vester Åby Mejeri pr. 1. maj 1958. Jeg skulle foruden den normale løn på 105 kr. pr. måned have et tillæg på 100 kr. jeg kunne derudover sælge mine fridage for vikarløn, så den samlede løn blev ca. 375 kr. om måneden plus kost og logi. Det var på den tid en enorm løn for en lærling. En nyudlært mejerist havde til sammenligning omkring 160 kr. om ugen.
Jeg skulle nu rejse fra Nees. Selv om det var af egen fri vilje jeg rejste til Fyn, var det alligevel med en del skepsis jeg sagde farvel til kammerater og de vante omgivelser. Omgivelser hvor jeg havde følt tryghed og følte mig hjemme.
Tidlig om morgenen den 1. maj stod jeg sammen med mor og Ingolf og ventede på rutebilen der skulle bringe mig til toget i Vemb. Jeg skulle følges med Stinne og Jens Sandholms Elvira, der skulle starte som stuepige på Svendborg Sømandsskole. Det var nu meget rart at have rejseselskab af den fire år ældre pige. Selv om jeg prøvede at lade som ingenting, var jeg meget trykket da jeg skulle tage afsked med min familie, hvornår mon jeg så dem igen? Jeg tror nu heller ikke mor og Ingolf var helt upåvirkede af situationen. Selv om jeg ofte havde haft mine kontroverser med min lillebror, ville vi helt sikkert komme til at savne hinanden.
Vel ankommet til Vemb, fandt vi toget der skulle bringe os til det Fynske, og ved 2-tiden om eftermiddagen ankom vi til Svendborg i strålende solskin. Jeg tog nu afsked med Elvira, efter at have aftalt at ses senere på måneden.
Nu skulle jeg så finde en rutebil der kørte til Vester Åby. Der var en lille times ventetid, så jeg gik en lille tur på Svendborg havn, den var helt anderledes end havnen i Lemvig. Her var der næsten ingen fiskerfartøjer, men der var en masse fragtbåde, og dertil en del færger til de Sydfynske øer.
Jeg gik tilbage til rutebilstationen, det var nu afgang til mit nye hjem, hvor jeg skulle tilbringe de næste 1½ år af mit liv. Turen  fra  Svendborg til Vester Åby førte mig igennem det smukke forårsgrønne Sydfyn, vi kørte forbi herregården Hvidkilde ned den store sø på venstre hånd, bøgeskoven stod flot lysegrøn, og et tusindtal af anemoner lyste op i skovbunden
Ret hurtigt nåede vi Vester Åby, og jeg samlede min bagage sammen og forlod rutebilen ved mejeriet, min nye arbejdsplads                                                                      
Efter en venlig modtagelse af min nye arbejdsgiver, mejeribestyrer Pedersen og hans flinke kone Frederikke, fik jeg anvist mit nye værelse. Værelset lå over osteriet og var stort og lyst. Det var møbleret med en seng, en stor gammel sofa, et bord og tre stole. Værelset blev opvarmet ved hjælp af en kakkelovn, hvor der blev fyret med bøgebrænde.
Jeg fik mine ejendele pakket ud, før Pedersen kaldte på mig, det var tid til aftensmaden. Vi skulle have koteletter med blomkål, og jeg spiste med god appetit, lige indtil jeg så en halv stor tyk kålorm sidde i min blomkål. Jeg prøvede at gemme ormen, jeg ville ikke gøre den rare fru Pedersen ked af det, men pludselig kunne jeg ikke finde udyret mere, jeg måtte have spist den, men hvad, den har såmænd nok bare smagt af blomkål.
Jeg gik tidlig til ro den første aften i mit nye hjem. Jeg havde dog lidt vanskelig ved at falde i søvn, jeg tror nok jeg allerede savnede de vante omgivelser. Det var også spændende at træffe mine nye arbejdskammerater. Jeg vidste, at der foruden mejeribestyreren og mig, var tre udlærte mejerister som arbejdede på mejeriet.
Jeg følte, at jeg lige var faldet i søvn, da Pedersen, med sin høje fistelstemme, stod neden for trappen og råbte at jeg skulle stå op, klokken var fem.
Søvndrukken fik jeg hurtigt mit tøj på og løb ned ad trappen hvor Pedersen stod og ventede på mig. Jeg skulle sammen med ham ned på ostelageret. Jeg skulle fiske ost op af saltlagen og bære dem ind på lageret, der fandtes ingen vogne på mejeriet, al transport af ost foregik ved at bære dem. Da jeg havde fået ostene ind på lageret, skulle jeg vende ost på varmelageret. Der var 16 hylder i højden, så for at nå de øverste, var der lagt en ostehylde  halvvejs  oppe på reolen, der gik vi og vendte de øverste rækker.
Mejeriet var i det hele taget meget umoderne. Alle mælketanke var af aluminium, vi havde et 4000 l. maskinkar i osteriet foruden et 3000 l. håndrørekar. Ostepresserne var mekaniske med et stort svinghjul til at spænde pressen med. Smørkærnen var en gammel trækærne, og til nedkøling af fløden brugte vi knust is, vi kunne ikke køle fløden med isvand i flødekarret. I fyrrummet blev der fyret med bøgebrænde i kedlen, og når vi skulle paraffinere ost foregik det i en gammel brændefyret gruekedel.
Selv om mejeriet var meget gammeldags var der et godt arbejdsklima. Mine arbejdskolleger: Rasmus og Thorvald på ca. 50 år og Kristian på omkring 30, gjorde alt for at jeg skulle befinde mig godt. Jeg havde jo aldrig før set hvordan man fremstillede ost, så alt var meget nyt for mig, men ved de tre mejeristers store hjælp kom jeg dog hurtigt ind i den, for mig, nye arbejdsrytme og ikke mindst arbejdstempo. Hjemme på mejeriet i Nees var der altid tid til at snakke lidt, men her var der tempo på. Ikke mindst når osten skulle i forme og sættes i pressen. Alt foregik som omtalt ved håndkraft. Også det at røre et kar ost med en osteskovl var hårdt arbejde, og i starten, jeg var i Vester Åby ønskede jeg mig ofte tilbage til den mere afslappede arbejdstempo på Nees Mejeri.
Ret hurtigt kom jeg til at stå for mælkeindvejningen. Det var mere interessant, end at gå og vende ost på lageret. Når så al mælken var indvejet, og mælkeperronen var rengjort, begyndte arbejdet i osteriet. Pedersen havde sat de to ostekar hen med løben, og nu skulle Kristian og jeg så skære osten. Vi skiftedes til at passe maskinkar og håndkar og vi havde i det hele taget et godt arbejdsforhold i osteriet. Thorvald var smørmejerist, Rasmus passede lageret, mens Kristian og jeg, for det meste passede osteriet sammen med mejeribestyreren.
Det meste af osteproduktionen var 30%  Danbo, derudover lavede vi også lidt Havarti i runde forme, dog mest kun til hjemmesalg.
Smørret blev for størsteparten solgt til eksport i dritler, en del blev dog pakket til detailsalg, enten fra vores egen detailsalgsvogn, eller til en ostehandler i Fåborg.
Vi havde, som alle mejerier dengang, 7 dages arbejdsuge, der var overhovedet  ingen forskel på arbejdsdagen om det var hverdag eller søndag.
Arbejdsdagen begyndte kl. 5.00. Det første der skete om morgenen var at få fyr på kedlen. Derefter skulle ostene fra dagen før bæres over gårdspladsen til saltningsrummet. Efter at have sat morgenmaden til livs gjorde vi nu centrifuge og pasteur (pladeapparat) klar, så mælkeindvejningen  kunne  starte kl. 7.00. Klokken 9.00 var mælken vejet ind, og arbejdet i osteriet kunne begynde.   Omkring middagstid var ostene vendt i pressen, og skulle nu presse færdig til kl. 13.00, hvor de skulle slås ud og i vandbad til næste morgen.
Hver tirsdag startede vi kl. 4.00. Så skulle der vaskes oste. Vi havde et par drenge på 13 til at bære til og fra vaskerummet, det kunne være et par drøje timer for dem, inden de skulle møde i skolen. Torsdag eftermiddag blev ostene paraffineret og pakket direkte op i ostegrossererens  lastbil der holdt og ventede til vi var færdige.
Ud over at passe mit arbejde i mejeriet skulle jeg, da jeg ikke lige havde min mor om hjørnet, selv sørge for at mit tøj blev holdt rent. For det meste foregik storvasken i mejeriet. En spand vand med rengøringsmiddel et lille skvæt klor, og så dampslangen ned i spanden. Når tøjet havde kogt der en halv times tid var tøjet så rent som nyt, det blev så skyllet godt, hvorefter det blev hængt til tørre i fyrrummet til næste morgen, klar til at bruge igen
Det meste af min tid gik med arbejdet på mejeriet, men efterhånden som jeg blev vant til det hårde arbejde, skulle der jo også ske noget i fritiden

 Kristian, hans kone Bitten samt deres to piger boede i Pejrup, et par kilometer fra Vester Åby.
En søndag, en tre uger efter jeg var begyndt på mejeriet, spurgte Kristian mig om jeg ville med ham hjem til en kop eftermiddagskaffe. Det blev starten på mange gode timer i Kristian og Bittens hjem. Selv om de ikke var så meget ældre mig, følte jeg hurtigt deres hjem, som mit andet hjem. Jeg kunne hjælpe Kristian med hans fritidsgartneri, jeg kunne lege med de to piger Ruth på 5 og Lillian på 3, der vist ret hurtigt regnede mig for deres storebror. Det varede ikke længe inden jeg tilbragte al min fritid i hjemmet i Pejrup. Det var også i Pejrup jeg traf min senere kone Gurli, der var Bittens lillesøster. Selv om det var i al barnlig uskyldighed følte vi nok allerede dengang en vis sympati for hinanden. Gurli var på dette tidspunkt omkring 13 år, jeg var en næsten voksen mand på 16.                                                                                         
                                         
Da min senere svigermor opdagede den interesse hendes yngste datter havde for den unge mejerist, prøvede hun i første omgang at forbyde Gurli at besøge sin storesøster, det var dog uden held. Efterhånden som vi lærte hinanden at kende, min svigermor og jeg, fik vi dog et rigtig godt forhold til hinanden, og jeg husker ikke, vi nogen sinde har haft uoverensstemmelser.
En mejeristløn var ikke så stor i 1958, Kristian forsøgte sig derfor med mere eller mindre held at tjene lidt ekstra til at forsøde tilværelsen med. Han forsøgte med kyllinger, han havde en overgang grise, men det han arbejdede mest med mens jeg arbejde sammen med ham var gartneri. Han avlede løg, han havde en mark med drueagurker, hvad der var gode penge i, hvis der bare kom nogle agurker. Sommeren 1959 var usædvanlig tør, og for at få lidt afgrøde var det helt nødvendig at der skulle vandes. Kristian købte sig en gammel ½ tons Willys ladvogn, og med mig som chauffør og med en ajletønde på ladet, hentede vi vand i en grøft, øste det op i spande, og vandede agurkerne på denne primitive måde. Udbyttet blev dog ikke særlig stort, og hvad min gode kollega fik ud af det, bortset fra en masse arbejde har nok ikke været meget.
Omkring 1. september 1958 startede jeg på Fåborg Handelsskole. Det var dengang et krav for at blive uddannet som mejerist, at man deltog i undervisningen, enten på aftenskole, som jeg fulgte i Skalstrup Skole mens jeg var på Nees Mejeri, eller på handelsskole, som jeg kunne følge her. Undervisningen foregik to gange om ugen, tirsdag og torsdag fra kl. 14 til kl. 21. Det kunne til tider være drøjt, efter en 8 timers arbejdsdag, at tilbringe 7 timer på skolebænken.
Undervisningen bestod af handelsregning, dansk, handelslære samt butiksteknik. Vi var 24 elever i klassen, og jeg var med mine snart sytten år den ældste. Dette, at jeg var ældst på holdet, blev årsag til at jeg fik et meget dårligt forhold til vores regskabslærer. Han forlangte at eleverne titulerede ham som, Hr. Lauersen, og sagde De.
Denne tiltaleform var jeg ikke vant til, så jeg sagde konsekvent, Lauersen og du, dette kunne bemeldte lærer absolut ikke lide, men jeg pointerede, at så længe han ikke titulerede mig som, Hr. Nielsen og De, da ville jeg under ingen omstændigheder ændre min tiltaleform.
Vores spændte forhold førte på et senere tidspunkt til åbent krig. Lauersen havde kunstigt ben, og som følge af dette brugte han stok. Det var dog ikke kun for at holde balancen han brugte denne stok. Når vi havde handelsteknik, skulle vi lynhurtigt i hovedet regne ud hvor meget man skulle betale tilbage på et givet beløb, og hvis den arme elev ikke svarede prompte, faldt kæppen i slag. Særlig et par af pigerne var meget kede af den gamle tyrans opførsel, og en dag bestemte jeg, at nu skulle det være slut. Vi skulle have handelsteknik, og jeg bestemte, at jeg med vilje ville lade være med at svare, og så vente til Lauersen svingede stokken. Han gik rundt og spurgte, og turen kom til mig.
- Hvad skal jeg have tilbage på en halvtredser når varen koster 37,85 kr. spurgte han.
Jeg svarede ikke, nu ventede jeg på at stokken skulle falde i slag, ganske rigtig, stokken tog retning mod min skulder, lynhurtig greb jeg fat i stokken, rev den fra regnelæreren og i næste nu havde jeg knækket den over mit knæ.
Der gik et sus gennem klassen og der var dødstille et par sekunder, men så brød helvedet løs. Den gode Laursen råbte og bandede, han opførte sig som en sindssyg, kaldte mig kommunist og oprører, og til sidst blev jeg smidt ud af klassen.
Mens jeg stod der på gangen kom handelsskolens Inspektør forbi, han ville vide hvad der var hændt, og hvorfor jeg stod der. Jeg fortalte Inspektøren hvordan det hang sammen, og hvordan Lauersen opførte sig overfor de, for det meste, meget unge elever.
Enden på historien blev, at vi begge, Lauersen og jeg blev kaldt til samtale på kontoret, først hver for sig, og senere sammen. Uvanen med at slå, var et overstået kapitel i Lauersens undervisning.
Det første år jeg arbejdede på Fyn rejste jeg med jævne mellemrum på besøg hjemme i Nees. Ca. hver anden eller tredje måned kunne jeg afse tid og penge til en rejse til Jylland. I hele 1959, indtil jeg stoppede på mejeriet blev det dog kun til et enkelt besøg i mit hjem. Årsagen hertil var dog ikke at jeg ikke havde lyst, men allerede tidlig om foråret blev mejeribestyreren syg, og da det var svært at finde en vikar solgte vi alle vores fridage.
Det stod os hurtigt klart, at Pedersens sygdom var meget alvorlig. Sidst i juni blev han indlagt på Svendborg Sygehus, hvor han var i 14 dage. Han blev så udskrevet, og startede allerede i mejeriet dagen efter. Han kunne dog intet lave, helt afkræftet gik han rundt i osteriet, og når han troede sig uset gik han i afmagt og græd over sin hjælpeløshed.
At det gik så hurtigt ned ad bakke med ham skyldtes nok også, at mejeriets bestyrelse havde besluttet, at mejeriet skulle nedlægges pr. 1. oktober 1959. Hele hans livsværk, alt hvad han levede for, ville så være borte
Sidst i juli afgik min arbejdsgiver ved døden, og vi fire ansatte skulle nu styre mejeriet til dens lukning. Selv om jeg kun var elev blev jeg fuldstændig ligestillet med mine kollegaer når der skulle tages beslutninger, og da vi stoppede indvejningen 1. oktober, blev jeg af mejeriets formand gjort ansvarlig for afvikling af ostelagrene.
Jeg havde dog lange diskussioner med formanden om min aflønning. Jeg skulle for ferie og fridage have udbetalt vikarløn for omkring 40 dage. En vikarløn beløb sig til ca. 50 kr., så det var jo rigtig mange penge jeg havde til gode, da jeg så endvidere forlangte mejeristløn for oktober måned, var den gode formand ved at gå ud af sit gode skind. Jeg holdt dog på mit, og da jeg rejste fra mejeriet den 1. november 1959, var det med over 2500 kr. på lommen, mere end en årsløn for en mejerielev.
Selv om det på eget initiativ jeg rejste til Fyn, kunne det ikke undgås at jeg, en sekstenårig dreng, i perioder kunne længes hjem. Jeg kan også se i dag, at havde det ikke været for den gode modtagelse jeg fik hos Kristian og Bitten i hjemmet i Pejrup, ja da ville jeg nok ikke have blevet på Vester Åby mejeri i 1½ år.

 

 

 

 

        

                        

                                                          Snart udlært i 1959

   

 

                

                                               Hans Nissen fra Pejrup med mælkebilen.

 

 

 

                       

                            Rasmus Elmekilde på ostelageret V. Åby mejeri

             

 

 

 

 

    

                                          Mejeribestyrerboligen V. Åby Mejeri

 

 

 

 

 

 

 

 

                                                             På mejeriskole.

Jeg rejste fra Fyn sidst i oktober 1959. Jeg skulle starte på Ladelund Mejeriskole den 2. november, men inden skoleopholdet ville jeg holde nogle dages ferie. vejen hjem til Nees tog jeg en afstikker til Videbæk for at besøge min familie der. Jeg var som sædvanlig når jeg var i Videbæk med Esper på hans busrute til Troldhede. Her besøgte vi en cykelhandler, der også solgte køleskabe. Jeg havde jo mange penge på lommen, så jeg bestemte mig for, at købe en køleskab til mor. For 700 kr. ,det var mange penge, købte jeg et Atlas Køleskab.
Da jeg dagen efter ankom til Skovhus med taxa fra Vemb og med al min habengut, samt køleskab som bagage, kan det nok være familien gjorde store øjne. Et køleskab var ikke hvermands eje på landet dengang.
Jeg var stadig en holden mand, og dagen efter min hjemkomst drog jeg til Holstebro for at ekvipere mig, før jeg skulle starte på Mejeriskolen. Jeg købte tøj og sko i lange baner, så det var en fin garderobe jeg havde med, da jeg nogle dage efter tog toget til Brørup for at afslutte min uddannelse på Ladelund.
I toget på vej sydpå mødte jeg flere mejerielever der også skulle starte på skolen. Vi faldt hurtigt i snak, og særlig en, Børge Mouritsen, der var fra Thisted snakkede jeg en del med. Vi bestemte, at hvis det kunne lade sig gøre, ville vi bo på samme værelse. Børge var en munter gut, og rejsen føltes ikke lang med ham som rejsekammerat.
Vel ankommet til Brørup station stod vi af toget. På parkeringspladsen foran stationen holdt en traktor med gummivogn fra skolen. Den skulle afhente de nye elever, og straks efter var vi på skolens område.
Ladelund Landbrugs- og Mejeriskole var på dette tidspunkt en stor institution med plads til 130 landbrugselever og 180 mejerielever. At de to grupper af elever så ikke kunne forliges særlig godt vil jeg senere komme nærmere ind på.
Vel ankommet til skolen blev vi indskrevet og fik tildelt værelser. Børge og jeg kom som ønsket til at bo sammen på nr. 46 på 2. sal i hovedbygningen.
De næste 6 måneder blev en skøn blanding af fest og alvor. Undervisningen i de forskellige fag startede kl. 8.00 om morgenen, og fortsatte til kl. 16.00 kun afbrudt af en middagspause på tre kvarter.         

De fag vi havde på mejeriskolen, var for størstedelen fag der havde en stærk relation til mejeribruget. Vi havde fysik og kemi, vi havde mejeriteknologi, hvor vi lærte om mælkens sammensætning og de forskellige mejeriprodukters fremstillingsproces, vi lærte om mejerimaskiner, vi havde biologi og regnskabslære. Derudover havde vi almindelig dansk og regning. Et fag jeg hurtigt blev fritaget for var gymnastik, jeg har aldrig været den store gymnast, og da jeg havde et dårligt håndled ( en  brækket knogle i hånden jeg havde pådraget mig ved, med håndsving, at starte den gamle bil Kristian havde ).
Så når de andre elever på holdet havde kropsøvelser i gymnastiksalen, sad vi, der var fritaget for disse udfoldelser, og hyggede os i læsesalen med de nye aviser. Helt holde os i ro kunne vi dog ikke. En dag, da vi sad der i læsesalen, så vi en af lærerne parkere sin lille Citroen ved siden af en statue midt på skolepladsen. Hvem der fik det lyds indfald husker jeg ikke, men vi blev i hvert fald enige om, at den lille bil skulle sættes op på stensoklen ved siden af statuen. Som tænkt så gjort, tre mand på hver side af bilen, og vips, så stod den der ved siden af granitkunstværket.
Da læreren ved middagstid skulle bruge bilen, sad vi bag vinduet og kiggede på, hvordan han vantro så på sit lille køretøj, hvordan var det dog kommet derop, så vidt han huskede, havde han sat den på den vanlige plads. Efter en tid at have set på mandens hjælpeløshed tilbød vi loyalt vores hjælp, så han igen kunne køre i sin lille dyt-dyt, og formedelst en dusør på 20 cigaretter fik bilen igen fast asfalt under dækkene.
Tide gik i det store hele med skolegang, og for nogle lektielæsning. Jeg må nok indrømme, at det der med lektielæsning ikke tog ret meget af min tid, jeg havde nok den fordel i forhold til mange andre, at når jeg havde hørt om emnet een gang, så kunne jeg for det meste huske hvad der var fortalt. I stedet for at sidde og hænge over bøgerne, spillede vi meget kort. Det var især med Vendelboerne vi dyrkede kortspillet og vi spillede altid whist med trumf. Nogle gange til den lyse morgen, så kunne det være svært at være opmærksom i timerne.
Lærerne på skolen var meget forskellige i deres undervisningsform. Vi havde et par lærere der havde undervist i mange år på mejeriskolen de var meget dygtige undervisere, og kunne skabe respekt om deres personer. Da lærlingeskolen var meget ny, der havde kun været et hold elever før os, var der dog meget der skulle rettes, både i undervisningsformen, og hos de meget unge uerfarne mejeriingeniører der skulle gøre det ud for lærere. Alene det, at der på et foredragshold var omkring 85 elever, gjorde selvfølgelig, at der ikke var særlig store muligheder for at stille spørgsmål vedrørende det emne der var på programmet.
Også dette forhold, at nogle af eleverne var fuldstændig passive, de hverken hørte efter eller selv læste på pensummet, gjorde at undervisningen ikke blev særlig effektiv, man kunne ligefrem opleve, at denne gruppe af elever sad og sov i alle foredragstimer.
Årsagen til denne passivitet var nok, at man ikke kunne dumpe til eksamen. Den eneste måde, hvorpå man ikke kunne bestå, var hvis man ikke overholdt skolens regler og blev bortvist.
Skolen havde også meget strenge regler, især over for de unge mejerielever. Man måtte ikke gå til bal i nabobyerne til skolen. Der måtte ikke forefindes spiritus på værelserne. Der måtte ikke være piger på værelserne. Man måtte ikke være beruset på skolens område. Overtrædelser af disse påbud, var sammen med tyveri ensbetydende med bortvisning fra skolen.
Reglerne blev i vinteren 1959 -60 overtrådt af to elever. Den ene blev bortvist på grund af tyveri af skjorter fra sine kammerater, den anden blev bortvist, da han efter en privat fest blev antruffet på skolens område i beruset tilstand. Vi prøvede ved sitt-down  strejke  at redde eleven der havde været beruset, alle 173 elever mødtes i gymnastiksalen, og vi nægtede at gå til undervisning før vedkommende elev blev benådet. Efter 6 timer, var vi en gruppe der havde forhandlet os til det resultat, at eleven skulle bortvises fra Ladelund, men kunne gøre uddannelsen færdig på Dalum. Et resultat alle var nogenlunde tilfreds med.
Forstanderen på Ladelund var landmand og tog mere hensyn til landbrugseleverne end til mejerieleverne. Dette forhold resulterede i, at vi mejerielever følte os mindreværdige i forhold til landbrugseleverne, der også på mange områder havde helt andre og lempeligere ordensregler end os.
Dette misforhold førte til en evig kamp de to grupper imellem. Nogle gange kunne der opstå rent slagsmål mellem de to grupper, men for det meste var det forskellig form for chikane der udførtes mod de andre. At så mejerieleverne var de mest opfindsomme, når der skulle chikaneres, må jeg nok indrømme her. Engang havde vi smurt myresyre bag på radiatoren i deres undervisningslokale i weekenden. Da der blev lukket op for varmen mandag morgen blev der en hæslig lugt af gedebuk i lokalerne. Man måtte rømme klasseværelserne for at få luftet ud. Mejeristerne var grove og påstod at sådan lugtede bønder altid.
En af de større slag mellem de to grupper foregik en søndag aften ved ti tiden om aftenen. Nogle elever var kommet hjem fra weekend, og allerede i toget havde der været verbal ufred mellem landmændene og mejeristerne. På vejen fra Brørup til Ladelund var freden blusset op, og der havde været øretæver i luften.
Mejerister og landmænd boede i to fløje der var placeret i en vinkel med biblioteket placeret i vinklen. Man kunne derfor, fra landmændenes fløj gå over taget til mejeristernes fløj og omvendt. Bemeldte aften forcerede nogle landmænd taget med et par spande vand, der som hævn blev smidt ind gennem vinduet i et mejeristværelse. Da stemningen i forvejen var på kogepunktet, varede det ikke længe før en stor flok mejerielever var kampberedte. Brandsprøjter og brandspande blev nu kørt i stilling ved landmændenes fløj, og på et signal gik kampen i gang. Brandslangerne blev styret med strålerne ind gennem vinduerne til værelser og gange, og i løbet af kort tid sejlede det med vand på hele fløjen. Kampen blev dog forholdsvis kort, landmændene havde hurtigt erkendt deres underlegenhed, og havde derfor hidkaldt forstanderen, der pludselig stod midt på valen med slåbrok og sutsko og med vand langt op ad de bare ben. Han gjorde os med få ord opmærksom på, at vi var meget uønskede, og vores vandede optræden ville få konsekvenser den næste dag. Vi trak os hurtigt tilbage til vor egen fæstning noget nervøse for hvad der nu efterfølgende skulle ske..
Næste dag blev vi sammenkaldt til krigsret i spisesalen i middagspausen. Mejerieleverne fik en reprimande som ikke gik i glemmebogen lige med det samme, vi var dog noget skuffede over, at landmændene ikke med et ord nævnte, hvordan krigen var startet.
De seks måneder på mejeriskolen gik hurtigt, jeg fik en masse gode venner, og i dag, mange år senere træffer jeg, på udstillinger og møder, stadig gamle kammerater fra tiden på Ladelund.
I starten af april måned 1960 skulle eksamen starte, vi fik nu alle travlt med at læse, hvad en del af os måske havde forsømt noget i vinterens løb. Nu skulle den have en skalle så den afsluttende karakter kunne blive lidt bedre end årskaraktererne havde været. Det lykkedes da også nogenlunde for mig, jeg fik da karakterer der var højere end gennemsnittet.

 

              

                                                          Ladelund Mejeriskole

 

 

                        

 

                                                    Fra klassen på mejeriskolen

 

 

                                                           Udlært mejerist.

 

Nu var jeg altså mejerist.  Jeg  havde  søgt, og fået arbejde som smørmejerist på Ørvad mejeri i Dybe.                      
Mejeriet var et mindre smørmejeri med en indvejning på 3 millioner kg.  mælk  årligt.  Vi leverede en del af den skummede mælk til Canned Creme i Holstebro, men størsteparten af skummetmælken blev returneret til foderbrug i syrnet tilstand.
Foruden mejeribestyreren Asger Nielsen var der to mejerister, hvor jeg var den ene, samt en elev og en arbejdsmand. Jeg boede på mejeriet og spiste hos mejeribestyrerens kone Asta. I familien var der desuden 5 børn, 4 piger og en dreng, den yngste var 5 år den ældste 17 år. Med en sådan flok unge mennesker var der i det daglige liv og glade dage på mejeriet. Jeg fulgtes med hele flokken når vi kørte til Fjaltring for at bade om eftermiddagen, vi spillede bold, og jeg følte mig i det hele taget som et medlem af familien.
Jeg havde dette forår købt mig en motorcykel, en NSU LUX. Nu skulle jeg have mig et kørekort, så jeg henvendte mig til kørelærer Jens Nørgård  for  at få undervisning. Han spurgte om jeg havde kørt knallert, hvad jeg kunne svare bekræftende på, og han fortalte mig så, at prisen på et førerbevis til motorcykel ville koste 90 kr. alt iberegnet. Jeg mødte nu op i Lemvig for at få min første køretime. Jeg skulle lære at køre på en Vespa  Scooter. Jens gav mig nøglen til køretøjet, og sagde, at jeg nu kunne køre lidt rundt i krydset ved søen, han ville så komme tilbage lidt senere for at se hvordan det gik. Jeg kørte lidt frem og tilbage, og efter nogen tid kom kørelæreren tilbage og spurgte hvordan det gik. Jeg syntes selv det gik udmærket, og efter at have fået to køretimer mere, hvor jeg kørte bag ved skolevognen, mente Jens, at jeg skulle op til prøve.
Først skulle jeg op til teoriprøve, men skulle trække tre kort, og blev så overhørt i det der var skrevet på kortet. Teoriprøven klarede jeg uden besvær, så nu skulle den praktiske prøve bare klares. Den prøvesagkyndige dukkede nu op med læderjakke, styrthjelm, nyrebælte og store handsker. Det virkede noget komisk, da det var juni måned med 30 gr..
Jeg fik nu at vide at jeg skulle køre en tur op forbi sygehuset, den sagkyndige ville vel se, om jeg i det hele taget kunne køre. Da jeg kom tilbage satte han sig på bagsædet og vi kørte en tur ind gennem byen. Nu er der det, at gaderne i Lemvig nogle steder er temmelig stejle, og da vi kom op på et af de stejle steder, var scooteren lige ved at gå i stå for mig, hurtigt gearede jeg ned og gav gas, med det resultat at dyret begyndte at stejle, nok mest på grund af, at min passager sad meget langt tilbage på bagsædet. Da køretøjet begyndte at stejle gled han endnu længere tilbage, for til sidst at sidde helt nede på nummerpladen, mens han prøvede at kæmpe sig tilbage på sædet, hvilket også lykkedes.
Jeg var nu helt sikker på, at jeg var dumpet, men vel tilbage på politistationen, ønskede den sagkyndige mig tillykke med kortet, det lille uheld undervejs tog han skylden for, han havde nok siddet for langt tilbage på sædet.                                     

Jeg nåede kun at arbejde på Ørvad mejeri i et halvt år. Jeg skulle starte med at aftjene min værnepligt den 3. november 1960. Jeg havde trods dette et godt halvt år jeg tilbragte på mejeriet. Mejeriet var rimelig moderne med rustfrit inventar. Det eneste der ikke var helt up-to-date,  var  nok, at vi havde jævnstrøm med enkeltmotordrift og med hovedaksel gennem mejeriet til at trække alle maskiner. Vi havde også en dampmaskine, der var i brug når strømmen fra elværket svigtede.
Vi tappede en hel del konsummælk på flaske, mælken blev langtidspasteuriseret dvs. opvarmet til 65 gr. i 30 minutter. Mælken beholdt ved denne metode sin rigtige smag, og med den naturlige flødeafsætning.
På Ørvad mejeri var vi, i lighed med mejeriet hjemme i Nees, normalt færdige i mejeriet ved middagstid, vi havde så leverandørregnskabet at føre om eftermiddagen.
Jeg hjalp også en del til med landbruget hjemme i Skovhus, far havde fået en diskosprolaps, og var så godt som uarbejdsdygtig, jeg kunne så i min fritid være behjælpelig i høsten samt hjælpe til med andre ting som far og mor ikke selv kunne overkomme. Ingolf hjalp selvfølgelig også til det han kunne nå, men han var stadig skolesøgende på dette tidspunkt.

 



 

                                             Keglekærne på Ørvad Mejeri i Dybe

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                                                               I Kongens klær.

Den 3. november mødte jeg op på Jægersborg Kaserne i Gentofte for at aftjene min værnepligt som sygepasser ved Lægekorpset. Jeg havde, som så mange andre, håbet at blive kasseret på session. Jeg havde platfødder, men det var ikke grundlag nok til at blive kasseret Jeg blev erklæret egnet til militærtjeneste.

Når jeg ser tilbage til de 14½ måned jeg var ved forsvaret, kan jeg ikke sige tiden var spildt. Da vi skulle uddannes til sygepassere, lærte vi en masse om sygepleje, vi lærte at lægge gipsskinner på brækkede lemmer, vi fik lært at standse blødninger og lægge forbindinger og vi lærte også at tage blodprøver og give injektioner.
Det var det positive.
Det negative var den autoritære omgangstone alle benyttede sig af. Den menige soldat hundsede med rekrutten, befalingsmændene hundsede med den menige soldat, officeren jagtede befalingsmændene, de højere grader jagtede til enhver tid de lavere rangerende. Det værste var dog, at man ret hurtigt selv blev en del af systemet og brugte de samme metoder for at hævde sig. Som sagt mødte jeg op på Jægersborg kaserne. Selv om jeg allerede i flere år havde klaret mig selv, var det med bange anelser jeg trådte ind gennem vagten, Jeg havde hørt fra forskellig side, hvordan man blev behandlet ved militæret, og nu skulle jeg selv opleve det grusomme. Jeg blev af vagten vist over til soldaterhjemmet, hvor vi skulle samles, og da jeg trådte ind gennem døren så jeg straks et kendt ansigt. En mejerist jeg havde været sammen med på Mejeriskolen skulle også være sygepasser. Det viste sig, efterhånden som vi blev samlet, at vi i alt var 11 nye rekrutter, der alle havde været sammen på Ladelund, vi fandt hurtigt sammen og følte os alle mere trygge ved den uvante situation vi nu var i.
Præcis kl. 12.00 kom en højtråbende person ind i lokalet hvor vi sad, han råbte, at nu skulle vi sateme lette røven, og følge efter ham, ellers skulle han sørge for at vi alle ville græde os i søvn og kalde på vores mor når vi engang i løbet af natten fik lov til at krybe til køjs. Vi fulgte efter den underlige befalingsmand, der førte os til depotet, hvor vi skulle have vores udrustning udleveret. Vi blev stillet op i en kolonne, og gik derefter i gåsegang gennem depotet, hvor forskellige mennesker uddelte vores nye kluns. Uniformer, støvler, undertøj, spisebestik og personlig udrustning, blev næsten smidt i hovedet på os, det har helt sikkert været et syn for guder, da vi med favnen fuld, igen kom ud i det fri. Nu blev vi alle kommanderet over i en gymnastiksal, hvor vi fik ordre til at afføre det civile tøj, og iføre os de militære underbukser der næsten nåede os til knæene. Så gik turen til den obligatoriske lægeundersøgelse, der endte med at vi fik taget blodprøve, og blev vaccineret. Flere af de gæve nye soldater bukkede allerede her under for strabadserne, og faldt bevidstløse om på infirmeriets stengulv. De kom dog ret hurtigt på benene igen, og så gik turen igen til gymnastiksalen, hvor vi klædte os på i det militære dress. Nu troede vi, at vi var rigtige soldater, men vi kom hurtigt ned på jorden igen. En person, mere højtråbende end fyren der afhentede os på Soldaterhjemmet, fortalte os i saftige vendinger, at han aldrig havde set noget lignende, vi lignede efter hans mening en flok idioter der ved et uheld var sluppet ud af anstalten. Der var ikke den ting han ikke havde at udsætte på vores udseende. Slipset sad skævt, vi havde hængerøv i bukserne og vores stolthed, den nye skråhue lignede, efter hans udsagn, noget vore små søskende havde at pisse i. Vi fik af det gale menneske en hurtig instruktion i, hvordan en rigtig soldat skulle tage sig ud.
Vi fik nu resten af vores udrustning i en køjesæk, vores private klude blev samlet i en sæk, der blev sendt til vores hjemmeadresse. Så fik vi ordre på at samles i gården. Klokken var efterhånden blevet 18.00.
I gården blev vi stillet op i et geled, og vi blev nu ført til kostforplejningen, vi skulle have aftensmad. Godt sultne gik vi i gang med de gule ærter med FED flæsk, der var dog en del, der ikke brød sig om menuen og gik sultne fra bordet.
Vi regnede nu med, at vi skulle indkvarteres, men i stedet for blev vi kommanderet op bag i nogle lastbiler. Vi fik nu at vide, at vi skulle køres til Vordingborg, og indkvarteres på kasernen der. Klokken 23 nåede vi vores mål, vi fik udleveret en seng og et skab. Den første dag ved militæret var forbi.
Hele den næste måned gik med feltøvelser og eksercits. Det regnede hver eneste dag, og vore feltuniformer nåede ikke at blive tørre fra den ene dag til den anden, det var rent ud sagt en helvedes tid den ene måned vi opholdt os i Vordingborg.
Først i december blev vi flyttet tilbage til Jægersborg Kaserne. Hvor vi i Vordingborg havde haft fine belægningsforhold, med bad på gangene og centralvarme, kom vi nu til en kaserne der var bygget under Chr. IV, og ikke senere moderniseret. Vi boede i træbarakker uden varmt vand, med et toilet til 15 mand, og med en gammel kakkelovn til at varme op i de utætte træbarakker. Det skete flere gange i løbet af de næste tre måneder, at der lå sne rundt ved væggene når vi stod op om morgenen.
Tiden på Jægersborg Kaserne var trods alt mere afvekslende end tiden i Vordingborg.
Hver formiddag havde vi feltøvelser på Ermelunden i Dyrehaven, om eftermiddagen teoretisk og praktisk sygepleje. Vi skulle lære alt om sygepleje i en krigssituation. Vi lærte at lægge skinner på brækkede arme og ben, vi lærte at lægge forbindinger, vi skulle i en nødsituation kunne foretage en mindre operation og vi lærte at give indsprøjtninger. Vi brugte svinekroppe i undervisningen, så der var ikke nogen der led overlast ved vores eksperimenter i lægevidenskaben.
Midt i februar skulle vi til eksamen, som næsten alle bestod, og nu var vi færdiguddannede sygepassere, og skulle ud på landets kaserner og virke på infirmerierne der. Jeg skulle sammen med en fra 1. deling til Dragonkasernen i Holstebro, hvor vi tiltrådte den 20. februar 1961.
Livet som sygepasser på Infirmeriet i Holstebro, var som at komme i Himlen i forhold til tiden som rekrut. Det første vi fik at vide, da vi ankom, var, at vi skulle deponere vores udrustning i kælderen, det skulle vi ikke mere bruge. Vi skulle kun bruge vore uniformsbukser og skjorte i det daglige, dertil en hvid jakke, -slips og støvler var bandlyst. Vores arbejde var i det store og hele, hvad en sygeplejerske foretager sig på et sygehus. Vi skulle med rundt på stuegang, vi var med om morgenen i konsultationen, vi førte sygejournaler, vi redte senge og sørgede for mad til patienterne, men gav også indsprøjtninger og tog blodprøver af det syge personel.          

     
Vores overordnede på infirmeriet var en gammel sygeplejerske, som vi internt kaldte Pipita. Frk. Kristensen, eller Pipita, var midt i tresserne, og var alkoholiker, hospitalssprit, og stofmisbruger, morfin. Hun blev afskediget et halvt år efter jeg kom til Holstebro. Derefter klarede vi os et stykke tid uden sygeplejerske, indtil Fru Nissen blev ansat. Fru Nissens mand var fenrik på kasernen, men selv om det var en officersfrue vi havde fået som foresat, kunne vi ikke ønske os en bedre leder. Skulle vi bruge ekstra frihed, var hun altid venlig stemt. En gang spurgte hun, om jeg, der var fra landet kunne skaffe landkyllinger, jeg skulle bare bruge den tid der nødvendig til at skaffe dem, men de skulle så være plukkede og indmaden skulle være taget ud. Jeg reddede mig to fridage på dette arbejde.
Efter nogle måneder som sygepasser, blev jeg flyttet til infirmeriets tandlægeklinik som klinikassistent.
Jeg skulle være assistent for de to værnepligtige tandlæger. Tandlægerne var fagligt meget dygtige, men som værnepligtige havde de ikke den store entusiasme i forhold til deres arbejde. Vedrørende arbejdet, der blev udført på patienterne, der ikke noget at kritisere, men arbejdsindsatsen var ikke særlig stor. Jeg kunne derfor også redde mig en masse fritimer, når tandlægerne havde “ faglig konference” som de kaldte deres pjækkedage. Jeg kunne så tage min motorcykel, og køre en tur hjem til Skovhus og der hjælpe til med bedriften, da far på dette tidspunkt var syg med dårlig ryg.
Ellers må man sige, at tiden ved militæret gik meget langsomt. Det var for det meste den samme trædemølle dag for dag. Enkelte afvekslende oplevelser var der dog ind imellem.
Hvert tredje måned kom der personel fra blodbanken for at tappe blod af de indkaldte. Blodtapningen foregik på infirmeriet, og som det stadig er kutyme, var der en øl bloddonoren. Det var dog ikke alle der ville drikke en øl, så de øl der ikke blev afsat, blev gemt væk i en kasse til senere nydelse for sygepasserne.
Det var på en sådan blodtapningsdag denne episode fandt sted. Det havde været en rigtig god sommerdag, men heldigvis var der en hel del der ikke havde villet have, eller fået den obligatoriske bajer, så vi havde et par kasser i overskud. Vi bestemte derfor at holde en lille fest, os seks sygepassere. Vi smurte os et par stykker mad, som blev godt og grundigt skyllet ned. Humøret steg hurtigt nogle grader, og stemmerne steg adskillige decibel. Øllerne slap dog relativt hurtigt op, men vi var endnu ikke fulde nok efter egen bedømmelse. Vi gik derfor over til sygepassersnaps, en drink den gode Pipita havde lært os at fremstille. Drinken bestod af lige dele Kongen af Danmarks hostesaft og lige dele hospitalssprit. Blandingen var stærk og meget hurtigvirkende, og vi blev hurtigt meget skæve.
Mens vi stod der og kævede den, ringede det på døren, korporal Præst åbnede, og udenfor stod en rekrut fra 1. eskadron. Han havde klemt et par fingre ved hovedgærdet i sin seng, og blødte en del. Præst undersøgte på vaklende ben den sårede, og sagde så med snøvlende stemme, at overlægen hellere måtte se på læsionen. Jeg havde i min rus iført mig overlægens uniformsjakke, og det var mig korporalen benævnte som overlægen. Med sløret blik nærmere jeg mig den skræmte patient, jeg undersøgte de kvæstede fingre med professionel overblik, og gav derefter ordre til amputation af soldatens læderede legemsdele. Jeg fandt en stor gipssaks frem  og  begyndte at desinficere med sprit. Dette blev for meget for den i flere henseende uheldige patient, han sank bevidstløs sammen på gulvet, og mens han var lykkelig borte forbandt vi den kvæstede hånd. Da han lidt efter vågnede, kunne vi berolige ham med, at vi, med vores store ekspertise, alligevel havde reddet hans fingre og han drog med stor forbinding og taknemmelighed tilbage til sin afdeling.
I hele min soldatertid havde jeg med mellemrum været på besøg på Fyn. Først var det Bitten og Christian jeg besøgte, men når sandheden skulle frem var det jo nok mere for at se til Gurli, jeg med stadig kortere mellemrum besøgte i Stenstrup.
Så da min soldatertid gik mod slutningen søgte jeg efter en stilling på Fyn. Jeg satte en ansøgning i Mælkeritidende, og denne ansøgning resulterede i ca. 25 svar fra forskellige mejerier på Fyn. Blandt ansøgerne valgte jeg Skårup Mejeri ved Svendborg, og jeg tiltrådte stillingen som smørmejerist pr 1. februar 1962.

 

 

                               

                                                      Sygepasser 440193  Nielsen

 

                        

                                            Hovedvagten Jægersborg kaserne

 

              

 

 

 

                                        Hovedvagten Dragonkasernen Holstebro                                   

 

 

 

 

 

 

 

 

   
                                                              Tilbage til Fyn.


Mejeriet i Skårup var efter den tids mejerier et mellemstort foretagende. Der var produktion af smør og ost, og dertil et temmelig stort detailsalg.
Til at varetage disse gøremål var der ansat i alt ca. 10 personer. Foruden mejeribestyrer Westergård  var der fem mejerister, 2 elever, en chauffør samt en regnskabsfører.                                   
Af disse ansatte boede og spiste der i flere perioder op til fem personer på mejeriet. Så der var for det meste liv og glade dage over lageret hvor der var lavet værelser til mejeristerne.
Mit arbejde på mejeriet kom i de næste 2½ år til foregå ved smørfremstilling. Jeg havde på henholdsvis Nees og Ørvad mejeri lært at lave et godt produkt, og efterhånden fik vi også ganske gode karakterer for smørret i Skårup. Jeg havde fået indført i min lønaftale, at jeg i takt med smørrets kvalitet skulle have et ugentligt løntillæg, og det varede ikke længe før jeg lå på en merløn på ca. 10%  over den overenskomstmæssige løn.
Ud over at fremstille smørret, og pakke en del i detailpakninger til salg fra mælkeforretningen og -vogn, havde jeg også ansvaret for fremstilling af tykmælk som vi havde et stort salg af.
I nogle perioder havde vi en elev til at hjælpe med smørret, jeg kunne så hjælpe til i osteriet eller med at tappe konsummælk.
I højsæsonen blev der ostet af 10-15 ton mælk daglig. Hovedparten af den fremstillede ost var Danbo til hjemmemarkedet, derudover lavede vi en del Samsø. Da ostene var til hjemmemarkedet skulle vandindholdet i osten være meget højt, det resulterede i, at ostene ofte var så bløde, at de ligefrem knækkede når de blev vendt på lageret.
Mejeribestyrer Westergård var omkring 40 år. Han var nok en dygtig mejeribestyrer, men havde et ret så iltert temperament, hvad der ofte gav sig udslag i kraftige meningsudvekslinger med personalet. Særlig eleverne var mål for hans hidsige gemyt. Også mejeriets chauffør, Aksel Carlsen, havde mejeribestyreren ofte voldsomme diskussioner med, men Carlsen, der i sine unge dage havde arbejdet på de store herregårde, fik for det meste det sidste ord. Carlsen sad i sognerådet i Skårup kommune, hvor han som den eneste var valgt af socialdemokraterne, så han var derfra vant til diskussioner med de andre folkevalgte ”sognerødder”, der tilhørte de borgerlige partier.
Carlsen, der dengang var omkring de tres, var en eminent god fortæller, og han kunne mange gode historier fra sine unge dage, da han var herregårdsbisse. Det var også derfra han havde fået sit politiske tilhørsforhold, og da jeg på dette tidspunkt havde den alder, at jeg første gang skulle stemme, fik jeg mange gode samtaler med Carlsen, som derved nok fik indflydelse på mine senere politiske standpunkter. At jeg så, da jeg skulle stemme første gang, stemte på SF, hvis leder dengang var legendariske Aksel Larsen, bekom ikke Carlsen særlig vel, der var da også grænser for hvor rød man kunne tillade sig at være.                        

Carlsen kunne være meget grov over for folk. Han sagde sin mening om alt og alle, men var til trods for dette en hjælpsom og meget social bevidst menneske. Han var altid villig til at hjælpe folk der havde problemer, og han kæmpede hele sit liv for social retfærdighed.
Jeg besøgte Carlsen et par gange efter jeg var flyttet fra Skårup mejeri, og selv da jeg sidst gang besøgte ham, omkring 1990, var han sin alder til trods, stadig den samme person, som da jeg lærte ham at kende i 1962. Foruden den daglige drift af mejeriet, var Westergård også svinefarmer, og havde en gård på Kertemindeegnen. Hver dag ved middagstid startede han sin bil, og kørte hen på “gården”.
Bagagerummet var så læsset med osteskorper, centrifugeslam samt andre gode ting til at fodre grise med.
I det hele taget prøvede han at drive gården med så små omkostninger som muligt. Eleverne på mejeriet var derfor også tvangsindlagte til at hjælpe i høst med mere til en meget lille timeløn. Jeg fik også tilbuddet om at hjælpe til med jævne mellemrum, men takkede venligst nej til tilbuddet. Da vi for det meste af tiden boede 4-5 mand på mejeriet, tilbragte vi selvfølgelig meget fritid sammen. Vi gik sammen i byen i Svendborg, vi fulgtes ad i biografen, og om sommeren, når vi var færdige i mejeriet ved 2-tiden, drog vi i samlet flok til Skårupøre eller til Smørmosen på Thurø for at bade og spille minigolf.. Disse ture foregik for det meste i

Førstemejeristen Nielss Volvo med en kasse øl i bagagerummet.

 

                                                         Rosenkilde Skårup

 

             

                            

 

                                             Kollegaer på Skårup Mejeri

                            Fra Venstre: Carlsen, Nielsen, Jacob, Niels og Poul

 

 

 

Jeg fik også ret hurtigt min motorcykel til Skårup, så kunne jeg selv komme omkring i det Sydfynske.
Det var dog mest til Løgeskov mine ture gik når jeg havde fri. Jeg besøgte her Gurli, og turene til mine kommende svigerforældre, blev hyppigere. Jeg tilbragte de fleste weekender der, og det blev ofte til et besøg midt i ugen.
Selv om det nok var min tilkomne hustru der trak mest, var jeg meget glad for at komme i hjemmet. Det lille stråtækte hus, uden indlagt vand og toilet, med brændekomfur og kakkelovn, osede af hygge. Når min svigerfar kom hjem fra arbejde (han var teglværksarbejder, og gik først på pension som 75-årig) stod min svigermor parat med et fad varmt vand, så manden kunne blive vasket, før den nærende aftensmad skulle spises. Det var god nærende kost, for det meste tilberedt af svinekød, da de selv fedede et par svin op om året.

 

                

                                                        Gurlis hjem på Løgeskov


Når maden var spist, og nyhederne i radioen var hørt, skulle svigerfar have et hvil på divanen, svigermor fandt sit strikketøj frem, og med Gurli og mig siddende på brændekassen, snakkedes der om løst og fast, eller der blev lyttet til radioen, fjernsyn fandtes dengang kun i mere velstående hjem.
Om sommeren solgte min svigermor jordbær som hun dyrkede i haven. Så blev der en lille ekstraskilling, som kunne bruges når man to på den årlige lysttur med Gislev Rejser. Turen gik altid til Jylland, og man snakkede så om, hvordan folk kunne leve på den fattige jord, man snakkede om læhegnene, der var med til at holde på den sandede jord. Jeg var med på en tur, vistnok i 1963, og jeg kunne i det stille ikke lade være med at grine ad den naivitet de brave fynboer gav udtryk for. Jeg kunne godt fortælle, at de stakkels jyder nok var lige så godt konsoliderede som de fleste fynske bønder.
Efterhånden som tiden gik tilbragte jeg hele min fritid i det lille hus på Løgeskov. Det skete da også, at jeg overnattede, men efter den tids moralkodeks, var det ikke acceptabelt man officielt sov sammen før man var gift. Min svigermor viste godt hvad der foregik, og en dag henvendte hun sig til mig, og sagde, at hun ikke ville forbyde mig at overnatte, men jeg måtte ikke starte motorcyklen før jeg var på offentlig vej, naboerne skulle ikke høre at jeg kørte derfra tidlig om morgenen, det ville bare give snak.
I påsken 1962 skulle Gurli for første gang præsenteres for min familie. Vi rejste med toget til Jylland, og med taxa ankom vi til Skovhus. Jeg ved ikke om min tilkomne var nervøs, men jeg ved hun fik en god velkomst, hele familien, men nok især min far tog hende straks til hjertet, og jeg ved, at min senere kone ret hurtigt følte at Skovhus var hendes andet hjem. Jeg ved også, at hun altid har haft gode minder fra den første tur i mit hjem.
Jeg havde en hel uge fri, så vi var rundt for at besøge det meste af min familie. Dette, med en stor familie, var nok lidt underlig for Gurli, hendes familie, var i modsætning til min, meget lille.
Først på sommeren 1962 bestemte jeg mig for at erhverve kørekort til bil. Jeg henvendte mig til den lokale kørelærer Madsen i Skårup. Da jeg fortalte, at jeg havde kørekort til motorcykel, foreslog han, at jeg i løbet af en uges tid skulle op til teoriprøve, hvilket jeg syntes var en god ide. Min første køretime foregik på vejene i Svendborgs udkant, men da vi var på vej til Skårup, opdagede Madsen vi var sent på den, så han pålagde mig at finde ud af tophastigheden på en Opel Rekord Model A var. Jeg tror den var på omkring 150 km/t.
Teorien bestod jeg efter en uge, og efter 9 køretimer gik jeg op til køreprøve, som jeg bestod.
Nu ville jeg jo gerne leje en bil uden fører, men reglerne dengang var, at hvis man ikke var fyldt 23 kunne man kun leje bil uden fører, hvis man daglig kørte bil. Nu var gode råd dyre, men mejeriets mælkemand vidste råd. Hver morgen når han mødte på mejeriet for at hente kærnemælk, kørte jeg mælkebilen  frem til læsserampen, derved kørte jeg jævnlig bil, og mælkemanden underskrev dette på tro og love.
Til pinsen havde jeg lejet en Taunus15 i otte dage, vi skulle holde pinseferie i Jylland, og ville rundt og se på landet. Et par dage før ferien skulle begynde, kom biludlejeren  om på mejeriet for at fortælle, at bilen vi havde lejet var blevet totalskadet. Han vidste ikke om han kunne skaffe en anden, da alt jo var optaget i ferietiden. Godt træt af det hele, så jeg ferieturen aflyst, men aftenen før ferien skulle begynde kom biludlejeren op på mit værelse, han havde købt en helt ny Taunus 17m, og hvis jeg ville, kunne jeg hente den ved forhandleren i Svendborg den næste dag, og køre til Jylland i den.
Det var et par stolte unge mennesker der næste dag kørte mod Jylland i en splinterny bil.
Selv om jeg havde mulighed for at leje bil, var det for det meste motorcyklen der transporterede os omkring.
Sommerferieturen til Jylland kunne dog let være endt i en tragedie. Selve turen til Nees gik godt, selv om det regnede det meste af vejen, så var vi godt klædt på, så vi frøs ikke. Efter nogle gode dage i Skovhus, blandt andet min fars 60-års dag, skulle vi returnere til Fyn. Turen startede godt, men i Brande gik det galt. En folkevogn overholdt ikke fuldt stop, men kørte lige ud foran os, vi kørte med ca. 70 km/t, og nåede ikke at bremse, jeg nåede dog at dreje, samtidig med at jeg kastede motorcyklen ned så vi begge fløj af. Til alt held landede vi på fortovet, om med Gurlis arme om livet på mig kurede vi på røven 20- 25 meter, før vi landede i en hæk.
Vi var heldigvis og mirakuløst sluppet fra ulykken med småskrammer, men motorcyklen måtte på værksted før turen til det fynske kunne fortsætte.
Jeg havde ikke været den store balløve min grønne ungdom, selvfølgelig tog vi til bal, men det var mest for at få et par øl, og måske lave lidt ballade. Det der med at danse var ikke lige mig.
Men Gurli er ud af en danseglad familie. Det indebar også, at vi en til to gange hver måned tog på Stenstrup kro til bal. Det var foreningsbal,  så det var mest lokale der deltog. Der var folk i alle aldersklasser. Ganske unge nykonfirmerede, og voksne “helt” op til 40-45 år.
De “gamle” sad i skænkestuen og fik et par øller, vi andre unge var for det meste i salen, hvor der var bænke langs væggene. Her sad så pigerne ved den ene side, knægtene i den anden. Når så musikken spillede op løb man tværs over gulvet for at inklinere for den udvalgte. Nogle gange kunne det ske, at pigen sagde nej, så måtte man slukøret, enten prøve at finde en anden, eller luske tilbage til sin plads på bænkeraden. Det var sjældent at de unge var særlig berusede ved disse baller, derimod kunne de “ældre“ til tider være noget påvirkede. Så sad man mere eller mindre forargede og betragtede de “gamle idioter” der ravede omkring.
Når vi skulle til bal, fulgtes vi altid med Gurlis veninde Rita. Rita var datter fra en husmand der boede nabo til Gurlis forældre, hun fik en meget streng opdragelse, og måtte derfor ikke, som andre unge piger, have en kæreste. Rita havde alligevel en kæreste i al hemmelighed, i hvert fald hemmelig for sine forældre. Hun havde sin Keld som hun senere blev gift med. I over to år, indtil hun blev atten, kom de i hemmelighed sammen, men flere gange var de sammen hos Gurlis forældre, og hver gang var min svigermor forfærdelig bange for at Ritas forældre skulle opdage at de to unge holdt stævnemøde under hendes tag.
Rita og Gurli har forlængst  holdt 50 års jubilæum som veninder, og vi besøger hinanden med jævne mellemrum.
I foråret 1963 købte jeg min første bil. Jeg erhvervede mig en Folkevogn årg. 51. Bilen kostede 4500 kr., hvilket var rigtig mange penge dengang. Jeg havde en lille udbetaling, resten skulle betales med 200 kr. om måneden til hele gælden var betalt.

 

                 

                                                                 Vores første bil, VW årg. 51


Det var en stolt ung mand, der troppede op på Løgeskov, med sit nyerhvervede køretøj og inviterede svigerforældrene med på køretur. Jeg tror nu at min svigermor var næsten lige så stolt over sin svigersøn der nu havde fået egen vogn.
Jeg troede selv at jeg var den bedste chauffør der kørte bil, men ret længe havde jeg ikke været bilejer, før uheldet var ude. En tidlig sommermorgen da jeg var på vej til mejeriet, var uheldet ude. Jeg havde øjensynlig ikke passet min nattesøvn, jeg faldt i hvert fald i søvn bag rattet, med det resultat, at jeg påkørte en stor sten der lå i rabatten. Resultatet af denne påkørsel blev, at jeg rev et baghjul af min fine folkevogn, før jeg rullede en omgang og landede i en roemark mellem Tved og Skårup.
Til alt held var en landmand ved at drive køer ind, ved ham lånte jeg en cykel, så jeg kunne komme på arbejde. Landmanden sørgede endvidere for, at bilen kom på værksted, og belastede kaskoforsikringen med 2500 kr.
Som omtalt kunne mejeribestyrer Westergård opføre sig mindre normalt. Denne opførsel blev også grunden til at jeg forlod Skårup Mejeri den 1. april 1964.
Da jeg som smørmejerist skulle starte en time før de andre på mejeriet, (kærnemælken skulle være klar til mælkemanden) skulle jeg rimeligvis også holde fyraften en time før de andre. Jeg havde dog flere gange læsset smør efter fyraften, uden at få for overarbejde. Nu skulle det være slut. Så da vognmanden kom et par minutter før jeg skulle holde fyraften, sagde jeg til ham, at han skulle henvende sig til Westergård, da jeg havde fyraften.
Fem minutter efter hørte jeg  Westergårds træsko komme ned ad trappen fra ostelageret.
- Vil du ikke læsse smør? hvæsede bestyreren.
- Jeg holder fyraften! Var mit svar.
-#¤¤ fandeme og sgu og meget mere!!! råbte Westergård, og så fik jeg at vide at jeg ikke længere var ønsket på mejeriet, tillige med, at han fortalte at han længe havde været utilfreds med mit arbejde.
Da jeg havde 14 dages opsigelse mødte jeg selvfølgelig på arbejde næste morgen. Westergård kom ind i smørkammeret til mig, han var helt rolig, da han sagde til mig, at jeg jo ikke skulle rejse inden jeg havde fundet et godt arbejde. Og at hvis jeg havde lyst, også godt kunne blive. Han var netop lige nu ved at købe et hus i Skårup som jeg kunne flytte ind i. Jeg takkede for venligheden, men sagde, at jeg hellere måtte rejse, og at jeg allerede havde et par gode tilbud på hånden.
Hermed sluttede min karriere på Mejeriet Rosenkilde Skårup.



                                                                           Ægtefolk.


Som før omtalt, var det ikke almindelig, at man i starten af tresserne flyttede sammen uden at man var gift. Vi havde flere gange i løbet af sommeren i 1963 snakket om at det kunne være dejligt hvis vi kunne få vores eget hjem.
Selv om det var praktisk og billig for Gurli at bo hjemme, var det ikke særlig behageligt. Hun havde ikke sit eget værelse og måtte sove på en divan, så det var meget begrænset, hvad privatliv hun kunne have under disse beskedne forhold
Den 22. november 1963 blev vi ringforlovede.

                                  

                                                                  Nyforlovede


Vores forlovelsesfest var meget beskeden. Kun Keld og Rita var inviteret, og da vi havde spist tog vi alle fire i biografen i Svendborg.
Som nævnt ville vi gerne stifte hjem, vi havde også svagt luftet tanken overfor Gurlis mor, men blev straks affærdiget. Hun ville beholde sit sidste barn hjemme så længe som muligt.
Den eneste måde vi kunne blive gift på, var at Gurli blev gravid. Vi holdt op med at bruge prævention, og kort tid før jul var Gurli for første gang til jordemoder, nu skulle vi være forældre, og vi skulle også giftes.
Min svigermor havde svært ved at acceptere det skete, hun var ikke parat til at lade den “lille” rejse hjemmefra.
Da vi til nytår skulle til Skovhus, fortalte jeg min familie, at ventede os. Mor blev lidt stiv i ansigtet, hun syntes at vi var lige unge nok. Derimod var både far og mine to brødre vist meget godt tilfredse med henholdsvis at blive bedstefar og farbrødre. Det skal dog nævnes, at da først  mor havde vænnet sig til tanken, da var hun vist lige så lykkelig for det der skulle ske.
Jeg var jo blevet fyret fra min plads på Skårup mejeri, så jeg skulle til at se mig om efter noget andet.
I mælkeritidende så jeg at Båring Mejeri søgte en mejerist. Til stillingen hørte der en lejlighed i nærheden af mejeriet.
Jeg ringede til mejeribestyrer Jensen, og vi aftalte, at jeg, sammen med Gurli, skulle komme for at se på pladsen.
Omkring den 15 marts kørte vi derfor til Båring for at se på pladsen.
Vi blev modtaget på mejeriet af et meget venligt mejeribestyrerpar,  Jens og Gerda, vi fik serveret kaffe, og mens Jens og jeg så på mejeriet, snakkede Gerda og Gurli.
Bagefter så vi på den lejlighed vi skulle bo i. Det var en villa tæt ved mejeriet, hvor vi skulle bo i stuelejligheden, der netop var ved at blive istandsat.
Vi aftalte, at jeg skulle starte pr. 1. april 1964, og at vi ville flytte ind i huset samme dato. Gerda havde dog lige en vigtig ting der skulle afklares. Hun ville vide om vi var gift, da vi ellers ikke kunne bebo lejligheden. Jeg kunne berolige fruen med, at vi godt nok ikke var gift endnu, men vil være ægtefolk i Herrens navn når vi den 1. april ville flytte ind. Glad ved disse oplysninger ønskede mejeribestyrerparret os lykke til og på snarlig gensyn.
Vores bryllup var blevet fastsat til den 25. Marts.

         

                                                             Stenstrup Kirke

       
I første omgang havde vi talt om at brylluppet eventuelt skulle foregå i Nees Kirke, og kun med allernærmeste familie som gæster. Men min svigerforældre ville holde rigtig fest for deres yngste, så brylluppet blev planlagt til at foregå i Stenstrup kirke, med efterfølgende fest på Løgeskov.
Gurli og jeg skulle nu op til præsten for at bestille lysning. Lysning vil sige, at man to søndage før vielsen foretages, i kirken oplyser at ægteskab indgås, og at hvis nogen har noget imod dette, skal det her gives udtryk for dette.
Vi skulle altså til præsten, men han var en meget optaget mand den gode pastor Gettrup. Han var ikke til at træffe når vi begge havde fri, så det endte med, at jeg tog alene af sted til præsten. Jeg blev budt indenfor, og det første den Herrens Hyrde spurgte om, var om vi ikke var meget unge. Jeg spurgte høfligt om man skulle have en bestemt alder for at blive viet i hans kirke, jeg mente da ikke det var generelt, at unge mennesker ikke kunne blive gift, bare tilladelse fra umyndiges forældre forelå. Den gode hr. Pastor fik en noget stram udtryk i ansigtet, og spurgte så, om bruden måske var besvangret. Jeg fik vistnok samme stramme udtryk i ansigtet som præsten, mens jeg svarede, at jeg ikke kunne se det var hans sag om bruden var gravid, og at han bare skulle sige her og nu, hvis ikke han var klar til at give os kirkens velsignelse. Hvis dette var tilfældet skulle jeg nok finde en mere samarbejdsvillig præst. Nu blev Hr. Gettrup for resten meget flink, og det fornødne blev derefter aftalt.
Nu skulle der købes bryllupsklæder, jeg købte mig en flot blå habit i Svendborg, og Gurli tog sammen med Bitten til Odense får at købe udstyr.
Festen skulle også forberedes. Der skulle bestilles træhus, kogekone og serveringsdamer, musik til festen skulle også lejes, men alt dette tog min svigermor sig af.
Vi sendte indbydelser ud til familie, venner og naboer, ca. 40 mennesker i alt skulle med til festen.
Så oprandt den store dag. Min familie fra Jylland var inviteret til frokost, og efter den var indtaget skulle vi af sted til kirken. Jeg kørte sammen med min familie til Stenstrup kirke, og jeg tog plads i koret sammen med min far. Så var det kun at vente på bruden.
Orgelet satte nu i med bryllupsmarchen, samtidig med at dørene gik op, der kom så min tilkomne sammen med sin stolte far, en lille klump var der sikkert i halsen, da jeg rejste mig fra stolen for at tage imod min brud.
Selve vielsen stå meget svagt i min erindring, men den har nok været helt efter forskrifterne, og vi har dog nu holdt sammen i over 35 år, uden at jeg nogensinde har fortrudt mit ja til min kære kone.
Efter vielsen var vi, som det hørte sig til, ved fotografen, og derefter var der fest med musik og dans, i det lille hjem på Løgeskov                         
Det eneste der manglede ved vores bryllup var, at min svigermor ikke ville overvære vielsen i kirken. Årsagen til dette har jeg aldrig helt forstået, men jeg ved, at det har pint Gurli mange gange, at hendes mor ikke ville overvære vores bryllup.
I ugen op til brylluppet havde Gurli og jeg været ude for at købe møbler og udstyr til det hjem vi skulle etablere. Vi havde ikke sparet særlig meget op, så for at købe det fornødne til vort nye hjem, havde vi været i banken for at låne 3000 kr. Det var efter den tid et stort beløb, og banken forlangte da også to kautionister som sikkerhed. Vi måtte derfor gå den tunge gang til vores forældre for at få dem til at underskrive gældsbeviset, hvad de dog også gjorde, måske med betænkeligheder.
For de tre tusinde kroner vi havde lånt i banken, købte vi et spisestuebord med seks stole, et dækketøjsskab, senge og madrasser og dyner, et gaskomfur og et køleskab. Desuden diverse kogegrej og service.
Den 31. marts skulle vi flytte. Jeg havde lejet en vognmand fra Tved, der kørte mælk til Skårup Mejeri, til at flytte for os. Det var nok med et vist vemod Gurli nu skulle flytte fra hjemmet, hvor hun havde tilbragt hele sit liv i trygge rammer sammen med sine forældre, men nu var det tidspunkt kommet hvor vi skulle etablere vores eget. I vores lille folkevogn, med lastbilen lige efter, gik turen nu mod Båring.

 



 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                                                       VORT FØRSTE HJEM.

Vel ankommet til huset vi skulle bo, fik vi vore sparsomme ejendele læsset af og placeret i de forskellige rum, møblerne fyldte ikke meget i de ca. 80 m2 vi skulle bebo, men nu havde vi vort eget.

Vi gik derefter hen på mejeriet for at melde vores ankomst, og blev her budt velkomme af mejeribestyrerparret Jens og Gerda og deres tre drenge på 12, 14 og 16 år, vi blev budt på  kaffe  og ostemadder, og det blev aftalt, at jeg skulle starte i mejeriet næste morgen kl. 5.
Jeg var selvfølgelig spændt på at møde mine nye arbejdskammerater, da jeg næste morgen mødte på arbejdet. Det viste sig at være nogle meget flinke mennesker. Foruden mig, var der tre gifte mejerister på min egen alder. Derudover var der en ugift mejerist samt en elev der boede på mejeriet.

 

         

                                                                Huset i Båring

                
Den første dag på det nye arbejdsplads gik med at finde ud af arbejdsgangen, jeg skulle arbejde i osteriet, hvor vi fremstillede brødhavarti. Mejeribestyreren var selv med i osteriet, og jeg skulle øse ost i formene sammen med ham. Jeg syntes selv, at jeg var nogenlunde hurtig til mit arbejde, men jeg kom hurtigt til kort over for “Store Jens”. Hver gang jeg havde fyldt fire ostekopper fyldte han seks. Jeg lærte dog efterhånden tempoet, så jeg næsten kunne følge ham når osten skulle øses op.
Vi lavede ost af omkring 12 tons mælk daglig, hovedsagelig Havarti, men også lidt Elbo til leverandørsalg.
Arbejdsdagen var fra kl. 5, til kl. 13, og da min første arbejdsdag på mejeriet var slut, ville mine nye arbejdskammerater med mig hjem for at hilse på Gurli. Den ugifte mejerist, Gorm, blev sendt til købmanden efter øl, og vi gik derefter i samlet trop hjem til Gurli, der lidt overrasket bød velkomme til de nye kolleger.
Vi havde endnu ikke fået vore spisestuestole, så siddepladserne var lidt sparsomme. Vi fik os dog placeret rundt i stuen på kasser og lignende, en sad på en gasflaske mens han knappede øllene op. Vi blev derpå behørigt budt velkommen af de nye arbejdskammerater: Klaus, der sammen med Bente boede på første sal i vores hus, Niels, der sammen med Elin boede i mejeribestyrerens hus uden for byen, Poul, der sammen med sin kone Ulla, boede på førstesalen i mejeribestyrerens hus, samt Gorm og eleven der boede på mejeriet. Også de tre drenge fra mejeriet var mødt op for at byde os velkommen til byen.

Som omtalt var vores lejlighed ca. 80m2. Der var en dejlig stor stue, to værelser, et pænt køkken, samt toilet og spisekammer. Derudover var der vaskehus og fyrrum i baghuset, som vi delte med Klaus og Bente. Også haven var vi fælles om, det var dog mest til ulejlighed for os, da ingen havde særlig lyst til havearbejdet, men ved fælles indsats så det dog nogenlunde ud.(For det meste).
Vi fik også ret hurtigt lidt flere møbler. Fra mine forældre fik vi en brugt sofa, og Ingolf havde lavet et lille sofabord til os. Det så nu ikke mere så tomt ud i den store stue.
Både Gurli og jeg faldt hurtigt til sammen med gode arbejdskammerater, men vore naboer og genboer fik vi aldrig rigtig kontakt med. Nordfynboerne var meget svære at komme ind på livet af. Vi hilste da på dem, men nærmere kontakt fik vi ikke med dem i de halvandet år vi boede i Båring. Derimod havde vi det rigtig godt sammen med de andre mejerister. Vi gik sammen til stranden, vi festede sammen,

 

               

 

                                                          Båring Mejeri

 

Særlig Klaus og Bente var vi meget sammen med. De havde en lille dreng, Jan, på omkring et år, og da Gurli jo ventede sig havde hun meget hjælp af Bente der jo havde født.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                                                                      FORÆLDRE.


Tiden nærmede sig nu, hvor Gurli skulle føde. Hun havde besøgt jordemoderen i Brenderup og havde fået instrukser om hvordan hun skulle forholde sig når tiden kom.
Den 24. juli 1964 var en flot sommerdag. Klaus og jeg havde arbejdet lidt i haven, så var Gorm dukket op, vi havde spillet lidt pilespil, vist også fået et par øl, og vi sad i haven og nød det gode vejr, da Gurli og Bente kom ud til os.
- Nå, Erling er du ved at være klar til at blive far, - spurgte Bente lidt drillende.
Jeg kunne mærke at blodet dunkede lidt ekstra i årene.
- Din kone er begyndt at få veer, - fortsatte Bente, - du kan godt begynde at tænke på at ringe til jordemoder. -
Klokken ni gik jeg hen på centralen for at få fat på jordemoderen. Hun ville vide hvor langt der var mellem veerne. En halv time efter var Gurli sammen med jordemoderen på vej til Middelfart sygehus i jordemoderens folkevogn. Jeg måtte blive tilbage sammen med Bente og Klaus og min nervøsitet.
Da jeg vånde næste morgen efter en urolig nat, lå der i postkassen en seddel med følgende besked:
Tillykke hr. Nielsen, kl. 01.30 blev du far til en dejlig søn på 3600 g. ,mor og søn har det begge godt.
Jeg var nu blevet far, og ville selvfølgelig gerne se min lille søn, men jeg skulle jo først passe mit arbejde på mejeriet, så først kl. 2 om eftermiddagen den 25. juli 1964 kunne jeg, sammen med Bente køre til sygehuset for at se den lille ny.
Spændt kom vi op på fødegangen, og efter at have hilst på Gurli, der var fantastisk frisk efter fødslen, gik jeg sammen med Bente hen til spædbørnsstuen, hvor en masse små senge med nyfødte stod i rad og række. Jeg bad en sygeplejerske om at få min søn at se, og efter jeg havde sagt mit navn, gik hun hen og tog en lille runken unge op, som jeg kunne se på gennem en glasrude.                                                                                                                                  

                                

 

                  

 

                                                                 Nybagte forældre


Jeg må med skam sige, at da jeg stod og så på Kim gennem ruden, havde jeg meget svært ved at føle et forhold til min lille søn. Jeg havde ikke mulighed for hverken at holde ham eller have anden kontakt med det lille barn som en tilfældig sygeplejerske fremviste som en anden udsalgsvare.
Bente derimod syntes at han var noget af det sødeste, og hun så for resten også ud til at mene det.
Nu skulle der sendes besked om den glædelige begivenhed til familien, og allerede næste dag kom min bror Henning og hans kæreste Tove på barselvisit. Henning var meget stolt af at være blevet farbror.
Efter 5 dage på sygehuset forlangte Gurli at blive udskrevet, og den lille familie var nu samlet i hjemmet i Båring. Nu kom også de første på besøg for at se vores søn. Mine forældre og Ingolf var de første der kom for at se deres første barnebarn og nevø, derefter gik det slag i slag med gæster i hjemmet.

Selv om pengene var små skulle der købes barnevogn. Det skulle være en god brugt, og vi kørte til Odense, hvor der var en forretning der solgte gode brugte. Vi fandt en pæn velholdt vogn, og da prisen var rimelig, 350 kr. købte vi den. Pengene var også godt givet ud, Gurli travede mange kilometer

med den vogn
Nu da vi havde fået vores lille søn hjem, syntes selvfølgelig også han var et dejligt barn. Han gav os dog ikke meget ro den første lange tid. Om natten skreg han flere ofte flere timer i træk, men Gurli var meget tålmodig, hun kunne gå frem og tilbage med den lille på armen i timevis så han igen faldt til ro. Vi viste ikke dengang, at han øjensynlig havde kolik, og det var på grund af dette han græd så meget.
Vi havde allerede før fødslen bestemt, at hvis det blev en dreng skulle han have navnet Kim. Nu skulle vi have den lille døbt, men vi havde ikke penge til at holde dåbsfest.

 

 

 

 

                                 

                                                 Kim i sin fine barnevogn

                    
                       

                                                           Fra Kims Barnedåb

   

Vi havde talt om, at vi bare kunne holde barnedåben uden gæster, men da min mor hørte dette, tilbød hun at holde dåbsfest for sit første barnebarn. Vi tilbød derpå Gurlis forældre, at de kunne køre med os til Nees, men de takkede nej til tilbuddet.
Dåben blev bestemt til den 1, nov. I Nees Kirke. Henning og Tove stod fadder til den lille, og Gurli bar ham selv. Efter dåben samledes familien sammen med min faster Dagny og hendes mand, samt Peter, der dengang spiste hos mine forældre, til middag i Skovhus.
Uden at sige for meget kunne jeg godt mærke at Gurli manglede sine forældre og familie på denne festdag, selv om hun helt sikkert følte, at hun var en del af vores familie.
Da vi nu var blevet tre, kunne det være et problem når vi skulle besøge familien. Vi skulle jo helst have barnevognen med, og det var der jo ikke plads til i en lille folkevogn. Jeg fik derfor kontakt med en mand der havde et folkevognsrugbrød som han ville bytte med vores folkevogn, der efterhånden også var en del slidt. Jeg skulle give 2500 kr. i bytte, og disse penge lånte jeg i banken, hvor jeg så skulle afdrage 150 kr. pr. måned. Nu havde vi plads til både barnevogn og seng når vi skulle på familiebesøg, og bussen kørte godt, selv om dens varmeanlæg ikke var beregnet til kørsel om vinteren.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 



                                                                       Flyttedag


I efteråret 1964 startede rationaliseringen inden for dansk mejeribrug. I Sønderjylland var der allerede oprettet to mejeriselskaber på Haderslevegnen, og også på Fyn var der kredse der ønskede et mejeriselskab der skulle dække hele øen. Der var forberedende møder rundt på de forskellige mejerier der viste interesse, og også bestyrelsen på Båring Mejeri indkaldte til møde. Vi var som personale med til mødet, og et stort flertal af mejeriets leverandører stemte for at bestyrelsen skulle arbejde videre med etablering af ét stort mejeriselskab på Fyn.
Hos os mejerister var der en lidt trykket stemning, vi frygtede for vores arbejdsplads, der helt sikkert ville blive nedlagt. Vi var dog alle fortrøstningsfulde, vi var unge, og kunne sagtens finde et andet mejeri at arbejde på.
I januar 1965 kom dødsdommen over vores arbejdsplads. Mejeriet skulle stoppe driften pr. 1. juni 1965, men vi blev alle tilbudt arbejde indenfor Fyns Mejeriselskab. Jeg skulle starte som førstemejerist på det nærliggende Bubbel Mejeri 1. Juni.
Vi skulle dog indtil da, fortsætte osteproduktionen på Båring Mejeri, men allerede 15. januar rejste mejeribestyreren, han havde fået bestyrerplads på et andet andelsmejeri.
Nu skulle førstemejeristen Niels, og jeg forestå driften indtil mejeriet skulle stoppe produktionen. Det fungerede også udmærket, men da to af mejeristerne havde fået arbejde på mejerier uden for mejeriselskabet, og rejste i løbet af foråret, måtte vi tilbageblevne tage en masse overarbejde for at få produceret ost af den mælk der blev indvejet. Arbejdsdagene blev lange 12 til 15 timer syv dage om ugen.
Selv om vi havde lange arbejdsdage blev der også tid til andre ting. Niels og jeg havde i mejeriets kælder en god produktion af hjemmebryg, både vin og øl. Efterhånden fandt vi også ud af, at resterne af vingæren kunne forgære valle. Vi tilsatte sukker og gær til frisk valle, og efter 3 uger havde vi en alkoholprocent på over 10 i pulpen. Vi satte ballonen med 25 liter. over i en gasgruekedel, og varmede pulpen op til 87 gr. C og via et kobberrør i vinballonens gummiprop ledte vi spritdampene gennem koldt vand, hvor det fortættedes, til en flaske på gulvet.
2-3 liter vinsprit kunne vi destillere fra een vinballon.
Den 3o april 1965 var sidste produktionsdag på Båring Mejeri. En masse leverandører, og folk med anden tilknytning til mejeriet kom for at tage afsked med mælkekuske og mejerister, og en stor del af de besøgende havde en afskedsbajer med. Det var selvfølgelig vemodigt at skulle tage afsked med en god arbejdsplads, men efterhånden som øllene gled ned, gled sorgen i baggrunden, og da arbejdsdagen sluttede, var vi alle meget, meget trætte. Det var nu anden gang i mit unge liv oplevede at min arbejdsplads lukkede, og det skulle vise sig, at det ikke var sidste gang.
Den første dag i maj 1965 startede jeg som førstemejerist på Bubbel Mejeri. Foruden mejeribestyrer Lauersen, var der fire udlærte mejerister og en elev. Produktionen på mejeriet var smør og ost. Osten der blev produceret var hovedsagelig 18 kg. runde Samsø. Mejeriet var rimelig velfungerende med nyere osteri med hydrauliske pressere.
Min karriere på mejeriet blev dog af meget kort varighed. Mejeristerne på mejeriet havde alle en anciennitet på over 10 år, og de var meget lidt samarbejdsvillige med den “grønskolling” der troede han skulle være førstemejerist. Intet fungerede rent arbejdsmæssig, og da jeg samtidig havde fået tilbudt job på Fåborg mejeri ved Varde med lejlighed i eget hus, sagde jeg min stilling op efter 1. måned på Bubbel mejeri, til mejeribestyrerens store utilfredshed, og den 1. juli 1965 rykkede vi teltpælene op, og flyttede til Jylland